Debat
0   2

Tre 'nye' fag

Skolen skal medvirke til at bevare den immaterielle arv. Ingen skal føle sig uden for fællesskabet, dialekterne skal plejes på linje med rigsdansk, og alle børn og unge skal på deres krop føle, at Danmark er en urgammel søfartsnation.

I Folkeskolen findes et stort flertal af engagerede lærere, der ikke viger tilbage for at betegne deres gerning som et kald. Men tit bliver jeg - på linie med både forældre og lærere - i tvivl om, hvad børnene skal have med i “rygsækken”, når de skal ud i voksenlivet - og i vildrede med, hvad det er for en verden, hvad det er for et Danmark, de skal navigere i. (Hov! ‘navigere’ - hvor kom det lige fra?)

Mange “bestemmere” slår en tyk streg under, at børnene skal kunne skrive, læse og regne. Og hvem kan være uenige i det?

Artiklen fortsætter under banneret

Men der blæser politiske vinde, der vil favorisere nyttevirkningen af det, der bliver puttet i børnenes hoveder. Nytte for børnene selv eller for samfundet? Et enkelt fremmedsprog (guess which one), kemi, fysik og samfundslære - og så ud og fyr op under samfundskedlerne, skab fart og fremgang og tjen flere penge end din nabo. Gør motorvejene bredere, sæt mere fut i togene og få dit firma på børsen. Jeg tror de fleste af os fornemmer nogle bestemte forventninger fra den “blå” regering.

Kan vi stikke en ny kurs ud (sagde jeg kurs?), der ikke kun peger mod præstationsræs, prestige og penge? Bortset fra, at vi mangler dygtige håndværkere og teknisk arbejdskraft, kan vi så indrette skolestrukturen til i højere grad at “skabe” nogle tillidsfulde unge mennesker, der ved, hvem de selv er, og kender deres rødder og holder af den egn og det land, hvor de er vokset op?

Frejdigt foreslår jeg indførelse af tre “nye” fag i Folkeskolen, fag der - måske under andre overskrifter, og hånd i hånd med gængse fag - bør følge eleverne op gennem alle klassetrin:

Folkedans (sanglege), Dialekt (den lokale) og Sejlads (bådebygning, navigation m. m.)

Man kan med en rask lille kortslutning sikkert nemt bedømme mig til at være en tilbageskuende romantiker. Men jeg er ikke mere bagstræberisk end den person, der er kommet trehundrede meter hjemmefra og pludselig - under indtryk af himlens ændrede udtryk - går hjem og henter sin regnjakke.

De fleste danskere har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med sanglege, fællesdans eller kædedans under en eller anden form. I skolegården var det især pigerne, der holdt liv i en ældgammel tradition. Af og til blev vi drenge trukket med ind i kredsen med fare for at blive kaldt tøsedrenge. Vi må indrømme, at pigerne altid har vist sig som det mest sociale køn. Andre har først stiftet bekendtskab med den mere højtidelige selskabsdans i form af Les Lanciers, noget der for mange vandkæmmede ungersvende blot var et ritual, der skulle overstås.

Syntesen af musik, sang og bevægelse og virkningen af, at det enkelte individ giver hånd til og får øjenkontakt med alle piger og drenge i sin nære omgangskreds, giver håb om større åbenhed, selvtillid og accept. Hvis dette “fag” får sin naturlige plads i samarbejdet med musiklærere og gymnastiklærere på ugentlig basis igennem hele skoleforløbet, kan jeg ikke se, hvordan mobning skal kunne stikke sit væmmelige fjæs frem. Noder og indspillet musik, dansebeskrivelser til danse i alle sværhedsgrader er der masser af. Og det er stadigvæk muligt at finde dygtige instruktører.

‘Dialekt’ ?. Nej, glem Peter Malberg og Christian Arhoff! De to skabehoveder har i hovedsagen kun gjort nar af den danske landbefolkning. Jeg hørte for nylig en hyggelig radioudsendelse med et antal folketingsmedlemmer fra hele Danmark, der, når de stod på talerstolen, talte rigsdansk, men, når de kom hjem til Nordjylland, Sønderjylland eller Bornholm faldt tilbage til det sprog, som de havde fået ind med modermælken. Og det fik lytteren så nogle herlige eksempler på.

Vort lille land rummer endnu en hel del markante dialekter. Men der er flere årsager til, at dialekterne er på vej ud i glemslen. 1: Det er ikke fint at tale dialekt. 2: Man virker dum og udannet (selv om man som fynbo jo godt ka’ være u’dannet i et eller andet). 3: Der bliver ikke undervist i den lokale dialekt. 4: Folk gifter sig på kryds og tværs af landsdelene. Forældrene kan komme fra Fyn og Vendsyssel og slå sig ned i København, hvor børnene lærer et helt tredie sprog i børnehaven og skolen.

