Aldrig har så mange i samfundet udtrykt meninger om, hvordan der skal være i folkeskolen, og aldrig har så mange negative historier om skolen fået spalteplads i medierne. »Den seneste tid er der blevet lagt et stort pres på folkeskolen. Og der er stor forskel på, hvordan lærerne takler det pres«, siger psykolog og sociolog Bo Jacobsen, professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

De to lærertyper

Han karakteriserer lærerne som to forskellige typer: Den selv-orienterede og den andre-orienterede.

»Når den selvorienterede kommer ind i en social kontekst, så lyder det: 'Hvad vil jeg?', mens den andre-orienterede siger: 'Hvad vil de andre?'«

Typen er en grundfigur, som mennesket har fået lagret gennem opvæksten, og som derfor ligger dybt i os. Når typerne optræder i deres reneste form, ses de ofte i en topersonersrelation. Det kan være et parforhold, eller det kan være et tolærersamarbejde, fortæller Bo Jacobsen.

»Når to partnere eller lærere danner team, så udspiller der sig straks en meget interessant interaktion mellem dem.

De selvorienterede begynder for eksempel med at sige: 'Jeg synes, vi skal lave gruppearbejde' eller 'jeg synes, vi skal starte med at lave navnerunde', mens de andre-orienterede begynder med at lytte eller spørge: 'Hvad synes du?'«

Typerne kan justeres eller udvikles gennem livet, så man nogle gange kan opleve, at man har lidt af begge typer i sig.

»Og lige netop den mellemform er den optimale, fordi man dermed er i balance mellem de to typer«, siger Bo Jacobsen.

Lærerne på kaos-sejlads

Alle har en mening om, hvad lærerne kan gøre bedre. Det gør det i dag til noget helt andet at være lærer, end det har været tidligere, hvor der kom ret entydige signaler, mener Bo Jacobsen.

»Selvfølgelig kom der nogle udspil fra skoleinspektøren om, at der ikke måtte være ballade i klasserne, og så havde du dine egne pædagogiske visioner på den anden side. Men det var de eneste to størrelser, der var på spil, og som du skulle balancere imellem«, siger han.

Og så enkelt er det slet ikke i dag, mener Bo Jacobsen.

»Nu befinder lærerne sig ude på en kaos-sejlads på havet, hvor der kaster sig kæmpe vindstød, og båden vælter rundt, og så pludselig skal den sejle i en anden retning«.

De skal i uhørt grad navigere blandt de her højrøstede krav og modstridende forventninger og samtidig bevare sig selv og deres mentale balance intakt, og det er virkelig krævende, mener han.

»Specielt hvis man er et følsomt gemyt, der har en del empati over for andre mennesker i behold, så er det svært at bevare sin livslyst og kampgejst og solidaritet til kollegerne«.

Gå ned med stress eller overlev som jernfigur

Det mangesidige pres påvirker de to lærertyper forskelligt.

»De andre-orienterede vil virkelig føle, at de skal lytte og forholde sig til, hvad omverdenen siger. I forsøg på at tage kritikken ind og få det forenet med deres egne handleplaner ligger der et kæmpe og uoverkommeligt arbejde. Læreren risikerer dermed at blive stresset og gå ned med flaget«, siger Bo Jacobsen.

»De selv-orienterede vil forsøge at overleve ved at slå antennerne ind og lukke omverdenen ude. De risikerer dermed ikke at få den anerkendelse fra omverdenen, som de ville få, hvis de stadig havde antennerne ude. De overlever som jernfigurer og får dermed ikke den levende stimulans ind, som man får, når børnene sender et smil til læreren, eller når forældrene siger: 'Tak fordi du gjorde det her for vores barn'«.

Det at kunne tage anerkendelsen ind er i meget høj grad det, der giver lærerne næring og energi til at fortsætte og lyst til at lave noget godt året efter.

»Men hvis du slukker for din egen antenne og sensitivitet, så preller anerkendelsen af på overfladen. Det kan godt være, at du overlever en periode som jernfigur, men du få aldrig taget den næring ind, som gør, at du kan holde et helt liv som lærer«.

Den selv-orienterede kan derfor risikere at miste gejsten for faget og i værste fald brænde ud.

Ifølge Bo Jacobsen er der generelt en overrepræsentation af den andre-orienterede type blandt lærere.

»Derfor er der også flere lærere, der vil være tilbøjelige til at gå ned med stress sammenlignet med andre faggrupper«.

Løsningen er anerkendelse

Han mener, at løsningen på det dilemma, som lærerne er kommet i, er, at der bliver udviklet en anerkendelseskultur på skolerne.

»Hvis det lykkes at skabe frie taleforhold, hvor alle kan give udtryk for, hvad der rører sig, både børn, forældre, lærere og ledelse, så vil der også samtidig komme masser af anerkendelse«, vurderer han.

Det er også vigtigt at videreudvikle sig, så man bliver bedre til sit fag. Det er de to ting, der skal til for, at man som lærer kan holde et helt liv igennem, mener han.

Anerkendelsen vil påvirke de to lærertyper på forskellig måde:

Den andre-orienterede vil typisk føle sig stimuleret til i højere grad at turde komme med egne meninger og idéer til noget helt nyt, som ikke er prøvet før. For eksempel nye projekter med børnene eller tværklassesamarbejde med andre lærere.

Den selvorienterede vil typisk begynde at åbne sig og tø egoet op, udvikle mere empati og være mere modtagelig over for, hvad omgivelserne prøver at fortælle.

Fælles for de to lærertyper er, at anerkendelsen vil løsne deres fastgroede typer op og i højere grad gøre dem i stand til at mødes på midten og være i balance mellem de to roller, mener Bo Jacobsen.

»Det er det optimale, for læreren klarer sig bedst ved at have begge typer med i sin lærerrolle«.

Bo Jacobsen har skrevet mere om, hvordan man giver anerkendelse, og om selv/andre-balancen i sin seneste bog »Livets dilemmaer«. Han har tidligere været medforfatter til bøgerne »Mød eleven« og »Den vordende demokrat« og har selv en fortid som lærer.