Elisabeth Lynggaard og Viktoria Lundehøj Hartmann mener, at sidste skoledag skal være en fest, hvor ingen føler sig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til.Foto: Villads Kirk Thomsen
Lærere stod bag festival for at mindske presset på de unge
Et pilotprojekt startet af to lærere forsøger at gøre op med unges alkoholkultur og vise, at man sagtens kan feste uden alkohol. Det blev til en eftermiddag med musik, masser af aktiviteter og mocktails.
Sørøvere, politimænd, soldater, bananer og et hav af andre kostumer.
Annonce:
Ti år
på skolebænken kulminerede for 1.700 afgangselever med en stor alkoholfri sidste
skoledagsfestival på Bellahøjpladsen i København.
Bag festivalen står de to lærere Elisabeth Lynggaard fra Højdevangens Skole og Viktoria Lundehøj Hartmann, der studerer
antropologi, mens hun arbejder på Brønshøj Skole.
De har sammen startet
foreningen UngEnrgi, fordi de mener, at der er brug for at skabe en forandring i ungdomskulturen,
så fællesskab, glæde og tryghed er i centrum og ikke alkohol.
Sofia, Katrinedals Skole
Har du glædet dig til festivalen?
”Det har jeg faktisk. Jeg har glædet mig til at hygge og
høre noget god musik, specielt ICEKIID. Og så er jeg meget spændt på, hvem den
hemmelige kunstner er – jeg har hørt nogle rygter”.
Ville du hellere have været i Fælledparken?
”Jeg er ikke sur over at være her, for jeg kender de fleste,
fordi de er fra naboskolerne. Mig og mine veninder har tænkt os at blive til
slut”.
Hvad synes du om, at I ikke må drikke?
”Det er fint nok, vi skal alligevel til fest hos en fra
vores årgang bagefter, hvor man kan drikke alkohol. Det er også ret hyggeligt
at være ædru og så risikerer man ikke at blive for fuld for hurtigt”.
”Jeg har oplevet, at når eleverne når op i udskolingen,
bliver det sociale liv ofte afhængigt af, om man går til fester og drikker sig
fuld. Det gør det svært for mange at være med og lægger et stort pres på dem”,
siger Elisabeth Lynggaard.
Annonce:
Hun mener, at sidste skoledag skal være en fest, hvor
ingen føler sig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til.
Der var højt humør på plads trods fraværet af alkohol.Foto: Villads Kirk Thomsen
Om festivalen
Hvem står
bag festivalen?
Det
er foreningen UngEnergi, der står bag festivalen, som for nu er et pilotprojekt. For at sikre at
musikprogram, aktiviteter og mad afspejler deltagernes egne ønsker – og ikke
blot de voksnes forestillinger om, hvad de unge vil have – har de rådført sig
med Københavns Fælleselevråd og et ungepanel bestående af elever fra 9. klasse
i København.
Hvad var
budgettet?
Det
samlede budget har været på 1,2 millioner fra Københavns Kommune.
Hvem deltog?
Alle
skoler i Brønshøj/Husum og Vanløse var automatisk tilmeldt festivalen, mens alle
andre skoler i Københavns Kommune fik mulighed for at tilmelde sig. I alt
deltog 1.700 elever, selvom der var plads til 2.500. Ifølge UngEnergi skyldes det
lavere deltagerantal, at invitationen først blev sendt ud fem uger før
festivalen.
Hvad var
der på programmet?
Som
til enhver anden festival var det musikprogrammet, der trak mest opmærksomhed.
På scenen optrådte artister som ICEKIID, Omar, en surprise-artist og Benny Jamz
– sidstnævnte skal til sommer spille på Orange Scene på Roskilde Festival. Ud
over musikken kunne eleverne deltage i forskellige aktiviteter som rodeotyr, en
boksebold og menneskebordfodbold, og der var mulighed for at købe mad fra
foodtrucks til 'elevvenlige priser' samt sodavand og mocktails – alkoholfrie
cocktails.
Hvad var lærerens
ansvar?
