"Litteraturen er fuldstændig unyttig; det eneste den gør, er at hjælpe os med at leve." 

Claude Roy Man kan ikke knække en litteraturforståelse, ligesom man kan knække en læsekode, men man kan som lærer sætte sig grundigt ind i både litteraturen og elevernes verden, og på den måde skabe de bedste betingelser for et møde, der fremmer oplevelse, indlevelse og indsigt, siger Kathrine Friis Vilmar og Sofie Heidemann Pedersen. I deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Campus Carlsberg ved Københavns Professionshøjskole har de sat sig for at undersøge: "Hvorfor og hvordan skal man læse skønlitteratur i udskolingen i et litteraturpædagogisk perspektiv, og hvordan kan undervisningen i skønlitteratur være med til at udvikle elevernes oplevelse, indlevelse og indsigt"? Et foruroligende hegn

Deres projektet tager udgangspunkt i et undervisningsforløb om digte og noveller i en 7. klasse på en skole i Københavns Kommune. Efter forløbet interviewer de fem elever for at undersøge, hvilke noveller eller digte, de har haft de bedste oplevelser med. De arbejder med mange noveller og digte i forløbet, men stiller skarpt på Kim Fupz Aakeson ungdomsnovelle 'Raftehegn' fra 2012. Raftehegn handler om en far og hans søn eller datter, som er fortælleren. De skal bygge et raftehegn sammen. Moren er ikke enig i, at de skal bygge raftehegnet, og det går faren meget på. Handlingen kredser om faren og fortælleren, der skal bygge hegnet, og faren går meget op i at få fortælleren involveret og engageret i opbygningen af hegnet. På et tidspunkt bliver faren irriteret på moren, og fortælleren hører ham råbe ad hende og hører, at hun falder og begynder at græde. Til slut står fortælleren meget symbolsk på den anden side af det hegn, de har fået bygget, og faren spørger: "Kommer du"? Novellen virker på overfladen tilforladelig, men er foruroligende under overfladen. Raftehegn handler om angst, magt, fortielser og brud, men det bliver skrevet i et hverdagssprog, hvor temaerne ikke bliver nævnt eksplicit. Der står meget mere mellem linjerne end på linjerne, siger Kathrine Vilmar og Sofie Heidemann.

Litteraturcirkel og meddigtning

Under forløbet arbejder klassen med samtale, som foregår i en litteraturcirkel. Her skal eleverne skiftes til at trække et spørgsmål og besvare dem i fællesskab. Spørgsmålene handler om deres tolkning og opfattelse af fortællingen. De taler om, at de ikke tror, fortælleren har det godt, og at der er en anspændt stemning. De taler også en del om splittelse i fortællerens sind. Derudover diskuterer klassen en episode i novellen, hvor faren slår moren, og de er meget interesserede i grunden. Eleverne skal også digte med og fortsætte novellen. Meddigtninger kan vise, hvornår eleverne skriver med indlevelse i forhold til fortællerens mulige følelser, siger Kathrine Vilmar og Sofie Heidemann De stiller også spørgsmål til teksten, som eleverne skal svare på to og to i deres logbøger. De skal udvælge et stykke og fokusere på, hvad der reelt står i teksten, og hvad der ikke står, altså det, der bliver efterladt som "huller" eller "spor". Eleverne skal selv udfylde hullerne og forklare, hvor i teksten de finder begrundelser for deres valg. Tendensen er her, at eleverne er gode til at sætte ord på, hvad der står mellem linjerne, men mindre gode til at sætte konkrete ord på, hvor i teksten, de finder begrundelserne. Til sidst stiller Kathrine Vilmar og Sofie Heidemann en række evaluerende spørgsmål, som eleverne skal besvare i deres logbøger: "Hvilken oplevelse havde du med at læse novellen?", "Hvordan, tror du, fortælleren har det?" og "Kan du sætte dig i hans/hendes sted?" Der er tendens til, at eleverne svarer kort, men konkret , når de skal skrive, hvad de synes om novellen. Til de to spørgsmål, som drejer sig om indlevelse, skriver næsten alle, at de tror, at fortælleren er splittet, har skyldfølelse eller er ked af det. "Alt efter om eleverne bliver engagerede, frustrerede eller keder sig, handler det om, hvor store krav teksten stiller til elevernes indlevelse og litterære indsigt", skriver de. Teksten er tæt på elevernes livsverden, da den er nutidig og handler om en dreng eller pige på deres egen alder. Den handler om en familie, og derfor kræver det ikke så meget litterær indlevelse. Men her stopper ligheden formentlig med elevernes verden, da det er en dyster familie, som ikke passer ind i normen. Nogle elever har opnået en indsigt og en erkendelse ved at skulle udfylde de tomme pladser, og nogle elever har kun opnået kedsomhed og frustration, konkluderer Kathrine Vilmar og Sofie Heidemann. Valg af litteratur

