Brevet til forældrene i Thisted bliver delt flittigt på Facebook. "Godt og klart - og aben sættes ikke på lærernes skuldre", lyder en af mange kommentarer.

Kommune: Det er ikke lærernes skyld

Thisted Kommune har sendt brev til samtlige skoleforældre. I brevet står, at forældrene næste skoleår ikke kan kontakte lærere uden for almindelig arbejdstid. Politikerne tager ansvaret for forringelsen og understreger, at det ikke er en beslutning, lærerne har truffet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Thisted Kommune oplyser i brevet om, at skole-hjemsamarbejde fra næste skoleår kommer til at inden for almindelig arbejdstid, og at det ikke længere vil være muligt at kontakte lærerne uden for arbejdstid. Forældrene bliver også oplyst om, at arrangementer som fx skolefester,  som normalt er placeret om aftenen, fremover kan komme til at foregå anderledes.

Begrundelsen i brevet er klar:

"Det, som i medierne har være omtalt som en 'normalisering af lærernes arbejdstid' betyder, at lærernes arbejdstid ikke er så fleksibel som tidligere. For skolerne er det nu forbundet med en ekstra udgift at indkalde lærerne til møder, arrangementer m.m. efter arbejdstids ophør".

Senere i brevet står:

"Det vil ikke længere være muligt at kontakte lærerne efter arbejdstid. Det er ikke en beslutning lærerne selv har truffet, men en konsekvens af arbejdstidsreglerne".

Lærerne vil skære ned på forældrehenvendelser

Udvalgsformand: Vi tager ansvaret

Formand for børne- og familieudvalget i Thisted Poul Hvass Hansen (Konservative) forklarer, at brevet er udsendt som en reaktion på forældrehenvendelser til kommunen.

"Vi vælger at sende sådan et brev ud, fordi det er os som politikere, der vil tage ansvaret. Der er nogle forældre, der har givet udtryk for, at de ikke forstår, at skolerne skal udmønte det, og der har vi som politikere valgt at sende et brev ud og sige, at det er os der tager ansvaret for det", siger Poul Hvass Hansen.

Han håber, at kommunens klare udmelding hjælper lærerne, når de næste skoleår skal i gang med at implementere folkeskolereform og arbejde efter den nye arbejdstidslov.

"Det er at lette arbejdet for lærerne, når de kan sige, at der er meldt ud, at arbejdstiden slutter, når vi går fra skolen. Det skal ikke være sådan, at lærerne skal have telefonen åben døgnet rundt, efter den lov er kommet".

Økonomi spænder ben for arbejdstidsaftale

I Thisted er lærerkreds og kommune nået frem til en fælles enighed om udmøntningen af arbejdstidsloven. Men egentlig ville man gerne lave en rigtig aftale med lærerne om arbejdstiden, fortæller Poul Hvass Hansen.

"Vi har lavet en vedtagelse i børne- og familieudvalget om, at vi p.t. ikke indgår en lokalaftale med lærerne. Og det er med streg under p.t., for vi kan ikke overskue, om vi har økonomi til det. Når vi ikke kan lave en aftale, bliver vi nødt til at sige, at lærernes arbejdstid slutter, når de går fra skolen".

Thisted Kommune og lærerkreds har dog skrevet under på en fælles forståelse om udmøntningen af lærernes arbejdstid.

Fælles forståelse om opgaveoversigten i Thisted

"Det er en særdeles væsentlig samarbejdspartner. Både kredsen og lærerne på den enkelte skole. Vi har ikke brug for at træde på lærerne. De er såmænd blevet trådt nok på i den proces, der har været. Vi står bare i den situation, at vi skal udføre det, som Folketinget har besluttet".

"Så vidt jeg kan overskue, så er det sådan nu, at det går lige op med de penge, der er i systemet. Derfor har vi ikke mulighed økonomisk for at indgå en aftale. Ikke i indeværende og kommende skoleår, så må se derefter".

Se Danmarkskortet: Kommuner indgår aftaler imod KL's anbefalinger

Forældre accepterer nye vilkår for forældresamarbejde

Formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen oplyser, at hun kun har hørt fra få forældre, der bekymrer sig om de ændrede vilkår for forældresamarbejde næste skoleår.

"Personligt er jeg overrasket over, at så mange forældre siger, at sådan må det være. Jeg havde forventet et ramaskrig, fordi vi er vant til at, der er stor service fra skolens side. Men mange har fleksible arbejdstider og hjemmearbejdsdage, så måske er tiden til det", siger Mette With Hagensen.

Hun så dog gerne, at flere kommuner ligesom Thisted klart melder ud til forældrene, hvordan næste skoleår bliver.

"Det er godt, at det bliver meldt ud, hvad er det for nogle beslutninger, der er den enkelte lærers, hvad er det for nogle, der er skolebestyrelsens og hvilke beslutninger politikerne og forvaltningerne har taget. Det kan være svært for en lærer, at sige at ændringerne er på grund af lov 409, så er det rart at kunne henvise til, at det er en politisk beslutning her i kommunen".