Debat

Debat: Forbyd ikke maskinoversættelse i sprogfagene

Publiceret Senest opdateret

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

For den nye generation af elever, der er vokset op med internet, er det en selvfølge at søge svar i teknologien. Derfor er det ikke overraskende, at maskinoversættelse (MT) har en betydelig, men dog uudtalt tilstedeværelse i sprogundervisningen. Siden 2016 og takket være udviklingen af neuralnetværk har MT gjort kæmpe fremskridt. Automatiske oversættelser er blevet så gode – og de bliver kun bedre – at det ikke længere giver mening at diskutere, om eleverne har anvendt MT eller ej til deres tekstproduktion. Dette bliver sværere og sværere at gennemskue.

Denne nye realitet kaster sproglærere i svære dilemmaer. Er elevernes anvendelse af MT et absolut onde, der partout skal forbydes, eller findes der en vej til fornuftige pædagogiske anvendelser af MT?

Vi er kommet forbi den diskussion, om det er muligt at afholde elever fra at bruge MT. Diskurs om snyd, forbud og sanktioner fører ingen vegne. Vejen er at finde ud af, hvordan vi kan uddanne vores elever til en kritisk anvendelse af MT, som kan understøtte sprogtilegnelsen. Det skal gøres gennem eksperimenter med nye opgavetyper og åben dialog. For MT er blot et værktøj, og jo mere lærerne og eleverne lærer, hvordan det fungerer, jo bedre kan de bruge det aktivt, bevidst og kritisk.

I virkeligheden ved vi ikke ret meget om elevernes brug af og syn på MT, selv om det kunne være nyttigt for undervisere i grundskolen at afmystificere og forstå, hvordan eleverne bruger MT, så de kan guide dem i en anvendelse af værktøjet. Det kræver selvfølgelig også, at læreren ved noget mere om den teknologi.

Med andre ord har vi brug for at forholde os til MT som en realitet, der ikke forsvinder, og undersøge MT’s muligheder i forhold til sprogtilegnelse. Vi har brug for at sætte en dialog i gang, der handler om, hvordan vi på en fornuftig og relevant måde kan inkludere MT i det sæt af digitale værktøjer, som vi i forvejen bruger i sprogundervisningen.

Powered by Labrador CMS