Anmeldelse

Lydhør

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis emnet er lyd og hørelse, er multimedie-cd-rom'en 'Lydhør' en mulighed.

'Lydhør' gennemgår med lyd og billeder øret og hørelsen ved, at man 'rejser' ind gennem øret og havner i hjernen. Der er undervejs mulighed for at få enkelte elementer uddybet ved hjælp af hypertekst (man klikker med musemarkøren på de fremhævede ord).

De mange lydpåvirkninger, vi udsættes for i hverdagen - og ikke mindst deres skadevirkning - gennemgås ved hjælp af eksempler. Således besøger vi en skydebane, en rockklub og en fabrik. Gennem eksempler fra et boligkvarter, en motorvej og en lufthavn oplyses om de påvirkninger, der er interessante, når der skal laves lokalplaner. Denne del er dog temmelig overfladisk. Jeg savner her andre oplagte emner, for eksempel vindmølleproblematikken, der diskuteres meget i landdistrikterne.

Undersøgelse af hørelsen gennemgås i afsnittet 'hospital'. Her bliver begreberne omkring hørenedsættelse forklaret på en god og dybdegående måde.

I 'lydlaboratoriet' kommer alle guldkornene om støjforurening og forebyggelse af høreskader. Her er også en del om forskning i lyd.

Alt i alt må man sige, at det er en cd-rom med en meget snæver målgruppe, nemlig dem, der skal arbejde med lyd og hørelse. Eleverne skal gå i 8. klasse eller mere for at få det fulde udbytte af denne cd-rom. Elever på mellemtrinet kan måske have glæde af cd-rom'en som et supplement til anden undervisning i emnet.

Teknisk set er det klart en fordel, at 'Lydhør' kan køre direkte fra skiven, det vil sige, man behøver ikke at installere programmet hver gang, man henter den fra sin emnekasse. Omvendt savner jeg muligheden for at kunne kopiere lydklippene fra flyvemaskiner, lydprøver med mere. Det ville have været en fordel i forbindelse med projektopgaven.

Der mangler en ordentlig specifikation af systemkrav, men her er, hvad jeg har testet mig frem til: 386 processor, minimum 33 megahertz, otte megabyte ram, cd-rom-drev, lydkort, mus, farveskærm svga (256 farver), Windows 3.1 eller Windows 95. Kan også køre på Macintosh.