Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kritikeren C.E. Jensen - Liv og værk
Af Preben Hansen og John Chr. Jørgensen
364 sider, illustreret, 238 kroner
Forlaget Fremad
Hidtil har Johannes Helms været mest kendt i nationalhistorien som forfatter til sangen 'Jeg elsker de grønne lunde'. Efter denne bog kender vi ham nu også som en stiv, konservativ, kristelig rektor for Borgerdydskolen i København - en autoritær skoleleder, der i 1882 smider en 16-årig elev ud af sin skole, fordi eleven lider af journalistisk skrivekløe.
Eleven, hvis navn var Carl Ludvig Emil Jensen, skrev litterære kulturartikler i den nystartede avis, Socialdemokraten, og denne subversive virksomhed var nok til at besejle hans skæbne på skolen med et spark.
I 40 år herefter blev Carl Ludvig Emil Jensen - med skrivemærket CE - en af Danmarks ledende kulturskribenter. Han sad på den ekspanderende arbejderavis og skrev som en engel om litteratur, teater og kultur i bred forstand.
Han var autodidakt, men 'gjorde Socialdemokraten højt anset i akademiske og litterære kredse', som hans yngre kollega, Robert Wiinblad, senere skrev om ham.
Stauning var ikke i tvivl om CE's indsats. Han karakteriserede ham som Socialdemokratiets énmandsuniversitet: 'Vi fik sjældent mulighed for at købe og læse de anmeldte værker, men vi levede igennem C.E. Jensens arbejde med i det rige litterære liv, der udfoldede sig, og fik en interesse for litteraturen, som han mere end forfatterne har æren for'.
Det er en enormt inspirerende historie, de to forfattere giver os i denne bog. Et stykke åndeligt arkæologisk udgravningsarbejde i Socialdemokratiets fortid.
Nu behøver vi ikke 'kun' at koncentrere os om Pio, det grundlæggende politiske og fagpolitiske gennembrud i 1800-tallets sidste årtier - nu kan vi få hele det brede og væsentlige kulturaspekt med: nemlig den kulturpolitiske opdragelse af arbejderen i den socialdemokratiske bevægelses Gründerzeit.
Bogens sidste meget vigtige tredjedel består af CE's egne, originale artikler (i udvalg) fra Socialdemokraten. Det er ren guf for en dansk- og historielærer at sidde med CE's samtidige modtagelse af blandt andre Amalie Skram, Henrik Pontoppidan, Herman Bang, Selma Lagerlöf, Stuckenberg, Claussen, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær.
Fyldige kilder og særdeles brugbare litteraturhenvisninger sætter punktum for en meget flot bog.
Per Birkebæk