Lærerne
fulgte deres elever til festivalpladsen efter karamelkast på skolen. Skoledagen
var forlænget til kl. 14:30 i overensstemmelse med lærernes overenskomst,
hvorefter både elever og lærere kunne vælge at blive eller forlade pladsen, og
lærernes tilsynspligt ophørte. Herefter var det frivillige, heriblandt universitetsstuderende,
lærere og lærerstuderende, der holdt opsyn med eleverne, samtidig med et hold
af eksterne vagter var til stede sammen med SSP og et hold samaritter.
Forud for festivalen bad de to lærere knap 200 8.- og
9.-klasser om at rangordne, hvad de mener er vigtigst til en fest.
Her endte alkohol
næstsidst på listen – slået af blandt andet musik, venner, sjove aktiviteter og
et godt outfit.
Boksemaskinen var populær blandt festivalens drenge.Foto: Villads Kirk Thomsen
”Det er ærgerligt, at alkohol fylder så meget i
vores samfund – også på sidste skoledag. Der er mange unge, som enten ikke
drikker eller ikke har lyst til det, men som alligevel oplever et stort pres.
Det er efter min mening en forældet kultur – og kultur kan jo ændres”, siger
hun og tilføjer, at Sundhedsstyrelsen i øvrigt anbefaler, at man slet ikke
drikker før man er 18 år.
Annonce:
"Husk at drikke vand", mindede festivalens første artist Valentin om.Foto: Villads Kirk Thomsen
Festivalen skal ses som et alternativ til at tage i
Fælledparken, hvor mange afgangselever har haft for vane at samles.
Arrangementet blev sidste år lukket af politiet på grund af uro og slagsmål, og
tidligere år har der været episoder med knivstikkeri, elever, der er blevet
rullet og en kvindelig elev, der blev fundet af politiet uden tøj på.
Mikset respons fra lærere
Forud for dagen fik Elisabeth Lynggaard mikset respons fra
hendes lærerkollegaer om festivalen.
Annonce:
"Nogle synes det var svært at se sig selv på festivalen
og har brug for mere tid til at vænne sig til en ny tradition. Andre syntes til
gengæld, at det var megafedt og en meningsfuld måde at afslutte mange års
undervisning i deres 9. klasse på”, siger hun.
Otto, Vesterbro Ny Skole
Har du glædet dig til festivalen?
”Jeg var lidt skeptisk, før jeg kom, fordi man altid har
tænkt, man skulle i Fælledparken, fordi det er en tradition. Men jeg har glædet
til det sociale og snakke med folk, og så har jeg glædet mig til Benny Jamz,
ICEKIID og selvfølgelig den hemmelige kunstner. Jeg synes, de har ramt
musikprogrammet meget fint”.
Bliver du til slut?
”Mig og drengene tænker at blive indtil slut og høre den
hemmelige artist, og så tager vi til en af vores venners fest bagefter, hvor vi
kan drikke også”.
Hvad kunne de have gjort bedre?
”Hmm, det ved jeg ikke helt, jeg synes egentlig, de har gjort
det meget fint og forstår godt, hvorfor der ikke er alkohol”.
En af de lærere, der deltog i festivalen med sine elever, er lærer Mads Christian Toft Salomonsen, der underviser på Brønshøj Skole. Han begyndte
skoleåret som nyuddannet, så i dag er hans første
'sidste skoledag' som lærer.
Han synes ideen om en alkoholfri
sidste skoledagsfestival er en god idé. Han fortæller, at hans elever havde set frem til dagen, hvor
især musikprogrammet vækkede stor begejstring, og fik mange af eleverne til at
blive hele dagen for at høre den hemmelige kunstner, der først blev offentliggjort
klokken 19.
At arrangementet var alkoholfrit, fyldte derimod ikke så meget
optil dagen.
Annonce:
Det var ikke alle, der blev til slut. Nogle ville hellere videre i Fælledparken.Foto: Villads Kirk Thomsen
”Først og fremmest håber jeg bare, at de nød det – det var
jo en stor dag for dem. Men jeg håber også, at de har oplevet, at man sagtens
kan have en fest og hygge sig uden alkohol”, siger den unge lærer.