Hvor er det befriende for en gangs skyld at opleve en nuanceret kritik, her er en god, kritisk og konstruktiv bog om det danske uddannelsessystem.

Forfatteren er Jørn Lund, chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi og professor ved Danmarks Lærerhøjskole. I bogen, 'Sidste Udkald', giver han sit bud på, hvad der går galt. Ikke som et skrigende angreb, men som en 'drøftelse af, hvordan samfundet varetager sit ansvar for dannelse og uddannelse, dette makkerpar, som er lige så fast som folkeskolens opdragelse og undervisning.'

Med afsæt i 30 års erfaringer i systemet kritiserer Jørn Lund faglig overfladiskhed og pædagogisk candyfloss. Løsningen er ikke overfladisk koncentration om målelige facts. 'Intelligens uden begavelse er ikke meget værd, uddannelse uden dannelse ej heller.' Og svaret er hverken informationsteknologi eller flere tværfaglige temauger. Der er fare for, at vi udvikler os til globale landsbytosser, og det lumske er, at man ikke opdager det, mener Jørn Lund:

'Man kan surfe på Internettet, bade i nyheder og underholde sig med facts uden at forstå ret meget.' Der mangler ro og fordybelse i skolen. Og faglighed står ikke i modsætning til en human indstilling.

Der har udviklet sig to uddannelseskulturer i det 'boglige' kompetencegivende uddannelsessystem i Danmark. Den ene har hjemme i folkeskolen, på seminarierne og Lærerhøjskolen. Den anden præger de gymnasiale uddannelser, de fleste universiteter og højere læreanstalter. Og de kan med fordel nærme sig hinanden og lære af hinanden. Den første gruppe kan lære respekt for faglig fordybelse, forståelse for de systematisk udviklede forkundskabers betydning, omhu for præcision og detalje. Gymnasier og universiteter kan lære følelsen af medansvar for den enkelte af skolesystemet. 'Der er for mange bajere og for meget erhvervsarbejde på en del af de gymnasiale uddannelser,' og lærerne kunne 'godt gå stærkere ind som voksne vejledere og pædagogiske rådgivere.'

Danmarks Lærerhøjskole og seminarierne har gennem de seneste 30 år ændret sig fra at være fagligt orienterede uddannelsesinstitutioner til at være uddannelsesorienterede institutioner med fag, skriver Jørn Lund, hvormed han kridter banen op til den gamle krig med pædagogik og psykologi på den ene side og 'fag-fagene' på den anden. Den kritik, der rejses er - synes jeg - begrundet. Men når fagene er blevet 'lovlig pædagogisk-didaktisk orienteret', er fjenden ikke de pædagogisk-psykologiske fag, men at politikerne ikke vil bevilge den tid, der skal til på læreruddannelsen. Der skal være meget pædagogik og didaktik i en læreruddannelse, men det må selvfølgelig ikke gå ud over de studerendes systematiske opbygning af fag-faglig viden og indsigt. Og det gør det, når uddannelsen er for kort.

Bogens svageste del er, synes jeg, kritikken af den pædagogisk-psykologiske faggruppe. Pædagogik er ikke til megen nytte. Hvis man kan formidle, så kan man, mener Jørn Lund vist. At planlægning, analyse og evaluering kan udspringe fra den faggruppe, giver han ikke meget for. Og sammenhængen - eller den manglende sammenhæng - mellem undervisningen og elevens læring, overser Jørn Lund helt.

Til gengæld har han uhyggelig ret, når han i sin underdrevne sproglige indpakning mener, at 'det i det hele taget kan diskuteres, om det er forsvarligt, at man kan blive lærer uden at have været undervist i dansk på seminariet.'

Folkeskolens, seminariernes og DLH's ejere, ledere og lærere bør tage Jørn Lunds kritik særdeles alvorligt.

Sidste Udkald

- Om dannelse og uddannelse

Af Jørn Lund

132 sider, 150 kroner

Gyldendal