I april 2013 var jeg på højskole. Jeg var 20 år og skulle lige klemme det sidste ud af mine sabbatår, inden jeg skulle starte på læreruddannelsen. Mens mine nuværende kolleger var lockoutet, demonstrerede og kæmpede for deres vilkår, planlagde jeg festivaler, drak øl og fotograferede.

I april 2019 er jeg ansat på en skole i København. Jeg er 26 år, og jeg er godt i gang med mit andet år som lærer. Mine kolleger taler om og mindes lockouten; hvordan de demonstrerede, fik mundkurv på, at alt omkring folkeskolen ændrede sig med to trylleslag: folkeskolereformen og lov 409. Jeg sidder på lærerværelset, lytter til deres historier, jeg siger ikke meget.

De sidste halvandet år har jeg nemlig oplevet, hvordan mine holdninger og argumenter ofte bliver mødt med den afvisende og nedladende bemærkning: »Du kender jo heller ikke til tiden før 2013«. Hvis jeg har en positiv tilgang til en opgave eller et nyt it-system, så bliver min arbejdsiver og mit gåpåmod fejet til side med en kommentar om, at jeg jo heller ikke har stået model til massevis af nye projekter, fikse idéer og mistillid fra politikere og befolkning.

Foråret 18: Hver tredje lærer har ikke oplevet lockouten

Min stemme bliver gjort ugyldig, fordi jeg mangler en erfaring, jeg ikke kunne have gjort mig, ligegyldigt hvor meget jeg havde skyndt mig gennem uddannelsessystemet. Jeg er ikke illoyal, fordi jeg ikke stod skulder ved skulder i 2013, jeg er bare ung. Jeg er ikke ukollegial, fordi jeg synes, det nye it-system har potentiale. Jeg har bare brug for at gøre mig mine egne erfaringer.

Kære kollega. Jeg er ked af, at jeg ikke har taget de samme kampe som dig. At jeg ikke har de samme sår og ar på min lærerfaglighed og professionelle stolthed. De kommer nok en dag. Men indtil da vil jeg blive ved med at have min mening, min arbejdsiver og mit gåpåmod. Og hvis det en dag slipper op, så håber jeg, at der står en ny, ung kollega ved min side, som kan ruske lidt op i mig. Så håber jeg, at jeg også husker at lytte lidt en gang imellem.