Vi ved godt, at en gruppe børn - mellem 10 og 20 procent - lider af sundheds- og trivselsmæssige problemer, som ikke kan føres direkte tilbage til social arv, men som alligevel er koblet til sociale aspekter. Det drejer sig om mangelfulde sociale netværk, ensomheds- og skoletrivselsproblemer og dertil ofte koblinger over til sundheds- og helbredsproblemer. Gruppen er velkendt fra statistikkerne og selvfølgelig fra skolens hverdagsliv, hvor det er tydeligt, at den sårbare gruppe har brug for støtte - og får det. Men der er også en anden type problemer, børn slås med. Det handler om børn, som måske ikke lige så tydeligt er udsatte, men alligevel mangler nogen at snakke med, når problemer pludselig opstår eller hober sig op. Hvad er det for problemer, børn tumler med? Hvad er det, disse børn har brug for, og hvordan kan vi støtte dem i at håndtere situationen? Det er spørgsmål som disse, der lægges frem til debat ud fra spørgsmålet: Hvor går de hen med det 'svære'?

Men først en kort indkredsning af eksempler på, hvad der kan være svært i et børneliv. I forbindelse med interview af børn til undersøgelsen 'Børns sundhed, trivsel og sociale netværk' sættes vi på sporet af vigtige og til tider opslidende problemstillinger, som børn tumler med i hverdagen. Det handler om pludseligt opståede sygdomme. Det kan også handle om en familie i krise, skilsmisser eller fravær af voksne at tale med. Et tredje problem handler om skoletrivsel - presset af skolens krav og mobning. Det sidste er dobbelt hårdt, fordi man føler sig 'udstødt' - marginaliseret og skammer sig over det - derfor snakker man ikke om det til nogen.

Disse fund understreger vigtigheden af, at vi som voksne lytter, opfatter og tager børns signaler alvorligt. I en tid, der er så optaget af børns trivsel og sundhed, må vi derfor ikke sidde disse signaler overhørig, men derimod finde andre måder at opfange og hjælpe børnene. Opgaven er at støtte børn i at udvikle personlige kompetencer til at finde løsninger og muligheder for at komme videre.

Spørgsmålet er så, hvad kan samfundets institutioner gøre for at give børn 'et sted' at gå hen? Her tænkes ikke i første omgang på individuelle skolepsykologiske foranstaltninger eller at pålægge klasselæreren yderligere et ansvar, men mere på, om det er muligt inden for rammerne af for eksempel skolen eller lokalsamfundet og sundhedstjeneste at skabe samtalegrupper for børn, som har svære ting at tumle med. En mulighed kunne være at etablere samtalegrupper for børn og unge, som det er foreslået hos Bonde Petersen i bogen 'Børn og unge på tværs'. En samtalegruppe er et 'åndehul', der kan tilbydes børn og unge, som akut eller som gennem længere tid har oplevet, at tingene bliver for svære for dem at klare alene. Inden for rammerne af et sådant 'åndehul' kan børn og unge få lov at vise deres følelser, dele tanker og måder at 'magte' situationen på med andre. Her er det også tilladt at give udtryk for sin egen sårbarhed.

Samtalegruppens styrke er at støtte børn i udvikling, overskud og kompetencer til at mestre problemer. Men frem for alt vil selve det at opleve sig som en del af et socialt netværk, at føle tilknytning og andres omsorg i den vanskelige situation være det centrale.

Så kunne man spørge, ja men hvordan skal det praktisk kunne lade sig gøre? Hensigten med disse overvejelser er at sætte den etiske fordring på dagsordenen og sige, her er problemstillingen, men også oplæg til visionen. Hvordan det skal gøres i praksis, må udvikles i overensstemmelse med de enkelte skoler - eller lokalområders kultur og muligheder - men det må ikke vare for længe, før vi skaber 'åndehuller' for børn, der ikke ved, hvor de skal gå hen med 'det svære'. Og det skal gøres, før det bliver for svært.

Cand.pæd. og ansat som forskningsmedarbejder ved Institut for Psykologi og Specialpædagogik, Danmarks Lærerhøjskole