I dag var også en rigtig god dag. Selv om jeg kom for sent op og derfor måtte løbe rundt med tandbørsten i munden, pakke taske med én hånd og tage støvler på med den anden - jeg nåede det jo alligevel.

Jeg står på hjørnet ved kiosken klokken 7.25 og bliver samlet op af en kollega. Vi småsnakker, hører morgenradio og tilbagelægger 17 kilometer mod Sabro i tung morgentrafik. Klokken 7.50 træder vi ind gennem døren til skolen og hilser godmorgen til de elever og forældre, vi møder, inden vi når lærerværelset.

Først tre hjemkundskabstimer med mine egne tøser fra 6. klasse. Vi laver lasagne og madbrød. Mens maden er i ovnen, får vi tid til at debattere 'livsvigtige' emner som menstruation og pigenavne til deres førstefødte.

Fjerde lektion er med 0.f, ni små mennesker med forskellig nationalitet og et meget ubehjælpeligt dansk sprog. Vi spiser madpakkerne og taler om weekenden. Der er også tid til at synge et par sange, inden bussen kører mod ghettoerne i Århus. Vi synger 'Hjulene på bussen' og 'Jeg er så glad for min cykel'. De elsker danske børnesange og lægger mange anstrengelser i at synge ordene rigtigt.

Spisepause. Stemningen på lærerværelset er afslappet og munter. Nogle kan holde weekendfri, andre mangler et par lektioner mere. Der bliver småsnakket ved bordene.

Mine sidste to lektioner er med 6.b. Vi begynder med diktat. Jeg går rundt blandt dem og læser tre-fire ord op ad gangen. Jeg ser et par af dem over skulderen og glædes over, at en af drengene denne gang staver 'interesse' helt rigtigt. Også pigen foran mig ser ud til at gøre det bedre denne gang.

Jeg har været deres dansk- og klasselærer i halvandet år, og vi er nået langt. Jeg ser rundt i klassen, smiler og fyldes af tilfredshed og stolthed. Det her er mine unger. Jeg får en klump i halsen ved tanken om, at de stadig er i begyndelsen af deres liv, og at jeg om nogle år må slippe dem ud i en stor og kompleks verden. De skal forlade skolen med en følelse af at være gode nok, at de kan noget og vil og tør noget med deres liv. Jeg vil gøre alt i min magt for at hjælpe dem til at blive livsduelige og til at møde verden med gåpåmod og livsappetit.

Efter diktat strækker vi ben i fem minutter. Eleverne har netop fået logbøger, og de har lavet nogle fine collageomslag, som vi har fået bundet ind i plast, så de kan holde de næste par år. I dag skal eleverne fortælle om, hvorfor de har dekoreret bogen, som de har, og jeg har bestemt, at første side skal prydes med 'Den positive Jantelov'.

Jeg læser først den traditionelle jantelov højt, og det afføder en kritisk diskussion. Den positive jantelov bliver til gengæld rigtig godt modtaget, og vi aftaler, at den vil vi jævnligt vende tilbage til resten af deres skoletid.

Det ringer til weekend alt for tidligt - jeg får lige råbt, at de skal læse 'Zappa' færdig til mandag. Eleverne giver mig alle et weekendknus, så er lokalet tomt. Jeg pakker mine ting og slukker lyset, så er det blevet tid til en fredagsøl, inden jeg henter min søn i vuggestuen.

Jeg elsker mit arbejde; det er det mest meningsfulde og livsbekræftende, jeg overhovedet kan komme i tanke om. Selvfølgelig er der dage, hvor det hele hænger mig ud af halsen. Dage, hvor jeg råber og skælder ud, dage, hvor jeg komme sent hjem, fordi der skal holdes en million møder. Dage, hvor eleverne ikke samarbejder. Dage, hvor kopimaskinen er gået i stykker, eller materialerne ikke er dukket op fra Amtscentret. Og dage, hvor aftenmøder eller bunker af forberedelser får mig til at fortvivle.

Men, men, men, jeg føler, at jeg gør en forskel. Og jeg oplever det privilegium, at jeg hver dag er sammen med store som små børn og er med til at præge dem. De ved, at jeg respekterer dem, jeg lytter, og jeg tager dem alvorligt. Jeg behøver ikke vente til deres afgangsprøver med at få bedømt min indsats. Jeg får positiv og negativ respons hver dag sammen med 'mine unger'. I gensidig respekt arbejder vi med kundskaber og færdigheder dikteret af folkeskoleloven, men fortolket af mig i projekter, temaer og emner, som vi finder relevante og meningsfulde.

Jeg er en del af et fællesskab, hvor vi samarbejder og vil hinanden. Det giver mening.

Lærer på Sabro-Korsvejskolen i Århus Kommune