En kollega på min skole var så sød at sende mig et link til en udsendelse på Radio24/7, som omhandlede den fornyligt udgivne debatbog ‘Oprør for fremtiden – manifest for frihed og fællesskab midt i en tech-tid’, som er skrevet af regionsrådsmedlem Peter Westermann og SF’s finans- og it-ordfører Lisbeth Bech Poulsen.

I bogen forsøger forfatterene at italesætte de voldsomme forandringer, som venter lige om hjørnet i forhold til kommerciel anvendelse af kunstig intelligens. Man behøver ikke læse mere end indledningen af bogen, før man indser, at vi her har at gøre med udfordringer, som kommer til at kræve det ypperligste af borgernes og vores institutioners evne til at møde og transformere forandringer til fælleskabets bedste.  

Det er i den grad rosværdigt at nogle politikere endelig tør tage dette vigtige, men samtidig ofte svært forståelige emne op til debat. Et af bogens budskaber er at vi er nødt til at skride til handling og tale om de digitale løsninger vi ønsker at arbejde henimod, hvis vi skal sikre en fremtid, hvor vi alle har samme rettigheder og muligheder som borgere. 

Jeg har den opfattelse at en nødvendig konsekvens heraf må være, at vi som lærere afliver det fremherskende kritiske teknologiske narrativ i skolebranchen. Et narrativ som også ofte ses i debatten om informationsteknologi her på Folkeskolen.dk. IT i skolen betragtes her som et katastrofalt knæfald for en George Orwelsk dystopi med kontrol, bureaukratisering og centralisering af undervisningens formål som konsekvens. 

Holdningen til IT fornemmes også når toneangivende stemmer i debatten, nærmest småfornærmet, vender ryggen til det til uskønne teknologiske implementeringsprojekt i skolen. Samtidig tilføjes ofte en kommentar om at pengene hellere skulle bruges på bedre toiletforhold eller flere spidsede blyanter i klasselokalerne, fordi digitale værktøjer intet positivt har at bidrage til elevernes læring.  

Det burde dog være klart for selv den mest binære talblinde lærer, at IT er kommet for at blive og allerede nu fylder enormt i alle dele af vores liv, ikke mindst når det gælder vores elevers dagligdag. 

Hvis lærerne ikke tør tage den digitale tyr ved hornene, hvem skal så hjælpe vores børn med at kunne takle de enorme udfordringer og forandringer, som blandt andet kunstig intelligens kommer til at skabe.  

Det har altid været skolens opgave at skabe forudsætningerne for at vores børn kunne vokse op og blive ansvarlige demokratiske medborgere. Hvis det stadig skal gælde, er det nu tid til at lærerne vender blikket mod den digitale virkelighed, som omgiver skolen og sørger for at eleverne kan føje ordet digital til deres medborgerskab.