
Lærerforening fik aldrig forvaltningens redegørelse om Søndervangskolen
Århus Lærerforening har aldrig fået den undersøgelse, Aarhus Kommune satte i værk for fire-fem år siden efter henvendelser om eksamensfusk på Søndervangskolen. Nu er forvaltningen i gang med en ny redegørelse og afviser at kommentere sagen i pressen.
Århus Lærerforening blev opmærksom på, at der var noget galt på Søndervangskolen, da lærere fra skolen henvendte sig for at fortælle om arbejdsmiljøet i udskolingen. Det fik den lokale lærerforeningen til at gå til børn- og ungeforvaltningen, som satte gang i en undersøgelse af skolen - bl.a. om nogle læreres beretninger om, at skolen forbedrede elevernes muligheder for at opnå høje karakterer ved blandt andet uberettiget at give dem forlænget tid til prøven i læsning og retskrivning.
Det har derfor ikke været muligt for Folkeskolen at få skolechef Lisbeth Schmidt Andersen til at forholde sig til anklagerne mod Søndervangskolen:
- At skolen i 2016 og 2017 gav alle elever forlænget tid til prøven i læsning og retskrivning.
- At eleverne får alt for meget hjælp i forberedelsen til de mundtlige prøver, den såkaldte papegøje-metode.
- At skolen afslører udtræksfagene til de relevante lærere langt tidligere, end det er tilladt.
- At en lærer i 2016 skrev klager over karaktererne på vegne af fem elevers, og skolen fik forældrene til at skrive under (det er kun elever/forældre, der må klage over prøvekarakterer).
Lærere skal kunne løse deres opgaver inden for lovens rammer
Imens er Århus Lærerforening gået i gang med at yde støtte til lærerne på Søndervangskolen.
"Vi taler med de tillidsvalgte lærere og med vores øvrige medlemmer på skolen om, hvordan de har det, og om det pres, det giver, at deres skole pludselig er på forsiden af medierne. Det er vores hovedformål at passe på medlemmerne, så vi stiller os til rådighed på fællesmøder, hvor lærerne kan tale om, hvad de oplever, og for enkeltmedlemmer, som har brug for hjælp. De ved, at de kan ringe til os", siger Dorthe Ryom Fisker.
Folkeskolen har været i kontakt med 20 nuværende og tidligere ansatte på Søndervangskolen, som alle tegner det samme billede af, at skoleleder Rani Hørlyck og viceleder Martin Bernhard lægger et enormt pres på lærerne for, at eleverne skal opnå høje karakterer ved eksamen. Men lærere skal ikke føle sig pressede til at overskride loven, understreger Dorthe Ryom Fisker.
"Vores medlemmer skal kunne arbejde trygt og løse deres opgaver indenfor lovens rammer, og de skal kunne pege på problemer over for ledelsen uden at frygte for deres job", siger hun.