Den første dag i året var det store mærkedag for lærernes organisationer. I 1951 blev de to københavnske lærerforeninger kollektivt optaget i DLF. Et nærmere samarbejde havde været diskuteret tidligere, men fordi lærerne i hovedstaden var underlagt andre vilkår end landets øvrige lærere, kom der først realiteter bag tilslutningen på dette tidspunkt.

Forskellen skriver sig tilbage til 1659. Svenskerne belejrede København, men byens studenter hældte tjære i hovedet på dem, hver gang de forsøgte at storme voldene. Kongen var glad for at have reddet sit skind, og som tak for dåden bestemte han, at København fremover skulle privilegeres med sin egen styreform. Derved opstod det kringlede magistratsstyre, som først blev afskaffet for et år siden.

Lærernes indsats under bataljen kendes ikke. Der var heller ikke så mange af dem. Nogle få magistre ved latinskolerne og et ukendt antal privatlærere i borgerhusene. Om standsbevidsthed var der ikke tale. Den spirede først frem nogle århundreder senere.

Danmarks Lærerforening havde begyndt sit virke i 1874, men først i 1891 opstod den første lokale lærerforening i København. Den var kun for kvinder. Hovedsagen var ligeløn. Og det blev den ved med at være, indtil Københavns Kommunelærerindeforening i 1967 sluttede sig sammen med sin mandlige pendant, der var fem år yngre end kvindernes.

Ligelønnen - eller manglen på samme - var den vigtigste årsag til, at de københavnske lærere organiserede sig i to foreninger. Modellen kendes i øvrigt også fra nogle af de større provinsbyer. Men det var ikke kun den forskellige aflønning for samme arbejde for mænd og kvinder, der var et problem for lærerstanden i landet. Ikke blot tjente landsbylærere mindre end købstadslærere, ugifte mandlige lærere fik også mindre end gifte.

Københavnerne blev optaget på særlige vilkår. DLF måtte nemlig kun organisere lærere, der var omfattet af lærerlønningsloven, og den gjaldt ikke for Københavns Kommune, hvor lærerne var kommunale tjenestemænd. I stedet blev de to foreninger kollektivt medlem, og de to formænd fik sæde i hovedstyrelsen - en ordning, der stadig er gældende - i dag er det blot for- og næstformanden, der er med.

Lærerlønningsloven blev afskaffet i 1969. Herefter skulle lærernes lønforhold løses gennem egentlige forhandlinger som på det øvrige arbejdsmarked, i stedet for at Folketinget ensidigt fastsatte lønnen gennem en lov. Nok blev Danmarks Lærerforening taget med på råd i forbindelse med udarbejdelsen af loven, men egentlige lønforhandlinger var det ikke.

Efter 1969 blev nogle lærergrupper efterladt i et tomrum. Der var nu frit slag for organisering inden for alle skoleformer, og lærerne ved efterskolerne og skolerne ved den daværende Åndssvageforsorg kom ind i DLF som den såkaldte fraktion 6. Foreningen blev på den måde både fællesorganisation og forhandlingsorganisation.

Der blev også forhandlet med andre lærergrupper om optagelse i DLF, men man kunne ikke enes, heller ikke med de nye medlemmer. De enkelte lærergrupper dannede derfor deres egne foreninger, og fraktion 6 blev nedlagt. I løbet af 1975 enedes man så om at oprette en paraplyorganisation til at koordinere aktiviteterne, men i mellemtiden havde lærerne ved handelsskolerne og de tekniske skoler tilsluttet sig COII. De øvrige har siden første januar 1976 arbejdet sammen i Lærernes Centralorganisation.-Tonny Hansen er freelancejournalist