Formand for de lærerstuderende Jenny Maria Jørgensen mener ikke, at løsningen på manglen af lærere, som udgangspunkt, skal findes i læreruddannelsen, men lærerfaget.

Lærerstuderende om lærermangel: ”Vi skal starte med at kigge på frafaldet på læreruddannelsen"

Ansøgerne til læreruddannelsen er stagneret de sidste tre år. Kommunerne melder, at de mangler lærere. Formanden fra Lærerstuderendes Landskreds mener, at man bør forsøge at mindske det store frafald på uddannelsen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Antallet af lærerstuderende er siden 2014 stagneret. En undersøgelse fra KL viste i januar, at der er brug for flere lærere. Undersøgelsen viste. at fire ud af ti kommuner har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft på skoleområdet. 

V og S bakker om om undersøgelse af læreruddannelsens rekrutteringsproblemer

For mange dropper ud af læreruddannelsen

Formand for Lærerstuderendes Landskreds Jenny Maria Jørgensen anerkender udfordringen med manglen på lærere. Hun mener, at en af de største udfordringer er, at næsten 40 procent af de lærerstuderende dropper ud under uddannelsen.

"Der er en større udfordring i det høje frafald på læreruddannelsen. Studerende, der har valgt, at de gerne vil være lærere. Hvis vi var bedre til at fastholde de optagne lærerstuderende, ville vi ikke stå i den situation, hvor vi mangler så mange lærere.  Jeg tror, at man er nødt til at gøre noget ved det problem, da glade og motiverede lærerstuderende også vil kunne motivere andre til at søge uddannelsen", siger hun og uddyber.

"Løsningen på optagetallet er i min optik ikke, at gøre læreruddannelsen længere. Vi burde kigge på den nuværende uddannelse og løse de problemer, de studerende oplever. Læreruddannelsen er god, men kan sagtens gøres bedre indenfor rammen".

Hun mener, at der i stedet er brug for mere undervisnings - og refleksionstid blandt medstuderende og underviser, feedback på opgaver og den studerendes lærerfaglige udvikling og så skal uddannelsen være praksisnær.

Superstudent vil være folkeskolelærer

Sæt fokus på lærerfaget

Men hun understreger samtidig, at hun ikke tror, at man skal fokusere på læreruddannelsen, men lærerfaget for at gøre lærergerningen mere prestigefuld.  

"Det handler i højere grad om lærerfaget. Det handler om at give lærerne tid og mulighed for at levere god undervisning ude på folkeskolerne, hvilket desværre er udfordret. Det er i højere grad årsagen til, at de potentielle ansøger ikke søger ind på læreruddannelsen". 

Professor efterlyser ny samlet strategi for læreruddannelsen

"Vi skal tænke over, hvordan vi taler om lærerprofessionen"

Ifølge Jenny Maria Jørgensen hænger lærerprofessionens prestige også sammen med, hvordan man taler om læreruddannelsen og lærerfaget, fordi det påvirker omverdenens syn på lærerfaget og potentielle ansøgere.

"Retorikken omkring folkeskolen er en samfundsproblemstilling. Da jeg selv valgte at læse til lærer, blev jeg mødt med kommentarer som, 'Hvor er du sej', 'Bliver det ikke svært at få ro i klassen?' 'Det er godt nok et utaknemmeligt job'. Og det er sejt at være lærer. Men det er sjældent, man hører de samme kommentarer, hvis man vælger at træde ind i andre professioner", siger hun og fortsætter.

"Min pointe er, at det er dejligt, at min omgangskreds støtter op omkring, at jeg vil være lærer. Men de undrende spørgsmål, jeg bliver mødt med, er også et udtryk for nogle barrierer omkring faget. Hvis det er sådan potentielle ansøgere bliver mødt, når de siger, at de gerne vil læse til lærer, kan jeg godt forstå, at nogle stopper op og tænker over, om det så er det rigtige valg?".  

Konference: "Læreruddannelsen skal have sine to grundsten tilbage"

Gør læreruddannelsen femårig

Lærerformand Anders Bondo Christensen mener, at respekten for lærerfaget kan genskabes ved at gøre læreruddannelsen til en femårig uddannelse.

"Det vil styrke læreruddannelsen og give lærerne bedre forudsætninger. Vi har brug for, at det er de allerdygtigste, der søger ind på læreruddannelsen", har Anders Bondo sagt til Politiken.

Det er Jenny Maria Jørgensen imidlertid ikke enig i. Hun tror ikke på, at flere vil søge ind på læreruddannelsen, hvis den blev en femårig uddannelse.  

"Der er brug for en generel drøftelse af, hvad vi vil med læreruddannelsen, og hvad de kommende lærere skal kunne. Gør man læreruddannelsen til en femårig kandidatuddannelse, vil halvdelen af den ekstra tid skulle bruges på specialeskrivning. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at uddannelsen vil få flere midler tilført, hvis man tilføjede et ekstra år. Og uden midler bliver det ikke en bedre uddannelse", siger hun.

Og fortsætter: "Det er vigtigt, at lærerne får de rigtige forudsætninger for at kunne træde ind i professionen, men den nuværende uddannelse vil godt kunne være rammen for det. Det handler om, at vi får taget de vigtige drøftelser og løst de hindringer, der er for de lærerstuderende i dag".