Jørn fra "Er du mors lille dreng? er i dag 19 år. Hans eksempel er værd at lære af for myndighederne, mener Landsforeningen Autisme.

Autismeforeningen: ’Mors lille dreng’ bør gøre os klogere på mødre med autisme

I aften følger TV 2 op på ’Er du mors lille dreng?’ fra 1998, som viste Jørns svære start livet med unge forældre præget af misbrug, vold og konflikter. 19-årige Jørn har autisme, og det kan have haft indflydelse på forældrenes væremåde mener Landsforeningen Autisme.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om det snart er 20 år siden, at 'Mors lille dreng' blev vist første gang, står dokumentaren stærkt i erindringen hos mange seere, fordi Aarhus Kommune holdt fast i, at man skulle vurdere, om de unge forældre ville være i stand til at tage sig af deres søn, selv om deres liv var præget af misbrug, vold og konflikter. Først efter fire måneder blev Jørn anbragt i pleje, og flere eksperter vurderede, at han allerede havde taget skade af den manglende omsorg. Det skabte en voldsom debat om tvangsfjernelse.

Både 'Er du mors lille dreng?' og efterfølgeren 'Er du mors lille dreng - 10 år efter' rullede over skærmen på TV 2 i sidste uge. I aften lukker TV 2 på ny seerne ind i Jørns liv med dokumentaren 'Mors lille dreng på egne ben'. Jørn er i dag 19 år, og den nye dokumentar viser, hvordan han på grund af autisme er meget impuls- og behovsstyret og blandt andet har et hashmisbrug.

Jørn og hans mor bør få alle alarmklokker til at ringe

Ifølge Landsforeningen Autisme er det vigtigt at se på, hvad man kan lære af dokumentarerne om Jørn. Ikke kun om ham, men også om hans forældre, da det er kendt, at autisme er genetisk. Derfor kan autisme have haft indflydelse på den måde, hans forældre var forældre på. Noget, som ikke har været fremme i debatten.

Diplomprojekt: Omsorgsvigtede børn rammes dobbelt

"Mange forældre finder ud af, at de selv har autisme, når deres børn får diagnosen. Når man ser på Jørn og hans mor, burde alle alarmklokker ringe. Jeg er ikke i tvivl om, at her var tale om en mor med autisme, som havde brug for hjælp til at navigere i mor-rollen. Den hjælp fik hun ikke helhjertet, og jeg er bange for, at hun heller ikke ville få den i dag", autismeforeningens formand Heidi Thamestrup.

Man kan sagtens være en god mor og autist

I 1998 så man ikke efter autisme hos kvinder, og man tænkte derfor ikke på at undersøge, om Jørn havde fået autismen i arv fra sin mor, vurderer Heidi Thamestrup.

"Forældre med autisme har ofte brug for ekstra støtte i at lære, hvad de skal gøre med et lille barn. De skal have redskaber og viden til at se og sørge for barnets behov - hvornår det skal spise, hvordan det skal stimuleres og hvor tit det skal bades?"

Heidi Thamestrup medgiver, at Jørns mor ikke kan diagnosticeres ud fra en dokumentarudsendelse, men man kan efterrationalisere, om hun burde have haft mere specialiseret støtte.

"Man kan sagtens være en god mor og autist. Det viser autistiske kvinder os hver eneste dag. Mange skal støttes med praktisk hjælp og guides i at forholde sig til både autismen og barnet. Den hjælp burde Jørns mor have haft. Om ikke andet burde vi have lært af hendes situation og dermed sørge for, at give den støtte i dag", siger Heidi Thamestrup.

Når man kun ser efter omsorgssvigt, opdager man ikke autismen

I dag er der stadig forældre, som kæmper mod et system, der er skeptisk overfor deres evner som forældre, siger autismeforeningens formand. Hun håber derfor, at programmet åbner for, at man kigger dybere på, hvorfor et barn bliver svigtet og ikke bare observerer på, at det gør det.

"Når man ser et lille barn med fattig mimik, som for eksempel ikke søger opmærksomhed på helt almindelig vis, kan der være tale om autisme. Men hvis man kun kigger efter omsorgssvigt, ja så er det desværre i mange tilfælde kun det, man finder. Det er et stort problem", siger Heidi Thamestrup.

Det er ikke til at vide, om den rigtige støtte havde været nok til, at Jørns mor havde kunnet klare opgaven.

"Det havde det sikkert ikke. Men problematikken med autistiske mødre er, at myndighederne stadig ikke gearet til at tage hånd om dem", siger landsformanden.

Læs mere

TV 2 i aften kl. 20: 'Mors lille dreng på egneben'