Det er positivt, når lærere åbent erklærer det værdigrundlag, de arbejder ud fra. For vi har alle sammen et. Mit eget er min barndoms drøm om at være verdensborger. At kunne se det hele og ikke blive nægtet adgang. Jeg spidsede ører, når der blev fortalt om, hvordan mennesker levede andre steder. Med barnets øjne er barndommen og dens kultur givet, og derfor begyndte jeg først i min tidlige ungdom at spekulere over, hvordan det danske, nære samfund var indrettet. Det gik op for mig, at maskerne i det sociale sikkerhedsnet var besluttede og ikke givne. En politisk retning kan vinde over en anden.

Hvis man ikke ved, at der er flere meninger, kan man ikke agere i demokratiet. Den erkendelse mangler i DLF's pjece, 'Fællesskabets skole'. Der siges 'vi' om dansk kultur og dens kendetegn, som er 'ligestilling mellem kønnene, kulturel og social forståelse og aktiv deltagelse i demokratiske processer'.

At kultur er historisk betinget, foranderlig og ikke er statisk, er med. Men det virker, som om børnene skal lære, hvad dansk kultur er, så de kan stå imod, hvis de møder noget andet. Der tales om at møde kultur ansigt mod ansigt uforanderligt, hvor der ikke røres, ændres og udvikles. Ellers er nationen på vej ud: 'Uden en fælles folkeskole vil det kulturelle fællesskab, der er en vigtig forudsætning for at kunne tale om et dansk samfund, forsvinde'.

'Ligestilling mellem kønnene er en dansk værdi'. Er der enighed om, hvad det er? Er det nemt for danske mænd og kvinder at være ligestillede? Er ligestilling ikke også et fælles værdigrundlag for det europæiske samarbejde og FN?

'Kulturen er grundlag for dannelsen af den enkeltes personlighed', står der, 'og uden en national, selvstændig kultur har vi intet selvstændigt samfund'. Det første er rigtigt, men det andet er skrækindjagende. Må vi ikke som danskere være en del af et europæisk samfund og et verdenssamfund?

Der står, at 'de ansatte må, præcis som det gælder for eleverne og deres forældre, sikres indflydelse på deres arbejde'. Bestemmer skolebestyrelser og elevråd skolens hverdag? Det er en overdrivelse. Lærere er helt centrale, de møder børnene hver dag. De nye samfunds(verdens)borgere. Lærernes indflydelse er enorm.

Hvad skal de små kunne, når de kommer i skole, og hvilken indflydelse vil lærerne ikke have? 'Stat og kommuner må påtage sig ansvaret for løsningen af de problemer, der så åbenlyst følger med integration af de mange nye borgere med anden kulturel baggrund end den danske'. Min folkeskolelærermor har siddet med mangen en elev i lokalet for enden af gangen med de skiftende navne (specialundervisning, obs og så videre). Her har hun siddet med Corinne, som fra fransk til dansk skulle have stykket sprog og begreber sammen, så hun kunne indgå i sin klasse. Her løste læreren med te, tid og interesse for det enkelte menneske et af de problemer, 'der så åbenlyst følger med integration af nye borgere'.

'Folkeskolen skal helt og fuldt finansieres af det offentlige'. Er DLF imod støtten til private og friskoler? Så sig det. Fægt med åben pande ud fra et erkendt værdigrundlag.

'Forældre skal tænke det demokratiske aspekt med, når de vælger skole til deres børn'. Valg mellem folkeskoler er i mange kommuner en ren illusion. Betyder sætningen, at man på dansk privatskole eller muslimsk friskole ikke lærer demokrati?

Folkeskoleloven har en formålsparagraf med overordnede værdier. Hver kommune har en skolepolitik, og hver skole skal opstille mål. Hvor ens kan det blive? Hvordan møder læreren sine elever? Ser de på verden? Bruger de Internettet? Overvejer de normer og omgangsformer? Eller slukker de bare maskinen?

Vi er mennesker med umistelige rettigheder defineret af verdenssamfundet gennem FN. I Danmark strides man politisk om den konkrete udformning. Skolens opgave kan udmærket være at ruste børnene hertil ved i sin hverdag at være åben og ærlig over for børnene, både når de får indflydelse, og når de ikke får den.

Formand for bestyrelsen for Det Internationale Akademi for Demokrati og Uddannelse