Når børn først har lært at læse, så rålæser de, side op og side ned, bog efter bog, morgen, middag og aften. 9-12-års-alderen er simpelt hen den periode i livet, hvor en dansker læser mest i sin fritid.

Men den læseaktive periode skrumper ind i disse år. 65 procent af de niårige (3. klasse) læser 'meget', det vil sige mindst flere gange om ugen, men når de er 12 år (6. klasse), er tallet faldet til 45. Det viser en undersøgelse fra Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

'Førhen steg kurven frem til 12-års-alderen, hvor den så knækkede, men nu sker faldet allerede i ni-tiårsalderen. Efter 3. klasse begynder børnene at bruge mindre tid på at læse bøger', siger den ene af rapportens forfattere, professor Torben Weinreich.

Han har gennem en årrække undersøgt aldersgruppens medieforbrug, der har været under forskernes lup siden slutningen af 1970'erne.

Situationen er tankevækkende, mener Torben Weinreich. Gennem de sidste 25 år er læsekurven knækket tidligere og tidligere.

'Sat på spidsen er vi nu dér, hvor børnene knap nok har lært at læse, før de holder op igen'.

Et hjem med bogreol

Det er uheldigt, for man får så at sige grundlagt sine sunde læsevaner som nybegynderlæser. Jo mere man læser i begyndelsen af sit læseliv, jo mere læser man også siden hen.

Og i et videnssamfund skal så mange som muligt læse så godt som muligt - på skærme og i bøger. Hurtigt, men også så man er i stand til at skabe mening i informationsfyrværkeriet. Og i sit eget liv.

'I dag handler det ikke om at komme fra et hjem med klaver, men fra et hjem med bogreol', siger Torben Weinreich.

Det gør alle børn ikke, og skolen har derfor en særlig forpligtelse til at udstyre eleverne med det, Torben Weinreich kalder konventionskompetence.

'Med konventionskompetence mener jeg, at eleverne lærer, hvad bøger egentlig er for noget. Hvad de er godt for. Hvad man kan bruge dem til. Hvordan en bog er bygget op. En fagbog har måske indholdsfortegnelse og register bagi. En roman er bygget op sådan og sådan, og en bogside læser man fra venstre mod højre, mens man i andre lande læser anderledes'.

'Og hvor får man bøger? Dansklærerne bør tage eleverne hen til boghandleren og biblioteket og vise, hvordan man får fat i bøgerne'.

Torben Weinreich mener, at denne del af læsepædagogikken har stået i skyggen de sidste år, hvor forskrækkelsen over den internationale læseundersøgelse har ført til øget fokusering på den læsetekniske side af sagen, som kaldes læsekompetencen.

Denne tekniske fokusering kan have medvirket til at nedsætte børnenes interesse i litteratur. En anden årsag kan være, at der er for få gode bøger til netop gruppen af nybegynderlæsere.

En tredje grund kan være, at barndommen simpelt hen bliver kortere, og det går ud over læsningen, for 'det har altid været sådan, at boglæsning har været knyttet til barndommen. Børn får læst bøger højt og læser selv bøger i deres fritid. Unge læser mindre, voksne faktisk endnu mindre'.

Barndommen bliver ikke kortere biologisk set, men børnene begynder allerede at opfatte sig selv som unge i 10-11-års-alderen.

'De kommercielle kræfter gør, at børnene skal være unge tid-ligst muligt, disponere over så mange penge som muligt tidligst muligt, forældrene skal give dem så meget som muligt tidligst muligt, således at de kan leve op til nogle krav om beklædning og have den rigtige musik og have den rigtige elektronik på eget værelse, musikanlæg, helst fjernsyn og video, måske computer'.

Der er for få gode bøger

Mod så vældige kræfter er der ikke meget at stille op - om end der efter Torben Weinreichs mening bør være stor politisk, videnskabelig og pædagogisk opmærksomhed på 'den ændring, der i disse år sker med vores opfattelse af, hvad barndom og ungdom er'.

Men i læsningens perspektiv kan man gå imod strømmen med en bedre skønlitteratur for de 9-12-årige og en mere levende litteraturundervisning.

'Børnene, specielt drengene, siger, at der ikke er nok gode bøger for dem. Og spørger man forlæggerne, så er de enige. De siger, det er svært at få forfatterne til at skrive god litteratur for 9-12-årige. Udenlandsk litteratur er der åbenbart heller ikke, for der bliver ikke oversat så meget'.

'Børne- og skolebibliotekarer siger det samme - det er et problem med gode bøger til de 9-12-årige, vi ville gerne have nogle flere, fordi det er stadig væk den mest læsende gruppe i befolkningen'.

Torben Weinreich mener, at forlagene bør få revet forfatterne ud af det, han kalder Per Højholt-syndromet: At man ikke kan skrive kunst til børn, det bliver nødvendigvis pædagogisk.

Det er noget vrøvl, mener professoren, der selv har skrevet romaner til børn. Børn vil netop have kunst. De vil have æstetiske oplevelser og gode historier, og de vil have højtlæsning, også efter 3. klasse, hvor de fleste lærere holder op med at læse højt.

'Børnene giver udtryk for, at den danskundervisning, der foregår i 3. til 6. klasse, måske ikke er lige spændende alle steder. En dreng fortalte for eksempel, at først skulle de læse historien, og så skulle de finde alle tillægsordene på side et'.

'Jeg tror, at skolen har haft svært ved at rive sig ud af en bestemt opfattelse af at arbejde med litteratur på 3.-6. klassetrin'.

