Formand for handelsskolelærerne Christoffer Jørgensen glæder sig over, at et klart flertal stemte for fusionen.

Handelsskolelærerne fusionerer med Uddannelsesforbundet

Ved en urafstemning har Handelsskolernes Lærerforening med knap 1.000 medlemmer besluttet at fusionere med Uddannelsesforbundet, der tæller godt 10.000 undervisere på blandt andet erhvervsuddannelserne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I alt 583 ud af 984 medlemmer stemte. Og af dem var de 540 et ja til sammenlægningen, mens 43 stemte nej.

Dermed er sammenlægningen en realitet pr. 1. juli 2018. HL's ledermedlemmer vil dog overgå til den nye organisation Uddannelseslederne, som etableres pr.  1. januar 2018 som ny selvstændig organisation tilknyttet Lærernes Centralorganisation. 

"Det er meget glædeligt, at medlemmerne tydeligt har markeret, at de er enige med både bestyrelse og repræsentantskab i, at deres interesser fremover bedst varetages i Uddannelsesforbundet.

Nu vil erhvervsskolelærerne blive samlet i en fælles, slagkraftig organisation i bestræbelserne på at opnå og sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår på institutionerne. Det håber jeg også, de enkelte medlemmer, der stemte nej, vil opleve", siger formand for Handelsskolernes Lærerforening Christoffer  Jørgensen i en pressemeddelelse. 

Uddannelsesforbundets kongres har tidligere enstemmigt godkendt fusionen.