Debat

PRAL – er det egentlig ok?

Ja da. På Sønderris (Auraskolen) har man en hel væg med lutter pral. Her møder man et hav af certifikater, verdenskort og store bogstaver, som angiver, at skolen i den grad har ”udsyn”; Aura – a window to the world.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den internationale væg” har høj signalværdi for skolens nuværende og nye brugere, fortæller Esben RIed-Mortensen, pædagogisk leder.

For på Sønderris understøttes alle elever i at skulle kunne mestre deres egen fremtid. Eleverne skal kunne omstille sig, navigere i en foranderlig verden og kunne begå sig internationalt. Derfor arbejder hele skolen med CRAFT (creating really advanced future thinkers), Erasmus-projekter og eTwinning, som er det ”usynlige lim”, der får det hele til at hænge sammen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Skolen er anderkendt af EU som eTwinning-skole. Eleverne deltager i eTwinning-samarbejder med andre europæiske elever, får brugt deres fremmedsprog og styrket deres samarbejdskompetencer. Gennem eTwinning får ikke bare skolen og lærerne, men også eleverne opbygget et europæisk netværk. 

I forbindelse med Læringsfestival Online 2021 kan man mandag den 01.03. møde lærer, Eva Larsen, der bruger eTwinning-platformen i sin undervisning i naturvidenskabelige fag. Som eksempel fortæller Eva, at fordi der sker noget med miljøet eller klimaet i f.eks. Tyskland, så stopper det jo ikke ved grænsen. ”Climate has no borders”. Eleverne skal lære, få en viden og bevidsthed om, at de er en del af noget større, som vi alle er ansvarlige for.

Gennem eTwinning-samarbejder får eleverne viden, bevidsthed og bliver ”en del af noget større”. Det må man gerne prale af. Malthe, som er elev i 8. klasse, har netop afsluttet en større opgave om miljøet. Han har brugt sit nye netværk, der udspringer af et eTwinning-samarbejde, til at få andre vinkler på opgaven. For hvordan sorterer man f.eks. affald i Holland, og hvordan gør man i Frankrig? Så igen – ja, det er ok at prale, for netop eTwinning-samarbejdet har gjort, at Malthe nu har udsyn, kan orientere sig internationalt og ved, at det ikke længere er nok at søge viden lokalt/nationalt, men at man også må se ud i verden.

På Sønderris (Auraskolen) er eTwinning den ”usynlige lim",  har masser af substans, er for alle elever og giver dem udsyn. Og ja, derfor er det helt ok at prale.