Kan man gøre noget ved det? Tjener det noget formål? Er det ligesom med flora og fauna, arterne forsvinder, og vi kan kun beklage udviklingen/afviklingen? Vi kan dog i det sproglige univers forsinke processen og måske beholde visse markante “arter”.

Først må man gøre op med, at det ikke er fint. Fra de allermindste klassetrin må dansklæreren tale positivt om den lokale dialekt, gerne selv beherske den, bibringe børnene en bevidsthed om deres to-sprogethed, i hvert fald dem, der vitterligt har en dialekt med hjemmefra eller fra gaden. Sammen med læreren kan disse tosprogede børn være en slags hjælpelærere, så de ‘rigsdanske’ børn kan få lagt mundhulen i de rigtige folder. Jeg tror, at en sådan tilgang vil være morsom og gavnlig. Der findes heldigvis mange lydoptagelser af dialekter, og det må være en spændende opgave at få børnene til at efterligne sprogtonen fra vore nærmeste forfædre og måske fastholde den i en vis udstrækning. Der er litteratur på mange af vore dialekter, bl. a. har Morten Korch skrevet “Fynsk Humør”. Og i Sønderjylland er dialekten så stærkt forankret, at man bruger den i reklamer og på reklameskilte. Når folk fra Vestdanmark får job på Bornholm, burde de kunne gå til bornholmsk på aftenskole.

Vi forventer jo generelt, at børn og unge kommer til at beherske mindst et fremmedsprog, og i den sammenhæng er det deprimerende, at alt for mange unge tror, at det er nok at kunne engelsk. Men hvor skal de få anden opfattelse, når 3/4 af sangene på DR P4 og en endnu større andel af filmene på TV og streamingsplatforme er på engelsk/amerikansk? Sammen med dialekterne er selve det danske sprog på udsalg (sale)!

Det tredie nye (ældgamle) fag har jeg kaldt ‘sejlads’. Men det er et fag, som kan ændre indhold og overskrift igennem et skoleforløb. Det har først og fremmest noget med vand at gøre. Vore forfædres forudsætning for at overleve og agere i verden, var deres evne til at beherske det våde element - godt hjulpet af vinden. De skandinaviske farvande adskilte ikke nordboerne. Tvært imod.

I vore dage er det en deprimerende lille del af danskerne, der ved, hvordan man færdes til søs, og de fleste politikere og erhvervsfolk ser kun fjorde, sunde og bælter som forhindringer for menneskers og varers frie og uhæmmede fremkommelighed. Havet og vore andre vande bliver af sejl- og søsportsfolk fra hele verden bedømt som noget af det smukkeste og mest ideelle, ikke mindst på grund af klimaet. Set i det lys er det uomgængeligt, at de sidste skud på “vikinge-stammen” foruden svømning lærer om sejlads, bådebygning og navigation. Lyder det voldsomt ambitiøst?

Intet dansk barn skal gennemgå et folkeskoleforløb uden at have lært at svømme. Det står fast. Men vi må gå videre i fortroligheden med det våde element. Intet skolebarn (m/k) må undvære kontakten med årer, ror og tovværk. Ingen må miste chancen for at bygge et nok så simpelt modelskib i sløjdtimerne (eller dagens tilsvarende fag) og opleve glæden ved at se det fungere. Det skal være muligt for alle skoler at kunne give børnene oplevelser og erfaringer med kano, kajak og små sejljoller. En 7.-klasse vil måske komme til at se det som en naturlig udfordring at købe en gammel sejlbåd, sætte den i stand, bruge den sammen og evt. sælge den, når skolen forlades. Der er også mange gængse fag, som kan trække på samme “åre”. Historie, fysik, matematik, geografi og - senest - edb vil kunne to-vejs-kommunikere med det fag, jeg i mangel af bedre kalder ‘sejlads’.

I en tid, hvor alle taler om robotter og droner og hvor vi få, der har et lystfartøj, blot venter på at skulle vige for en førerløs supertanker, i et land, hvor stærke kræfter har travlt med at bygge broer og kystnære vindmøller, kun for at skrue fart og forbrug i vejret, og uden smålig skelen til landskabelig skønhed og menneskelig trivsel, afgiver jeg hermed nogle ideer til videre udvikling.

Husk at bruge vores immaterielle arv. Det er den eneste måde, vi kan bevare den på.

Som Johannes V. Jensen skriver om vore forfædre: “…skøn på de skatte, de efterlod!”    


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Folkeskolen.dk er lukket for indlæg og kommentarer fra 6. juli og i uge 28 og 29 - vi åbner igen mandag den 23. juli. God ferie!

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.030 andre er allerede tilmeldt