Ikast-Brande-lærere: Vi er meget få i forvejen

Ikast-Brande er en af de kommuner, der har færrest lærere til at undervise børnene. Men nu betyder en presset budgetsituation udsigt til, at der skal nedlægges både lærerstillinger og skoler.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Herningegnens Lærerforening har kigget på, hvor mange kroner, der anvendes til lærerløn i kommunerne, og det viser sig, at Ikast-Brande har den fjerdelaveste udgift til lærerløn per skoleelev.

"Hvis der yderligere skæres i lærerbemandingen vil de tilbageblevne skulle løse en endnu mere komprimeret undervisningsopgave. Vi frygter, i givet fald, at mange flere vil opleve en overbelastning, der i værste fald kan resultere i langvarig stress og som følge deraf flere- og længerevarende sygemeldinger", skriver Helen Sørensen og Morten Godske Jensen, henholdsvis formand og næstformand i kredsen i et brev til byrådet i Ikast-Brande. Byrådet skal behandle et budget, der kan betyde nedlæggelse af 200 stillinger i kommunen og lukning bl.a. to skoler og to svømmehaller.

"Vi anerkender den vanskelige opgave I som byråd står overfor; men samtidigt føler vi det nødvendigt, at pege på de problemstillinger vi ser i relation til såvel undervisningsmiljø som arbejdsmiljø".