Et rigtig godt redskab i læseundervisningen og en anden måde at være lærer på. Sådan karakteriserer to læselærere fra Søndermarkskolen i Billund metoden 'Reading Recovery'.

Lærere Ingrid Thomsen og Henriette Langkjær har været på pilotkursus på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i Århus for at lære at blive gode læselærere. Uddannelsen er et årskursus, men det har taget dem to år i alt, fordi de har arbejdet samtidig. Skolen har givet dem tiden, men uddannelsen har de selv betalt. Tolv af skolens svage læsere har fået undervisningen i dette skoleår.

'Jeg tog uddannelsen, fordi jeg gerne vil kunne argumentere for min undervisning', siger Henriette Langkjær.

'Jeg vil vide, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det. For eksempel har jeg fundet ud af, at jeg tidligere har givet nogle elever bøger, der var for svære for dem, selv om jeg troede, at jeg havde diffentieret'.

Ingrid Thomsen fortæller, at hun har været specialundervisningslærer i mange år, men uden at have redskaberne til det. Det har hun nu, synes hun.

'Så længe det gik godt med eleven, var det i orden, men hvis eleven fik vanskeligheder, så manglede jeg redskaber til at hjælpe. For eksempel kunne jeg ikke se, hvilke handlingsstrategier børnene brugte. Det går meget bedre nu', siger Ingrid Thomsen.

'Jeg ønskede at få nogle redskaber til at evaluere børns læsning, og det har jeg fået. Nu registrerer jeg, hvilke strategier de benytter. For eksempel om de retter sig selv, og jeg kan regne deres rigtighedsprocent i læsning ud, og derved guide eleven videre'.

De to lærere fremhæver, at det slet ikke kunne lade sig gøre at nå så langt, hvis de ikke havde fået supervision undervejs. De benytter stadig supervision indimellem. Enten overværer de hinandens undervisning, eller de optager en video, så de sammen kan se, hvordan de underviser.

Som Henriette Langkjær siger: 'Nu kan Ingrid sige meget til mig, og jeg kan tage det - når det kommer fra hende'.

Aflære gammel lærerrolle

De fortæller, at de har skullet aflære deres tidligere måde at være lærer på. Og det har været svært.

'Her er det barnet, der fører. Det er barnet, der styrer sin egen læreproces, og det er hundesvært at finde ud af som lærer, fordi vi er sådan nogle flinke mennesker med hjertet på rette sted, så ofte kommer vi til at gribe for tidligt ind i børnenes proces. Derved fratager vi dem muligheden for selv at rette fejlen eller for at gøre nye iagttagelser i læsearbejdet', siger de.

'Selv om man arbejder med én lærer og én elev, giver det ikke altid nok. Hvis man ikke helt ved, hvad man gør', forklarer Ingrid Thomsen.

'For eksempel kan man opleve, at man falder tilbage til den gamle rolle, hvor man som lærer peger for barnet, mens det læser'.

Henriette Langkjær fortæller, at hun i en supervision fik at vide, at hun konstant spændte et sikkerhedsnet ud for eleven.

'Ofte vælger man at give barnet det ord, det savner, men så opdager man, at næste dag må man give barnet samme ord, fordi det ikke har haft processen med at lære ordet'.

Ingrid Thomsen supplerer med at sige, at tiden er vigtig. Børnene skal have tid til selv at rette deres fejl, og lærerne skal lære at stille spørgsmål til børnene i stedet for bare at sige, at de skal stave til det ord, de mangler at kunne.

'Vi kan opleve, at eleverne kommer passive ind til os, fordi de tror, at 'nogen skal lære mig at læse'. Men sådan er det ikke. Læreprocessen er deres'.

Struktureret arbejde

De to lærere fortæller, at de registrerer alt, når eleverne læser for dem, og de skriver det hele ned. I begyndelsen peger læreren på ordene, og eleven læser. Senere skal eleven selv pege og læse op. De taler med dem om, hvor en tekst begynder, og at der skal et punktum til at afslutte en tekst. Eleven viser, om de kender et komma og et punktum.

Når eleven læser, sætter læreren et lille tegn for hvert ord. Er det rigtigt læst, kan eleven ikke læse det eller retter eleven sig selv?

'Disse tegn skrives over på ugeark, og vi regner elevens rigtighedsprocent ud. Procenten skal være 90 eller derover på en bog, eleven ikke kender i forvejen. Ellers er bogen for svær. Denne 'running record' er meget vigtig, for det er her, vi kan se en udvikling over tid. Vi kan se, hvilken læringsstrategi barnet bruger, om det søger mening i teksten, og om det er sproget, der bærer', siger Ingrid Thomsen.

'Det er et stort arbejde', mener Henriette Langkjær.

'Jeg er ikke så struktureret, så det er en meget ny måde at arbejde på for mig, men jeg holder det ud, fordi det hjælper mig. Det synliggør processen, og jeg kan tydeligt se, når barnet rykker sig'.

Det kniber med enkle læseletbøger, i det store omfang læselærerne har brug for. Derfor har de købt bøger i New Zealand og selv oversat dem.

Flere modspørgsmål til eleverne

På Søndermarkskolen vælger klasselærerne i 1. klasse deres svageste læsere ud, og ud af den gruppe får tolv elever tilbuddet om ekstra læsetræning en halv time hver dag i op til et halvt år.

Hver dag er den halve time bygget op med de samme elementer. Eleven læser op af læseletbøger, han har haft med hjemme, han læser op af en ny bog, han skriver en sætning, og han arbejder ved magnettavlen. Læsning og skrivning hænger sammen, eleven skal kunne overføre fra det ene til det andet.

'De skal op at stå ved magnettavlen hver gang. Det er vigtigt, at de bevæger sig også. Faktisk burde alle de yngste klassetrin have adgang til en magnettavle, ligesom der burde stå bøger i alle klasserum. Det er med til at fremme læsningen - man skal gribe det, når barnet er interesseret', mener de to lærere.

'Vi har også lært at stille modspørgsmål til eleverne, og ikke altid bare give dem svaret, når de spørger. Alt det her har også påvirket min forældrerolle. Vi vil jo gøre det bedste for børnene, men vi skal lære at være mere bevidste om, hvad vi gør', siger Henriette Langkjær.