”Jeg mener, at vi skal være mønsterkommune i opgøret med New Public Management. Det betyder i første om gang en time out i to år, hvor vi siger til skolerne, at I helt selv må bestemme, hvilke dele af reformen I ønsker. Jeg kalder det en ’Fingrene væk reformen’”, siger s-politiker i Københavns borgerrepræsentation Jan Andreasen.
”Jeg mener, at vi skal være mønsterkommune i opgøret med New Public Management. Det betyder i første om gang en time out i to år, hvor vi siger til skolerne, at I helt selv må bestemme, hvilke dele af reformen I ønsker. Jeg kalder det en ’Fingrene væk reformen’”, siger s-politiker i Københavns borgerrepræsentation Jan Andreasen.

S-politiker vil gøre København til udfordrer af skolereformen

Politikerne i København skal efter valget på tirsdag give hinanden håndslag på at holde sig helt væk fra folkeskolen de næste to år. Og skolerne skal have lov til kun at bruge de dele af reformen, de selv ønsker, lyder det fra S-politiker Jan Andreasen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Står det til S-politiker i Københavns Kommune Jan Andreasen, skal landets hovedstad være forgangskommune i kampen mod New Public Management. Og det indebærer, at politikerne skal holde sig helt væk fra kommunens skoler de næste to år.

"Jeg mener, at vi skal være mønsterkommune i opgøret med New Public Management. Det betyder i første om gang en time out i to år, hvor vi siger til skolerne, at I helt selv må bestemme, hvilke dele af reformen I ønsker. Jeg kalder det en 'Fingrene væk reformen'", siger Jan Andreasen.

Ifølge politikeren, som genopstiller ved kommunalvalget på tirsdag, bør politikerne som noget af det første efter valget, derfor give hinanden håndslag på, at skolerne skal have den optimale frihed de næste to år.

Ifølge borgerrepræsentationsmedlemmet skal skolerne eksempelvis selv have lov til at bestemme skoledagens længde, eller om der skal 45 minutters daglig bevægelse og motion på skemaet.

S-politiker: Vi må henvise til paragraf 16b

Men er der ikke risiko for, at skolerne kommer på kant med folkeskoleloven?

"Vi skal selvfølgelig overholde loven. Det kommer vi ikke uden om, men der er ingen tvivl om, at vi er inde og udfordre rammerne. Og der vil sikkert være nogle politikere fra forligskredsen på Christiansborg og nogle fra mit eget parti, som vil sige, at den går ikke. Men så må vi eksempelvis bare henvise til, at skolerne bruger paragraf 16b.

Personligt bryder jeg mig ikke om den lange skoledag, men hvis man ude på en skole bliver enige om, at det vil vi gerne, så skal de have lov til det. Man kan sige, at jeg mener, at vi skal sige til skolerne, at de skal tage de elementer fra værktøjskassen, som passer til dem".

Men hvad skal skolerne gøre, hvis de er i tvivl, om de overskrider loven?

"Det vil være meget naturligt, at man retter en henvendelse til forvaltningen og hører, hvad deres vurdering er.

Jeg noterer mig blandt andet, at den socialdemokratiske borgmester i Aarhus også har været ude med et forslag, som vil give skolerne mere frihed. Og på Christiansborg har S, SF og Radikale jo forslået, at vi skal afskaffe de obligatoriske lektiecafeer.

Så der er flere og flere, som har fået øjnene op for, at reformen ikke har gang på jord".

Aarhus-borgmester vil af med nationale test

Til Lokalavisen Aarhus har S-borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard foreslået, at kommunen fra næste år dropper al unødig kommunal kontrol af skolerne, og det indebærer ifølge avisen tests, rapporter og dokumentationskrav.  

"Der skal alene fokuseres på det, der betyder noget, nemlig at vores børn kan læse, skrive og regne", udtaler Jacob Bundsgaard til avisen.

Ifølge avisen kan forslaget være i strid med folkeskoleloven. Er det tilfældet skal kommunen ifølge Jacob Bundsgaard søge om dispensation eller om at blive frikommuneforsøg, så skolerne kan fritages for nationale tests og rapportering til Undervisningsministeriet.

Andreasen: Vi kan bruge vores tid på at bygge nye skoler

Jan Andreasen sidder blandt andet med i børne- og ungdomsudvalget i borgerrepræsentationen i Københavns kommune, der har ansvaret for kommunens skoler.

Skal der så overhovedet ikke diskuteres folkeskolen i udvalget de næste to år, hvis det står til dig?

"I Københavns Kommune oplever vi, at befolkningstallet eksploderer i øjeblikket, så vi kommer ikke til at kede os i udvalget. Der skal bygges nye vuggestuer, daginstitutioner og skoler, så det kan vi passende tage os af.

Og så skal vi som politikere bruge mere af vores tid på at komme ud og besøge skolerne, så vi bliver ajour med virkeligheden", lyder det fra Jan Andreasen, der understreger, at forslaget står for sin egen regning, hvorfor resten af den Socialdemokratiske gruppe ikke nødvendigvis støtter op om forslaget.

"Når der er gået to år, så tager vi en snak med skolerne. Og her forestiller jeg mig, at vi fortsætter ordningen om at lade skolerne styre selv".

Powered by Labrador CMS