Folkeskolens leder:

Sælgers marked, men. . .

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ledere og lærere ved det godt: arbejdsbelastningen er vokset på skolerne. En del steder er undervisningstimetallet steget for nogen, andre steder for alle. Der er også kommuner, der har brugt overenskomst og arbejdstidsaftale som afsæt til økonomiske stramninger med den konsekvens, at arbejdsbelastningen bliver ekstra voldsom.

Oven i undervisningstimetallet kommer ikke blot teammøder, men også ventetid før teammøder. Og vel at mærke tid, som ikke kan bruges til forberedelse, fordi mange skolers arbejdspladser til lærerne er elendige eller totalt fraværende.

Og så videre og så videre, kan læseren med arbejde i folkeskolen tilføje.

Konsekvensen af de urimelige vilkår og urealistiske krav er dårligere undervisning, øget stress og flere henvendelser om psykologhjælp.

Og for at det ikke skal være løgn, bliver mange unge lærere bunket ekstra til med undervisningstimer, fordi de som nyansatte logisk set endnu ikke har fået så mange opgaver ved siden af undervisningen. Inde i bladet kan man læse om to lærere, som umiddelbart efter at have forladt seminariet har fået skemaer med 28 lektioner per uge. Og til februar ændres deres timetal til henholdsvis 30 og 31! Den ene siger stop, så han forsvinder fra skolen. Og man forstår ham.

Nu bliver det så interessant at se, hvordan man vil klare dét problem, for hvem vil søge et skema med 31 ugentlige lektioner?

Forhåbentlig og formodentlig ingen.

For selv om markedskræfter er et fyord i uddannelsessammenhæng, så er situationen jo den - også på lærerarbejdsmarkedet - at kræfterne virker, også selv om området er nok så aftalereguleret.

Lige nu er det sælgers marked, og det er på høje tid, at kommuner og skoler opdager det og gør noget ved det. Hvis de vil have fat i de nyuddannede lærere - og beholde dem - er der brug for ekstraordinære løsninger. Det er vigtigt med en god beskrivelse i stillingsopslaget, og det er fint, at de arbejdssøgende kan finde noget, der lokker, når de klikker ind på www.folkeskolenjob.dk. Men det er kun det nødvendige afsæt. Derefter bliver det afgørende, at skolen har en plan for modtagelsen af den nye medarbejder, at lederen har skabt et ordentligt skema, og at kollegerne sørger for en god introduktion i teamet. Og alle skal vide, hvem der har ansvaret for at hjælpe og vejlede.

Det er alt sammen banaliteter, kan man indvende. Men - hånden på årsplanerne - de banaliteter er langtfra i orden alle steder. Og det skal de være, hvis man vil have fat på nye lærere - og beholde dem, der allerede er der!

Der er kun en enkelt konsonants forskel på banalt og basalt. Hvis kommuner og skoler dumper på det basale, forsvinder lærerne.

-th

Læs side 4

Hvis kommuner og skoler dumper på det basale, forsvinder lærerne