"Den store udfordring, når man underviser i litteratur, ligger i at engagere eleverne i at læse litteratur med fordobling og indlevelse. Det kræver omhyggeligt og varieret valg af tekster, som fordrer forskellige grader af litterær indsigt og indlevelse hos eleverne. Tekster, der er for lette at læse, og hvor alt står direkte, keder eleverne, mens tekster med mange tomme pladser, som udfordrer eleverne på deres indlevelse og indsigt, kan enten føre til frustration eller engagere eleverne, alt efter hvor godt læreren stilladserer undervisningen. Her kan man også kigge på tekster, som på overfladen virker kedelige og hverdagsagtige, men som nedenunder udfordrer læseren. Disse tekster kan udfordre så meget, at læseren frustreres, eller de kan lede til ny erkendelse og indsigt", skriver Kathrine Friis og Sofie Heidemann. Den litteraturpædagogiske tilgang til Raftehegn fremmer nogle elevers personlige oplevelse, indsigt og erkendelse, mener de. Nogle elever siger, at de godt kunne lide novellen, fordi det er sjovt at læse mellem linjerne. "Her ser vi både eksempler på læseoplevelser, indlevelse i et komplekst familieforhold samt erkendelse om noget nyt", siger Kathrine Vilmar og Sofie Heidemann. Andre elever siger, at de synes, novellen er 'kedelig' eller 'handler meget om hegnet'. "Hertil må vi konkludere, at vi enten ikke har stilladseret de litteraturpædagogiske aktiviteter, så de har åbnet for litteraturen, eller at eleverne simpelthen ikke har opnået det, vi ønskede, fordi litteraturoplevelser er uforudsigelige, og vi i princippet ikke kan tvinge personlige oplevelser og erkendelse frem hos den enkelte", skriver de. Ifølge Kathrine Vilmar og Sofie Heidemann er kernen i faget litteratur, og det er netop i mødet med litteraturen, der opstår muligheder for eleverne. Målet med litteraturundervisningen er blandt andet at give eleverne oplevelse og indsigt, de kan tage med sig og bruge til noget andet. Læreren skal være bevidst om valg af relevant litteratur og gøre sig klart, hvad det er, hun ønsker, eleverne skal udvikle og opleve. Hun skal også tage udgangspunkt i elevernes individuelle forskelle og behov for at finde ud af, hvordan litteraturen åbner for meningsfulde læseoplevelser hos eleverne, mener de. "Litteraturen er uforudsigelig, og læreren må erkende, at hun ikke kan forudse, hvordan litteraturen skaber oplevelser og indlevelse for eleverne. Det er lærerens ansvar at sørge for, at de ydre betingelser skaber litteraturpædagogiske rammer, som åbner for litteraturen - dog er netop oplevelse, indsigt og erkendelse personlig og uforudsigelig! Det er netop det, der gør, at det er en oplevelse!", konkluderer Kathrine Friis Vilmar og Sofie Heidemann Pedersen i deres professionsbachelorprojekt. Læs hele projektet her: