Kan man kalde landets skoleforskere for politikernes nyttige idioter? 

Ja, lød det i dag fra prorektor og dr.pæd. Alexander von Oettingen. I grove træk ja, lød det opbakkende fra forskningschef på Via Andreas Rasch-Christensen. 

De to forskere deltog i dag i DLF's debat: 'Er forskernes politikernes nyttige idioter?'. Mellem de to forskere stod DLF-formand Anders Bondo Christensen.

Forsker: Evidens og dannelse er ikke hinandens modsætninger 

Det klare svar fra Alexander von Oettingen kom næppe som det store chok for de mange tilhørere. Debatten tog nemlig udgangspunkt i, at han tidligere har udtalt, at politikerne ofte beder forskerne om anbefalinger, men at de politiske beslutninger i realiteten er uafhængige af forskningernes resultater.

På den måde ender forskerne med at stå tilbage som det, han kalder nyttige idioter, fordi politikerne  bruger forskningsresultaterne til at legitimere deres politiske beslutninger, hvis resultaterne understøtter deres beslutninger. Og hvis de ikke gør, så kan politikeren bare lade være med lytte til forskerne. 

De politiske beslutninger er nemlig foretaget på forhånd. 

"Der er en amerikansk professor ved navn Schultz, der har talt om stupid public policies", fortæller Alexander Von Oettingen. Det er forskning om, at politikkere ikke ændrer politik, selv om forskning påpeger problemer ved den politik, de ønsker at føre.

"Jeg hører, hvad du siger. Jeg gør det alligevel", fortalte han, at politikerne siger til forskerne. Samtidig henviste til, at de nationale test og læringsmålstyring begge blev vedtaget trods kritik fra forskere. 

"Vi må erkende, at forskere kan legitimere politiske beslutninger, men vi kan ikke lave politik via forskning", sagde Alexander von Oettingen.

Oettingen: Politikerne er også idioter

Når politikere udnytter forskningen på den måde, så bør man ifølge Alexander von Oettingen også anklage politikerne for ikke at stå ved, at deres beslutninger bygger på deres politiske overbevisninger. 

"Der er en tendens til, at politikere ikke er politikere mere. Så måske er det faktisk mere politikerne, der er idioter og ikke så meget forskeren. I stedet for at holde sig på den politiske bane, så siger de: 'det jeg siger, er ikke bare politisk rigtigt, det er også forskningsmæssigt rigtigt - og derfor er det politisk rigtigt'. Det er noget sludder", sagde Alexander von Oettingen.

Politikere: Vi bruger det, som vi synes om

Her fortalte han også, at der generelt bliver brugt formuleringer som "viden, der virker", "hvad vi ved" og på "et oplyst grundlag", der ikke passer til den pædagogiske forskning. 

"Hvis man tager disse begreber, så kan man sige, at der er en forestilling i vores tid om, at man er i stand til med forskning at finde det rigtige grundlag. Den rigtige viden. Man kan så stille det spørgsmål, om pædagogik overhovedet fungerer på den måde?", spurgte han. 

Rasch: Jeg føler mig ikke udnyttet

Forskningschef på Via Andreas Rasch-Christensen fortalte, at han "i grove træk" er enig i, at forskerne bliver til politiske nyttige idioter. 

"Det tror jeg, da i hvert fald, vi er i nogle situationer. Men jeg tror, at det er væsentligt at se på, at politiske beslutningsprocesser jo ikke foregår i et værdineutralt rum, hvor man hiver forskningen ind, og så er den grundlag for en eller anden politisk beslutning. Hvis vi eksempelvis tager læreplanerne, så er det båret af mange forskellige ting. Heldigvis. Politiske visioner om at forandre noget. Og også en intention om, at man faktisk gerne vil have, at det skal kunne bruges af nogen". 

Prorektor: Vi skal have forskning, som lærerne kan bruge til noget 

Andreas Rasch-Christensen har flere gange deltaget i ekspertgrupper under skiftende regeringer. 

Undervejs i debatten blev han spurgt til, om han oplever, at hans forskningsarbejde er blevet udnyttet af politikerne. Det afviste han.

"Jeg føler mig ikke brugt. Man skal være tilpas robust, når man går ind i noget, og man skal selvfølglig kunne se sig selv i de rammer, man går ind i og de historier, der er", sagde han og fortalte, at de politiske beslutninger, der kommer i forlængelse af forskernes arbejde, ikke nødvendigvis følger forskernes intentioner.

"Man må se i øjnene, at når der så kommer noget ud af det, som ingen af os synes er specielt hensigtsmæssigt. Hvad enten det hedder læringsmålstyring, eller det er en skolereform, der har nogle snævre operative resultatmål bag sig, så er der en risiko for, at man bliver stillet til ansvar for det. Og sådan er det, og sådan skal det også være", sagde han og tilføjede, at han og andre forskere skal være bedre til at gøre det klart over for offentligheden, hvilken rolle de har haft i arbejdet, og hvilken rolle de ikke har haft. 

Bondo: Noget forskning er myndighedsbetjening

Lærernes formand Anders Bondo Christensen fortalte, at han meget gerne ser meget pædagogisk forskning i Danmark. Men "ikke al forskning er godt, og ikke al forskning er relevant", sagde han. Faktisk er der forskning, der er skadeligt for skolen, lød det fra lærerformanden.

"Noget af det værste, vi har set i nyere tid, var det her med, om det er bedst med tolærerordninger, en lærer og en pædagog eller om det var ligegyldigt at være flere voksne på samme på tid. Her gjorde man det, at man i tre måneder puttede to lærere ind i 27 klasser, gjorde det samme med en lærer og en pædagog og så havde man også en kontrolgruppe. Efter de tre måneder gennemfører man de nationale test og siger så, at det her har ikke rigtigt nogen virkning", fortalte han. 

Tysk skoleforsker: Evaluering trumfer pædagogikken

"Det er formentlig matematisk og forskningsmæssigt fuldstændigt korrekt, men det er totalt nytteløst, og det er i hvert fald myndighedsbetjening af værste skuffe efter min mening", fortsatte Anders Bondo Christensen. 

Ifølge lærernes formand har meget forskning udviklet sig til noget, man kan kalde for myndighedsbetjening.

"For en del år siden var der en forsker på Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs, som skrev, at den frie forskning er blevet til myndighedsbetjening. Jeg synes, at det var en ufattelig interessant artikel om, at der er sket et skred fra den frie forskning over til myndighedsbetjening. Og der er mange grunde til, at det er sket. For det første er der effektiviseringskravet, hvor man tror, at forskning kan bidrage til, at vi kan gøre tingene mere effektivt. Og den anden er, at forskerne er blevet økonomisk afhængige af, at der kommer nogle bevillinger, og det påvirker forskningen. Det synes jeg, at man skal tale åbent om".