Debat

Jagten på effektivitet rammer eleverne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen har altid stillet krav til eleverne i form af forventninger om, at de konstant lærer og tilegner sig viden. Det forudsætter hårdt arbejde i form af koncentration og opmærksomhed fra eleven at forholde sig til og lære de mange fags teknikker og discipliner. Den danske skoletradition har historisk set sikret balance mellem de faglige krav og pædagogikken, så der også har været plads og rum til alt det, som socialiserer eleverne gennem deltagelse og samvær i skolen. Desværre er denne balance forrykket - og det er eleverne, som betaler prisen.

Der er indført mange ændringer i skolen de sidste 15-20 år, der har medført øgede krav til elevernes præstationer. Eksempelvis har reformen med et snuptag speedet op for læringstempoet, således at elever i dag skal præstere samme niveau på 8. klassetrin, som de tidligere skulle kunne efter 9. klasse.

Vi måler og vejer, tester og tjekker, dokumenterer og samler data, der eksplicit fører til en ny OL-pædagogik, der har fokus på, at eleverne bliver bedre, løber længere og hopper højere. I jagten på optimering og effektivisering ser vi et øget fokus på den enkelte elevs præstationer. Skolen er ved at udvikle sig til en skueplads for olympiske discipliner, og eleverne betaler prisen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi udsætter eleverne for nationale test 12 gange i løbet af skoletiden. En testform, der er frustrerende for en stor gruppe af elever og lærere, da de ikke giver synderlig mening. De skaber et pres og en utryghed for en del elever, men værre er det at høre eleverne tale om »at ligge over eller under middel«. De konstaterer, at der sker en ranking af dem selv, og de lærer, at samfundet stiller krav om øget præstation.

Sideløbende med det øgede præstationskrav i skolen ses en eksplosiv udvikling i antallet af børn og unge under 17 år i psykiatrien fra 2009 til 2016, hvor over 60 procent flere børn og unge årligt er i behandling i psykiatrien ifølge Ugebrevet A4.

Vi kender ikke alle årsager hertil, men professorer vurderer, at udviklingen skyldes presset fra skole- og uddannelsesinstitutioner. Der er blevet mindre plads til at fejle med de mange testsituationer, elevevalueringer, karakterkrav, uddannelsesparathedsvurderinger med mere.

Det behøver ikke at være sådan! Vi har faktisk alternativer og løsninger, der kan udvikle skolen i en anden retning - hvis vi vil. Lad os bringe balancen i folkeskolen tilbage.