Siden 2015 har faget Idræt været et prøvefag, som elever i 9. Klasse kan trække til Folkeskolens afgangsprøver. Der er blandt eleverne, som med alle andre fag, delte meninger om chancen, eller risikoen for at skulle til eksamen i faget. Selvfølgelig er det vigtigt at idrætsfaget tages seriøst af eleverne, og ikke bare bliver anset som en form for ekstra frikvarter. Men at gøre det eksamensorienteret, med læringsmål, standpunktskarakterer, og næsten udelukkende eksamensrelateret pensum på programmet mener jeg er lige i overkanten.                                                                                                            Selv husker jeg den gang hvor det at have idræt var et af ugens højdepunkter. En form for frirum mellem alt det seriøse. Dermed ikke sagt at faget ikke havde fokus på læring, og tilgangen ikke var seriøs. For det var den. Men den var bare seriøs på en helt anden måde, en måde hvor spontaniteten, og glæden ved at bruge sin krop var i centrum. Hvor det om man var ”god” eller ”dårlig” ikke var det centrale. Men selvfølgelig var den ”gamle” måde ikke perfekt, dog ville jeg langt hellere se en model hvor det at prøve forskellige sportsgrene af var det primære fokus. Hvor de lokale sportsforeninger var inddraget. Hvis vi følger en sådan model ville eleverne både blive introduceret til velkendte sportsgrene som svømning, fodbold, og håndbold, men også til mere nicheprægede sportsgrene som klatring, golf, og orienteringsløb. Hvilket ikke bare ville give eleverne en række, for de flestes vedkommende gode oplevelser, men også gavne det lokale foreningsliv, da fleres nysgerrighed overfor de forskellige sportsgrene ville blive vækket.