"Hvis ikke skoleverdenen og politikerne i fællesskab er klar til at gå ind og tage et fælles ansvar for den retning, skolen skal bringes i, så er det for hurtigt", siger Gordon Ørskov Madsen om SF's skolekrav til efterårets finanslovsforhandlinger.

Lærernes formand advarer mod politiske snuptags-løsninger

Gordon Ørskov Madsen glæder sig over De Radikale og SF's skoleudspil. Men han tvivler på, at alle skolens aktører kan blive enige så hurtigt, at SF kan få opfyldt sit krav om en skoleaftale i finansloven i efteråret.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Opgøret med den forkætrede folkeskolereform er i fuld gang, og lærernes formand Gordon Ørskov Madsen glæder sig over de foreløbig to nye politiske skoleudspil fra de Radikale og SF, der begge lægger op til at øge skolernes frihed, afkorte skoledagene og sende flere penge til skolerne.

"Der er rigtig mange gode elementer i de udspil, som jeg håber kan medvirke til, at vi kan få en fælles, samlet debat mellem skolernes parter, de politiske partier, regeringen og praksisforskerne. Det er i det samspil, vi skal finde nogle gode løsninger, som det så skal være Folketingets opgave at beslutte sig for på Christiansborg", siger Gordon Ørskov Madsen.

Han finder det også positivt, at "især de Radikale" lægger op til en bred debat, før der træffes beslutninger. For det harmonerer nemlig med det arbejde, som undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har søsat under navnet "Sammen om skolen" - hvor alle skolens aktører, politiske ordførere og forskere inviteres til at deltage og komme med input, inden der træffes politiske beslutninger.

"Det er vigtigt, at vi lige nu husker hinanden på, at vi ikke har brug for hurtige snuptags-løsninger. Vi har brug for at diskutere os frem til en fælles retning for skolen og nogle ændringer af folkeskolen og folkeskoleloven, som vi er enige om, og som der  også er opbakning til ude på skolerne", siger DLF-formanden.

"Brug for et grundigt arbejde"

"Brug for et grundigt arbejde"

Hans advarsel mod snuptags-løsninger kommer i kølvandet på det nye udspil fra SF, der lægger op til at kæde skoleforhandlingerne sammen med efterårets forhandlinger om finansloven - med et krav om, at der skal indgås en skoleaftale, før regeringens støtteparti vil stemme for regeringens finanslov.

"Lige nu har jeg svært ved at forestille mig, at vi kan nå til en fælles forståelse af, hvad det er, man skal vedtage i forbindelse med en finanslov. Hvis ikke skoleverdenen og politikerne i fællesskab er klar til at gå ind og tage et fælles ansvar for den retning, skolen skal bringes i, så er det for hurtigt", understreger Gordon Ørskov Madsen - og tilføjer:

"Vi har brug for et grundigt arbejde, og i Danmarks Lærerforening vil vi tage det meget alvorligt, når ministeren sætter et arbejde i gang, hvor parterne inviteres til at komme med input. Det kan godt være, at man kan vedtage noget allerede til efteråret, og måske kan man sætte en retning på noget. Men der er også andre områder, hvor det kræver en længere diskussion".

Gør understøttende undervisning til "en fleksibel resurse"

Gør understøttende undervisning til "en fleksibel resurse"

Men generelt finder DLF-formanden altså gode elementer i begge de politiske udspil. Det gælder både idéen om større grader af frihed til skolerne, så skolerne selv kan tage ansvar for at organisere og tilrettelægge undervisningen, ligesom det gælder frihed til fx at afgøre, om man vil bruge elevplaner - eller gøre noget andet.

"Jeg tror, at der stadig skal være et krav om minimumstimetal i fagene. Men den understøttende undervisning er oplagt at bruge som en fleksibel resurse, som vi allerede har fået mulighed for i det her skoleår på grund af corona - og det synes jeg i den grad, at der er brug for", siger Gordon Ørskov Madsen.

Forhandlingerne på skoleområdet kommer i første omgang til at fokusere på, hvad der skal erstatte de nuværende nationale test. Her har DLF sammen med KL og Skolelederforeningen udarbejdet et forslag til politikerne - og netop dette tema kan ifølge DLF-formanden være noget af det, der måske allerede kan indgås en aftale om i efteråret.

"Og hvis man bruger vores udspil, så kan det sagtens være, at partierne kan samles om det", siger han.

Powered by Labrador CMS