Gordon Ørskov Madsen, formand for DLF’s overenskomstudvalg, forklarede om forskellene i de lokale arbejdstidsaftaler.

DLF-top afviser minimumsstandard for lokale arbejdstidsaftaler

Flere delegerede på Lærerforeningens kongres ønskede debat om minimumsstandarder for lokale aftaler.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 77 kommuner har kreds og kommune sammen sat underskrifter på et papir, som beskriver rammerne for lærernes arbejdstid. I 21 kommuner er der ingen aftaler. Ud af de 21 kommuner er der dog otte, som lige nu er i gang med at forhandle lokale arbejdstidspapirer.

Men ikke alle aftaler er lige gode. En analyse af de lokale arbejdstidsaftaler viste i foråret, at der er meget stor forskel på, hvilke sikringer en lokal arbejdstidsaftale giver lærerne. Nogle steder får lærerne et maksimalt undervisningstimetal, andre steder sikres lærerne noget tid til forberedelse, mens nogle aftaler udelukkende består af enighed om fælles værdier.

DLF: Hovedstyrelsen vil ikke åbne for blanke overenskomststemmer

Og det er helt efter Danmarks Lærerforenings politik, forklarede formand for foreningens overenskomstudvalg Gordon Ørskov Madsen:

»Det er ikke foreningens politik, at vi kun kan indgå lokale aftaler, når de lever op til nogle bestemte niveauer eller bestemte standarder«, slog han fast. »Det, vi har taget udgangspunkt i, er, at vi vil samarbejde lokalt om rammer og vilkår, og vi vil bruge aftaleinstrumentet, når vi kan gøre det. Vi har også vedtaget det princip, at en lokal aftale skal være bedre end det, lov 409 giver os. Det er ikke meget, men det er princippet. Hvis man fraviger lov 409's bestemmelser, så skal man sætte noget bedre i stedet for«.

Marker røde, gule og grønne aftaler

Flere delegerede efterlyste en debat om mindstestandarder for lokale arbejdstidsaftaler. En af dem var Thomas Roy Larsen fra Københavns Lærerforening:

»Jeg har foreslået en model med 'grønne', 'gule' og 'røde aftaler' på vores fine kort på hjemmesiden, og så ser det måske ikke helt så godt ud, som det gør nu«.

Kasper Rosenborg Mortensen fra Ballerup efterlyste også mindstestandarder for lokalaftaler. Han nævnte, at han har læst Vejles og Horsens' aftaler, og - uden at kende til forholdene dér - vurderer, at det ikke ser ret godt ud.

3F-formand: "Kampen for for folkeskolen er for vigtig til at overlade til jer alene"

Vejle: Tillid giver lærerne bedre forhold

Det fik formand for Vejle Lærerkreds Rikke Vagn-Hansen på talerstolen.

»Til kritikken af, at vores aftale ikke indeholder et maksimalt undervisningstimetal eller andre bestemmelser, vi kan slæbe Vejle Kommune i retten på, kan jeg sige, at vi har ikke indgået en aftale med henblik på at slæbe kommunen i retten. Og jeg kan sige, at vores medlemmer er meget tilfredse med aftalen. Jeg har ikke modtaget en eneste kritisk kommentar fra medlemmer. Kun positive. Ja, ligefrem et kollektivt lettelsens suk«.

Formand for overenskomstudvalget Gordon Ørskov mente, at der er god grund til at fortsætte som nu:

»Jeg har endnu ikke set eller hørt eller mødt en kreds, der kun indgår aftaler for aftalernes skyld. Alle aftaler, der er indgået, er indgået med henblik på at skabe bedre rammer og vilkår for medlemmerne. Uanset hvordan aftalen ser ud«.

DLF sætter i den kommende tid fokus på lærernes arbejdstid, og i løbet af foråret efter debat i overenskomstudvalget, hovedstyrelsen og i kredsene vil der blive indkaldt til en arbejdstidskonference, fortalte Gordon Ørskov.