Spidskandidat for De Konservative, Louise Lindhagen, ville ikke umiddelbart sige ja til at forhandle en arbejdstidsaftale for lærerne, men aftenens rundbordsdiskussioner gjorde indtryk. I midten formand for Lolland-Falsters Lærerforening Henrik Hansen. Til højre den socialdemokratiske spidskandidat, Simon Hansen, der også gerne vil forhandle med lærerne om en aftale.

Lærerne fortæller om problemer: Ingen proteser til amputerede sjæle

En arbejdstidsaftale står øverst på ønskelisten hos mange lærere og skolebestyrelsesmedlemmer og forældre i Nykøbing Falster, dokumenterede et valgmøde arrangeret af Lolland-Falsters Lærerforening i oktober. Elever prikkede til politikerne med provokerende videospots om it-problemer og klamme toiletter på skolerne, og lærere fortalte om de hårde vilkår på skolerne for både elever og lærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En arbejdstidsaftale og mere tid til forberedelse.

Ønskerne om bedre arbejdsvilkår til lærerne fløj igen og igen gennem luften på Hotel Falster i Nykøbing Falster, da Lolland-Falsters Lærerforening arrangerede et valgmøde den sidste torsdag i oktober.

Det var ikke kun lærerne, som slog til lyd for, at de skulle have bedre forhold til arbejdet. Også skolebestyrelsesmedlemmer og forældre lagde vægt på, at lærerne skulle have mere tid til forberedelse - og en arbejdstidsaftale.

Hurtigt kom temadiskussionerne ved bordene og paneldebatten blandt de ni politikere i en af hotellets fyldte sale til at dreje sig om lærernes arbejdsvilkår, og politikerne fik tydeligt besked på, at lærerne er under pres.

Kun 24 pc'er til 50 elever

Flere lærere og skolebestyrelsesmedlemmer gjorde opmærksom på de meget store forskelle på de enkelte skoler.

»Jeg skal undervise to klasser, hvor der er 25 elever i den ene og 27 i den anden, men der er kun 24 computere. Hvordan skal jeg så lykkes med mit arbejde«, spurgte udskolingslærer Dorte Pedersen fra Nordbyskolen. Hun opsummerede, at 50 ud af de 132 Fælles Mål i dansk handler direkte om it.

»Er der ingen elever, der har deres egen pc med«, ville Dansk Folkepartis borgmesterkandidat, René Christensen, vide.

Dorte Pedersen svarede, at skolebestyrelsen går ind for, at skolen stiller computere til rådighed.

Flere i salen pegede også på, at profilskolerne betød store lokale forskelle. Lærer Anne Birgitte Poulsen fra Sakskøbing Skole:

»Når vi taler om profilskoler, hvem skal så profilere sig på hvad? Jeg kan ikke forstå, at I vil være bekendt at lade skolerne have så forskellige udgangspunkter i deres tilbud«.

Ordene udløste klapsalver fra salen. En kollega, lærer Jonas Nielsen, fremhævede, at mange elever og lærere trives dårligt og er under pres:

»Der findes ikke proteser til amputerede sjæle, så lad os nu få en arbejdstidsaftale. Vi har kolleger og elever, der græder hver dag, sagde Jonas Nielsen, der er tillidsrepræsentant for lærerne på Sakskøbing Skole.

Formand for skolebestyrelsen på Nysted Skole Helle Ringsing opfordrede politikerne til at gøre noget ved forældresamarbejdet:

»Vi har brugt meget tid på børnenes trivsel og fravær. Man må gerne stille krav til både børn og forældre, men nogle forældre kommer ikke til forældremøderne, og deres børn møder ikke op til undervisningen, hvordan vil I sikre, at vi får fat i dem?«

Socialistisk Folkepartis Annemette Schønberg Johnsen sagde, at der nogle gange mangler en fællesskabsfølelse:

»Det duer ikke at være sig selv nok, vi må arbejde for et bedre socialt fællesskab«, sagde hun blandt andet.

Konservativ: Vi må se på lærernes arbejdstid

»Læreres arbejdstid fylder meget, så jeg synes, vi skal se på, hvad vi kan gøre. Så må vi tale om, hvordan en lokal aftale skal udformes«, sagde De Konservatives spidskandidat, Louise Lindhagen, der understregede, at hun går ind for profilskoler, fordi forældre og elever så har valgmuligheder. Også socialdemokraten Simon Hansen erkendte, at flere af skolerne er meget pressede, og at det kan være nødvendigt at se på en aftale.

Kredsformand tror 
på arbejdstidsaftale

Forberedelsestid er også vigtigt for Lolland-Falsters Lærerforenings formand, Henrik Hansen. Kreds 68 har i månedsvis forberedt valgmøder i kommunen, holdt møder med politikere, lærere, skolebestyrelser og elever og udarbejdet tre temapjecer om lærerne, eleverne og skolen - alt sammen under overskriften »Giv folkeskolen en stemme«.

Politikerne skulle lige til at tage hul på debatten, da nogle korte videospots fra elever på Guldborgsunds skoler tonede frem og distraherede politikernes virkelighed med udsagn som:

»Giv os noget it, der virker«.

»Vi mangler kvalificerede og velforberedte lærere«.

»Vores toiletter på skolen er klamme«.

»It er kommet for at blive, selvfølgelig skal det fungere«, sagde Jens Erik Boesen fra Guldborgsund-listen, mens Venstres borgmesterkandidat, Ole K. Larsen, sagde: »Jeg kan blive noget så træt, når jeg hører om, at it-systemet ikke fungerer, det skal det selvfølgelig«.