Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Den nye støj

Støjproblemerne på skolerne vokser, og virkningerne er nu begyndt at vise sig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Støj er et gammelt og velkendt problem i arbejdsmiljøet. Selv om problemet er velkendt, er det kun gået langsomt med at få det løst. Men efterhånden har vi dog kunnet registrere en vis nedgang i støjniveauet på de fleste industrielle arbejdspladser, og der er også sket et langsomt fald i antallet af nye høreskader.

Men efterhånden som vi er ved at få has på de traditionelle støjproblemer, er der dukket nye op. Og den vigtigste støjkilde er ikke længere maskiner og anlæg, men andre mennesker. Det er det, vi kalder »ny støj«. Ny støj skyldes, at børn eller voksne taler, råber, skriger, synger, spiller musik eller larmer på andre måder. Ny støj kan ikke reduceres ved at støjdæmpe selve kilden eller ved at kapsle den ind. Det nytter heller ikke at bruge høreværn. Kort sagt: De traditionelle midler duer ikke længere. Vi skal tænke i nye baner.

Der er meget, som tyder på, at lærere og pædagoger er de grupper, der først og fremmest er ramt af den nye støj. På Arbejdsmiljøinstituttet har vi siden 1990 med fem års mellemrum gennemført nogle omfattende undersøgelser af danskernes arbejdsmiljø. I 1990 var der cirka 40 procent af lærerne, der i mindst en fjerdedel af tiden var udsat for »støj, der er så høj, at du må hæve stemmen for at tale sammen med andre«. Ti år senere var der tale om 62 procent af de mandlige og 70 procent af de kvindelige lærere.

Lærere og pædagoger (ny støj) udgjorde halvdelen af de mest udsatte grupper, mens den anden halvdel bestod af industriarbejdere (gammel støj). Der er altså andre grupper, der ligger på samme høje niveau som lærerne, men der er ingen grupper på det danske arbejdsmarked, der har oplevet så voldsom en stigning i støjbelastningen siden 1990.

Støj har mange skadevirkninger. Traditionelt har man talt om skader på hørelsen (de såkaldt auditive virkninger) og andre skader (non-auditive) såsom stress, forhøjet blodtryk, søvnbesvær og nedsat livskvalitet. Den nye støj giver som regel ikke anledning til nedsat hørelse, men til gengæld er der kommet nogle nye former for støjskader, som ligger i grænseområdet mellem høreskader og stress. Det drejer sig om tinnitus og lydoverfølsomhed.

Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelse fra 2000 dokumenterer, at netop lærere og pædagoger i særlig grad er ramt af lydoverfølsomhed, som viser sig ved en stærkt nedsat tolerance over for almindelige dagligdags lyde. Hertil kommer, at mange lærere også udvikler den potentielt meget invaliderende lidelse tinnitus, hvor det vigtigste symptom er en stadig susen eller ringen for ørerne dag og nat. Disse nye støjlidelser hænger stærkt sammen med stressbelastninger i dagligdagen, og man skal i den forbindelse være opmærksom på, at ny støj i reglen er en større stressbelastning end gammel støj.

Man definerer støj som uønsket eller generende lyd. Det er derfor vigtigt at være klar over, hvad det er, der gør lyd til støj. Svaret finder vi i stressforskningen, der især peger på fem faktorer: Lydstyrke, lydens karakter, manglende kontrol, manglende forudsigelighed og manglende mening. Det er også disse fem punkter, der skal sættes ind på, hvis man vil gøre noget ved problemerne.

Vi har altså i dag dokumentation for, at ny støj er et stort arbejdsmiljøproblem, og vi ved nu også, at ny støj giver anledning til invaliderende skader. Dertil kommer selvfølgelig, at støjen i sig selv giver et dårligere klima i skolen for både børn og voksne. Der er med andre ord brug for en systematisk forebyggende indsats. I denne indsats kan man bruge en del af erfaringerne fra bekæmpelsen af gammel støj. Det gælder støjdæmpningen af lokaler, filtdupper på stole, dæmpning af udsug-ningsanlæg. Men man kan ikke kapsle børnene ind i støjdæmpende kasser, og man kan ikke give børn og voksne høreværn på. Det afgørende nye er, at løsningen af de nye støjproblemer griber ind i den almindelige adfærd i skoler og institutioner. Man er altså nødt til at beskæftige sig med den måde, som kommunikationen i bred forstand foregår på.

I et projekt fra Bedriftssundhedstjenesten i Københavns Kommune om støj i daginstitutioner blev man klar over, at man var tvunget til at udvikle en fælles holdning til børns skrig. Skulle man acceptere, at børn skriger af begejstring, når det gør ondt, når de vil have opmærksomhed eller som en del af legen? Eller skulle man én gang for alle vedtage, at man ville be­grænse skrigeriet? Efter en længere diskussion blev man enige om det sidste. Pointen er, at der skal en pædagogisk afklaring til, og at denne afklaring skal udmønte sig i en fælles praksis, som helst skal kunne holde i dagligdagen.

Powered by Labrador CMS