Anmeldelse

Da stjernen faldt ned

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne bog er først og fremmest en billedbogsformidlers praktiske løsning på et praktisk problem: Den illustration, der hører til den tekst, der læses op, er gengivet i stort format på den side, der vender ud mod tilhørerne; ingen ophold i fortællingen, mens man vender og drejer bogen.

Det er godt tænkt! Og derefter kan vi vende blikket imod den historie, der fortælles.

Drengen Albert, som er i putte-godnat-alderen, ser en varm sommernat en stjerne, der falder ned. Tidligt om morgenen lister han af sted, udstyret med sin fløjte og sin soveklud, for at finde ud af, hvor den faldt ned. Vi følger ham på turen, hvor han først mødet fåret Får, som bringer ham til alfen Simsen, som fortæller, at fløjten vil vise vejen, som er til blomsterpigen Flora, som modtager Albert og Får som de udvalgte og viser dem hen til regnbuens fod, hvor stjernepasserdrengen Flaks sidder og har mistet sin stjerne i søen. Ved hjælp af sin klud fisker Albert stjernen op, så Flaks igen kan få den på himlen.

Det er en af den type historier, der leder tanken hen på akkompagnement af new age-musik, og stemmen bliver automatisk blød. Billederne i bogen understøtter denne trang, holdt som de er i den brækning, farverne har i regnbuens overgange mellem grundfarverne.

Stemningsmæssigt hænger fortælling og illustration godt sammen. Men når man så kommer til de konkrete sætninger og billeder, så forekommer det svært at få stemningen til at fungere. Der er mange stive sætninger eller småordsfyldte sætninger, som får det til at skratte i blødheden. Og illustrationerne, og ikke mindst deres personfigurer, forekommer malet med for løs og buttet hånd. Albert bliver til en ret ubestemmelig dreng, hvis væsentligste udstråling sidder i håret og i frisurens (ufrivillige) skiften fra billede til billede. Han er dømt til en sådan indlæsning, fordi han og ingen af de andre agerende har ansigtstræk.

Bogens udformning er godt tænkt til indskolingsbørn, som ikke bør distraheres af mediebetingede kunstpauser i fortællingen. Men bogen ville have haft brug for den redaktør, der kan bidrage til at gøre en formidlers personlige begejstring (og succes) til et alment materiale.

Powered by Labrador CMS