'Det er næsten ligesom at få besøg af H.C. Andersen', hviskede en lille pige til sin lærer, da jeg i anledning af 'Den gode historie' var på forfatterbesøg på hendes skole.

Jo, forventningerne er store, når jeg kommer. Bare det at se en rigtig levende forfatter er noget helt særligt for mange af børnene. Nogle tror ligefrem, at jeg taler udenlandsk, for det gør rigtig berømte mennesker som for eksempel Clinton og paven og sådan nogle.

For mit vedkommende gik startskuddet den første marts. Forude ventede 46 skoler på at få besøg. Fem skoler i Korsør-området, syv skoler i Sønderjylland, otte i Ringkøbing Amt og så videre, og så videre. Nogle gange to skoler på samme dag, andre gange hele tre skoler.

Jeg har været med til flere børnebogskampagner i tidens løb, men aldrig nogen, der har haft så stort et omfang, og hvor der er lagt så meget arbejde i kampagnen ude på den enkelte skole. Uanset hvor i landet jeg kom hen, var der masser af aktiviteter i gang. Og aldrig har jeg som gammel lærer mødt børn, der var så velforberedte som i den forgangne måned.

De har læst og læst på næsten alle landets skoler og efter min mening gjort den megen snak om dårlige læsere og bogdroppere til skamme. Og det er ikke kun de små, der har fået læst op. Også i 10. klasse er der blevet læst eventyr, og mange steder har de store været involveret i oplæsning for de mindre børn på skolen til lige stor fornøjelse for begge parter.

Tænk, at man i Ringkøbing kan samle omkring 1.000 børn til et optog gennem byen, hvor alle var klædt ud som børnebogsfigurer. For det 'rigtige' tog fyldt med forfattere og børn, der på turen fra København til Skagen fik læst højt og fortalt historier, kom jo ikke gennem byen, men så kunne man da heldigvis selv lave et optog.

Og i Ry havde man fået en fyrværkerifabrik til at sponsere lidt knaldeffekt, så ugen kunne blive skudt ind med manér. At et par forskræmte mennesker så ringede til politiet, fordi de troede, krigen var brudt ud, gjorde ikke nogen skår i fornøjelserne.

Men tilbage til børnene.

I 1. klasse fortæller jeg gerne eleverne, at jeg - ud over de to børn, som min kone i sin tid fødte - nogle små skravl på en halv meter - også selv har født et barn - en dreng på omkring 1,10 meter. For når mænd endelig tager sig sammen til den slags, gør de det ordentligt. De mest kvikke stirrer hen på deres lærer - kan det virkelig passe? Andre ser ud, som om de tror på hvert et ord, jeg fortæller dem. Lidt mere skeptiske bliver de, når jeg siger, at ham, jeg fødte, altid gør, hvad jeg beder ham om i modsætning til de andre to. Og at han her 18 år efter sin fødsel stadig er ti år. På det tidspunkt begynder enkelte at se sig om efter nødudgangen, for hvad kan ham den underlige mand ikke finde på.

Men inden panikken helt breder sig, går jeg til bekendelse og tilstår, at det kun er en dreng i en bog. At han hedder Tom, og at jeg har skrevet i alt 14 bøger om ham. Og lettelsen breder sig i lokalet.

Jeg får utrolig mange spørgsmål på skolerne. Jo længere vestpå jeg kommer, jo mere kontante er de. I Hvide Sande var fiskerdrengene ikke så interesserede i at høre, hvor jeg fik min inspiration fra og den slags begavede spørgsmål. Nej, nede fra bagerste bord lød det på vestjysk: 'Hwor møj får du for at skryw så'n en bog?' Hvis der ikke var kroner i foretagendet, var der ingen grund til at gå så højt op i det.

Og så har jeg skrevet autografer. Jeg har næsten følt mig som en popstjerne eller en fra håndboldlandsholdet, når der efter mit foredrag stod 50 børn med små krøllede sedler og ville have en autograf, inden turen gik videre til næste klasse eller næste skole. Højdepunktet på min turné var dog, da en pige fortalte mig, at nu havde hun set to berømtheder i marts måned. Spice Girls og undertegnede. Højere kan man vist ikke nå her i livet.

Som forfatter kan man godt en gang imellem forfalde til pessimisme, når man ser de dalende oplagstal og erfarer, at en stor del af biblioteksbudgetterne efterhånden bruges på edb-området. Men hele kampagnen omkring 'Den gode historie' har i hvert fald givet mig optimismen tilbage. Ingen skal komme og fortælle mig om bogens snarlige død. Bogen lever, og den har det godt.

Forfatter, Højbjerg