Debat

Ødelægger skam folkeskolen?

Vi kender desværre alt for godt konsekvenserne af den præstationskultur vores elever lever i. Ikke blot de høje krav og forventninger til karakterer, men også sociale mediers evindelige pres på kropsidealer og ungdomskultur. Men tænker vi nogensinde over hvilke idealer vi lærere selv arbejder under? Og hvilken skam der følger med når man ikke lykkes?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På lærerstudiet lærte jeg noget meget vigtigt. Det var i min kristendomskundskabs timer med fantastiske Niels Bundgaard. Vi lærte at afstanden mellem idealer og realitet bliver til skam i det enkelte menneske. Når religioner eller andre samfundsbærende organisationer opsætter uopnåelige idealer, så får vi det dårligt over, at vi ikke kan leve op til ”guds ord”, ”jesu handlinger”, eller måske en ministers krav. Faktisk kan man sætte ligningen ind i alt hvad vi foretager os i livet – jo større afstand der er mellem de idealer inden for en given ting, og så den virkelighed man lever i, desto større skam får man over ikke at leve op til forventningerne. Normerne er ikke det vigtigste. Det er idealerne.

Tænk over det. Fodboldspillere som skal leve op til forventninger fra fans og sponsorer, børn der skal leve op til forældrenes ønsker eller unge børn som skal leve op til topmodellers tynde kroppe. Uanset hvor vi ser hen er der idealer, og potentiale for at skamme sig. At være dårlig.

Jeg kender det fra mine egne elever. Selv ved de mindste opgaver med oplæg for klassen, har størstedelen af eleverne det ekstremt svært ved at holde oplæg for kammeraterne. De skammer sig nærmest på forhånd.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det gælder altså både for de idealer som vi sætter op for eleverne i form af utallige mål, men også de idealer som unge mennesker bliver mødt med i samfundet. Vi lærere har en opgave i, at hjælpe eleverne med at skabe ro og forståelse for den afstand der er mellem elevernes idealer og den realitet de lever i, blandt andet ved at vi også lærer at sætte nogle mål, som giver mere mening for eleverne. Og vi skal tale om hvilke idealer eleverne lever under – er det reelle idealer? Gode idealer? Og bør de overhovedet jagte dem? Karakterræs og præstationskultur skaber ikke gode borgere, men skamfulde unge, som får præstationsangst.

Men det gælder også for os lærere. Danmarks Lærerforening har selv sat nogle professionsidealer op, som vi prøver (jeg gør i hvert fald) at efterleve som lærere. Men der er i høj grad også sat nogle idealer op fra samfundet for hvad en dygtig lærer skal. Og det undrer ikke mig, at flere og flere lærere knækker nakken på vores job i disse år. Det er dels det fysiske og mentale pres over, at skulle nå ekstremt mange opgaver i hverdagen, men det er i ligeså høj grad fordi der ligger et pres på os lærere med samfundets mange forventninger til, at folkeskolen skal kunne løse alle problemer i samfundet. Det skaber en skam hos lærerne, en negativ følelse af, ikke at kunne levere selvom man knokler og gør sit bedste.

Vi er nødt til at tage et opgør med presset på folkeskolen. For eleverne og lærernes skyld. Sænk idealerne, lad eleverne være originaler (dem selv) i stedet for et normsat ideal. Lad lærerne være originaler. Lad skolerne være originale, ikke reformidealistiske konstruktioner. Der er mange mulige veje til dette, så det er bare med at komme i gang med at diskutere det derude på lærerværelserne.