Lærer Bibi Graves foreslår at erstatte dyre skolefotos med iPhone-billeder taget af læreren.

Lærer: Drop nu de skolefotos

Hvorfor skal folkeskolen være med til at sætte ressourcesvage forældre i et ubehageligt økonomisk pres? Kalundborg-lærer foreslår, at skolen redefinerer den måde, man tænker skolefotos på.

Publiceret

Så meget koster skolebillederne

Klassebillede i farve: 70 kr.
Standardpakke 1 med klassebillede og fire mellemstørrelseportrætfotos: 200 kr. i farve, 230 kr. i sort/hvid.

Standardpakke 3 med 8 små 3,2x4,5 cm. portætbilleder, 1 18x25cm. portætbillede, 2 13x18 cm. portrætbilleder, 6 mellemstørrelseportrætbilleder og et klassebillede: 300 kr./330 kr.

Basispakke 1 med 16 små 3,2x4,5 cm. portætbilleder, 1 18x25 cm.portætbillede, 3 13x18 cm. portrætbilleder, 8 mellemstørrelseportrætbilleder og et klassebillede: 330 kr./360 kr. 

Kilde: www.danskskolefoto.dk

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ny skoletaske, nyt penalhus, nyt idrætstøj. Skolestart-sæsonen er godt i gang, og med den kommer udgifter og atter udgifter for forældrene. Og lige som man tror, at indkøbsfasen er overstået, kommer blanketten med priserne til de årlige skolefotos. Klassebilledet og de små bytte-billeder er en fast tradition, men lægger billederne i virkeligheden et unødigt økonomisk pres på forældrene? Det mener lærer Bibi Graves fra Hvidebækskolen i Kalundborg, der er træt af at se til, mens især de ressourcesvage forældre betaler penge for den helt store billedpakke for at være sikre på, at deres barn er med i fællesskabet.

Skole og Forældre: Medbragte iPads skaber ulighed mellem elever

Bibi Graves har været lærer i ti år blandt andet i fagene matematik, samfundsfag og historie. I de ti år har hun aldrig set elever, der driller hinanden eller holder hinanden uden for, når nogle vælger dyre pakker og andre billige. Til gengæld er ofrene for de dyre billeder forældrene, der er så opmærksomme på, at deres barn ikke skal føle sig ekskluderet af fællesskabet, at de betaler for fotografier, de måske slet ikke skal bruge. Det kan Bibi Graves mærke, når hun på vej ind og ud af skolen bliver stoppet af forældre, der diskret lufter deres bekymringer om det købepres, de mærker.

"Det virker som om, de forældre, der har penge nok, sagtens kan sige: 'Nej tak - vi behøver ikke billeder', mens forældre med få ressourcer føler sig pressede til at give deres børn en af de større pakker, så børnene ikke føler sig uden for fællesskabet. Og jeg synes, vi skal spørge os selv, om en velfærdsinstitution som folkeskolen skal være med til at lægge det pres", siger hun.

Som alternativ mener Bibi Graves, at læreren kunne tage et klassebillede med sin telefon, så det er gratis for forældre. Og så kan de, der ønsker professionelle portrætbilleder, tage kontakt til skolefotograferne selv.

Ubehageligt at takke nej

Hos Dansk Skolefoto koster et klassebillede 70 kroner. Herudover er den billigste pakke 'Standardpakke 1' på mellem 200 og 230 kroner, afhængig af, om man vælger farve eller sort/hvid. Hvis man vil have en pakke med otte af de helt små passtørrelse-portrætter til at bytte med, kommer man op i mindst 300 kroner.

"Med to eller tre børn løber det op, selvom man kun vælger klassebilledet.  Det er mange penge, når man tænker på, at jeg ville kunne tage billedet med min iPhone og forstørre det til plakat for mindre", siger Bibi Graves, der synes, at problemet er så stort, at hun har skrevet under på en underskriftindsamling mod skolefotos "Afskaf de årlige skolefotos". 

Også Mette With Hagensen, der er formand for landsforeningen for Skole og Forældre, mener, at det er mange penge, skolen beder forældrene om.

"Der er sådan et implicit pres i forhold til skolefotos, hvor forældrene tænker, at når det nu tilbydes, så skal vi have det. Også selvom man ikke har lyst eller penge til det. Og det er ikke rart at være den forældre, der siger til deres barn, at det har vi ikke råd til", siger hun.

 

Forældre-samarbejdet halter i fire ud af fem kommuner

Skolen skal tage ansvaret

Mette With Hagensen tror, skolerne er så vant til skolefoto-proceduren, at de ikke tænker på, at nogle forældre ikke har råd. Men den vanetænkning skal ændres, så alle forældre kan være med, siger hun. Det kan skolen blandt andet hjælpe med ved at vedtage principielle holdninger til skolefotos, så det bliver lettere at skabe en stemning i klassen, hvor det er helt acceptabelt at sige nej tak til billeder. En lokal løsning, besluttet af skolebestyrelsen, hvor både skole og forældre er repræsenteret, som for eksempel kan gå på, at der kun tages skolefotos hvert andet år.

"Skolerne skal vælge en strategi for, hvordan man vil vælge at håndtere skolefotos, og hvordan man vil kommunikere det til forældrene, at tilbuddet er der. Skolen skal tydeliggøre, at selvom der kommer en fotograf ud, skal ingen føle sig forpligtet, og de, der vil have fotos, kan skrive og få en blanket", siger Mette With Hagensen.

På den måde kan man tage noget af presset og ansvaret væk fra forældrene, så det ikke er dem, der aktivt skal vælge skolefotos fra.

"Skolen skal som institution blande sig i, hvilke tilbud man vælger for eleverne og tage ansvaret væk fra forældrene, så det ikke er dem, der bliver nødt til at sige nej. Jeg ser hellere et tilbud, hvor man som udgangspunkt ikke skal føle sig forpligtet til at købe billederne, men at man kan skrive til skolen og 'melde sig til', hvis man gerne vil", siger Mette With Hagensen.