'Det er typisk dér, hvor lærerne satser på at konsolidere den læseindlæring, som børnene har haft i de første skoleår. De materialer, man vælger til undervisningen, er også ofte styret af den fortsatte udvikling af elevernes læsetekniske færdigheder'.

'Lærerne er for lidt optaget af, om det er god litteratur i betydningen god kunst'.

Lyst og læring

Torben Weinreich opfordrer til en litteraturpædagogik, der kombinerer elevernes lyst til gode historier med undervisning i litterære virkemidler, genrer og fortælleteknik, sådan som det er beskrevet i undervisningsvejledningen for danskfaget.

'De to ting kan godt kombineres i en god litteraturpædagogik, hvor man både tager lystelementet ind og samtidig lærer eleverne noget - eller anskueliggør for dem, hvad de ved i forvejen, for børnene ved godt i forvejen, at der er noget, der hedder genre. De kan godt kende forskel på et eventyr og en socialrealistisk fortælling, men skolen skal hjælpe dem med at sætte navne og begreber på, så de kan bruge dem, når de taler om litteratur, så samtalen i klassen bliver mere kvalificeret og indeholder mere end bare tilkendegivelsen af, at bogen er god eller sjov'.

Skal eleverne ikke lære grammatik?

'Jo, alt tyder på, at man bliver bedre til at læse, hvis man fra starten i 1. klasse, faktisk allerede fra børnehaveklassen, prøver på at styrke elevernes sproglige bevidsthed, og det vil også sige grammatiske bevidsthed'.

'Men foruden læsekompetencen skal vi også have det, jeg kalder konventionskompetencen, med. Det nytter jo ikke at lære børn at cykle rent teknisk, hvis vi ikke har nogen som helst forestillinger om, hvad de skal bruge det til.

'Vi er nødt til at tage børnene med ud at cykle - svarende til at give dem nogle bøger - vise, hvilken glæde de kan have af at cykle, komme hen forskellige steder og sådan nogle ting'.

'Vores tidlige læseundervisning har i 90'erne været for meget fikseret på bare at lære dem selve teknikken - og det har måske også haft indflydelse på, at læsekurven er begyndt at knække tidligere', siger Torben Weinreich, der samtidig anfører, at Danmark har stolte traditioner på frilæsningsområdet:

De 0-16-årige danskere låner i gennemsnit 50 bøger om året på bibliotekerne. Det tilsvarende tal er i Sverige 20 og i Norge 15.

Top 10-listen over de mest populære forfattere ifølge de 9-12-årige børn: 1. Astrid Lindgren 2. Dennis Jürgensen 3. Bjarne Reuter 4. Ole Lund Kirkegaard 5. R.L. Stine 6. H.C. Andersen 7. Joanne K. Rowling 8. Phyllis Reynolds Naylor 9. Lars-Henrik Olsen 10. Laura Ingalls Wilder, Bent Haller og Bent Faurby

Kilde: Torben Weinreich og Anette Steffensen: Børn læser bøger, Roskilde Universitetsforlag 2000

De bedste børnebøger 901 børn er blevet bedt om at nævne de tre bedste bøger, de nogen sinde har læst eller fået læst højt. Her er Top 10-listen over verdens bedste børnebøger ifølge danske børn i alderen 9-12 år: 1. 'Brødrene Løvehjerte' af Astrid Lindgren 2. 'Kærlighed ved første hik' af Dennis Jürgensen 3. 'Gåsehud' (serie) af R.L. Stine 4. H.C. Andersens eventyr 5. 'Harry Potter' af Joanne K. Rowling 6. 'Mio, min mio' af Astrid Lindgren 7. 'Heksen' (serie) af Phyllis Reynolds Naylor 8. '7.A' af Bjarne Reuter 9. 'Det lille hus på prærien' af Laura Ingalls Wilder 10. 'Peter Plys' af A.A. Milne

Samme kilde

Professorens anbefalinger

Torben Weinreich har valgt en række bøger ud, som har kunstnerisk kvalitet og er velegnede til frilæsning og undervisning i 3.-6. klasse.

Fire klassikere:

Leif Esper Andersen: 'Heksefeber'

Klaus Rifbjerg: 'Kesses krig'

Hanne Marie Svendsen: 'Den røde sten'

Bent Haller: 'Silke'

Nyere tekster:

Lene Kaaberbøl: 'Skammerens datter'

Knud Holten: 'Flammeøglens tårer' (serie)

Bjarne Dalsgaard Svendsen: 'Slottet'

Cecilie Eken: 'Sikkas fortælling'

Else Marie Pedersen: 'Glasbørnene'

Hanne Kvist: 'Drengen med sølvhjelmen'

Benn Q. Holm: 'Det seje sjak' (kommende serie)

Bjarne Reuter: 'Fie skrev til Feo'

Bodil Bredsdorff: 'Krageungen' (serie)

Nordiske:

Erlend Loe: 'Kurt quo vadis?'

Stein Erik lunde: 'Æææg'

Rønnaug Kleiva: 'Knas med Quagadougou'

Bjørn Sortland: 'Den solskoldede mor som blev byttet væk for ti kameler'

Marja-Leena Tiainen: 'Miikas hemmelige mission'

Annika Thor: 'Sandhed eller konsekvens'

Til højtlæsning:

Bjarne Reuter: 'Prins Feisals Ring'

Bent Haller: 'Brage Kongesøns Saga'