Frank Dahlgaard dømt for injurier igen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tre medarbejdere ved Danmarks Lærerhøjskole, der for fire år siden blev fyret, var ikke uduelige. Det har de nu både byrettens og Østre Landsrets ord for. Og den tidligere konservative skoleordfører, nu løsgænger i Folketinget, Frank Dahlgaard er to gange blevet dømt for injurier for - over for Folkeskolen- at have påstået, at det var de.

De videnskabelige medarbejdere blev afskediget i 1996, angiveligt fordi de forskede for lidt. Til Folkeskolensagde Frank Dahlgaard dengang, at Lærerhøjskolens rektor 'havde handlet rigtigt ved at skaffe sig af med nogle uduelige medarbejdere'. Den udtalelse fandt retten i Lyngby moralsk forkert og injurierende, og det kostede Dahlgaard tre gange 20.000 kroner i erstatning til de fyrede medarbejdere.

Men Dahlgaard ankede sagen, fordi han mente, at en evalueringsrapport gav ham ret. Den 15. december dømte landsretten ham igen. Der var ikke belæg for at kalde de fyrede for uduelige, siger dommen.

Foruden erstatningerne på i alt 60.000 kroner skal han betale ti dagbøder a 500 kroner samt 8.500 kroner i sagsomkostninger til de tre lærere. Landsretten har også opretholdt kravet om, at han skal betale 10.000 kroner for at få dommen trykt i Folkeskolen.