Debat
29   1300

Kære forskere. Kom ind i kampen eller hold jer væk!

Jeg er nødt til at starte med en advarsel. Denne blog er mest af alt et hastigt nødråb til den danske forskerkreds kastet ud fra en træt sofa efter en solid arbejdsdag - baseret på stærkt subjektive opfattelser.

Når jeg mærker efter, er jeg stadig rasende. Rasende over, at KL og regeringen på den mest svinagtige måde snød mig og min fagforening ved overenskomstforhandlingerne i 2013. Rasende over, at den åbenlyst manipulerede udsendelse, ”Danmark mod Kina”, blev bragt lige inden, så stemningen i befolkningen blev vendt mod mig. Rasende over, at John Hatties effektforskning er blevet misbrugt til at manipulere en reform igennem, som Hattie selv siger ikke virker – rasende over, at jeg ved, at reformen er et stort skalkeskjul for besparelser og ensretning af min skole. Rasende over, at de bestilte PISA-resultater, der også vendte stemningen mod mig var manipulerede og løgnagtige. Rasende over, at de frie forskeres resultater fra ICCS, PIRLS og TIMSS bevidst blev ignoreret, selvom de viste et helt andet positivt billede af skolen. Rasende over, at Niels Egelund, mastermind bag PISA-undersøgelsen, brugte udsendelsen til at proklamere sig selv som folkeskolens frelser.

Når jeg mærker efter, er jeg stadig er skuffet. Skuffet over, at forskernes resultater bliver misbrugt til at støde en kæmpe reform ned i halse, der snører sammen af underernæring. Skuffet over forskere, der ublu forsvarer sine forkromede, dokumenterede, evidensbaserede resultater, selvom de ved, at politikerne har frarøvet mig mulighed for at bruge dem ordentligt.

Artiklen fortsætter under banneret

Når jeg mærker efter, er jeg fuld af modsatrettede følelser. Min faglige stolthed saboteres af politikere, der beder mig tage ansvar for en uriaspost og forskere, der beder mig om at holde op med at klynke. Min lyst til at udvikle saboteres af politikere, der stjæler al min indflydelse og forskere, der gør mig til marionet i et spind af tests og målstyring. Min lyst til at bruge mine evner optimalt saboteres af et industrielt system, som tvinger mig til at knokle, når jeg har mindst energi. Min lyst til at tænke innovativt saboteres af et ufrit system, der kun har fokus på de talværdier, jeg kan presse ud af mine elever.

Men bare rolig, jeg mærker efterhånden kun sjældent efter. Når jeg er sammen med mine elever og kollegaer, er humøret altid godt. Det er kun, når jeg bliver mindet om politikernes og forskernes blålys at jeg mærker raseriet, skuffelsen og ambivalensen blusse op. Og det sker stadig med jævne mellemrum.

Det skete for 3 uger siden, da jeg så OECD’s opgørelse af undervisningstimer i verdens lande. Naturligvis blev jeg vred over, at politikerne havde bestemt, at danske børn i 2015 skulle gå 10-15 timer mere i skole om ugen end deres forældre – det har nemlig kostet så uendelig dyrt på kvaliteten af skolegangen – men det, der virkelig trickede mig, var Kinas placering. De lå nummer tre. I BUNDEN!

I udsendelsen ”Danmark mod Kina” i 2013, fik Danmark så mange klø af kineserne, at man i månederne efter kunne lugte angsthormonerne, når snakken faldt på skolen. Alle troede fuldt og fast på, at nu blev rollerne byttet om – Danmark blev i fremtiden en kinesisk slavefabrik, hvis ikke vi gjorde som kineserne. I udsendelsen gik kineserne i skole hele dagen. Og de knoklede og kunne sagtens holde disciplinen, selvom de sad 50 i samme klasse. Og når de kom hjem, skulle de alle være eksperter på et musikinstrument.

Nu kan jeg så læse, at kinesiske børn går i skole 6.117 timer om året. Danske børn går i skole 10.960 timer om året. Stort set dobbelt så længe. Og jeg kan tørt konstatere, at jeg – og alle andre danskere, der så udsendelsen – blev fyldt med løgn. Og vores politikere har enten købt løgnen eller bestilt den, for der er godt nok kommet andre timer på suppen. Samtidig siger forskerne, ”Hey, det der med flere timer, det har vi tjekket, det virker altså ikke”.

Mere skulle der ikke til at vække vreden, skuffelsen og ambivalensen. Og det er træls, for jeg kan ikke bruge den til noget. Jeg kan kun håbe på, at fornuften en dag vender tilbage, så vi sammen – politikere, forskere og lærere – finder ét eller andet fælles fodslag.

Anyway, vi ved jo alle, hvordan politik fungerer. Det er ikke altid lige meningsfuldt. Det er lige før, jeg tænker ”Sådan er det jo”…

Men kære forskere, hvordan kan I stiltiende se til, mens jeres resultater bliver vredet og drejet til de passer ind i specifikke politiske dagsordener? Hvordan kan I fortsat bræge, at jeres evidens er upåklagelig, uden samtidig at rette sønderlemmende offentlig kritik, når den misbruges i vores fælles folkeskole?

Er der noget at sige til, at vi er nogen, der tænker, at I er blevet instrumenter i embedsværkets politiske dagsorden? At I tager den etiske jakke af, når I modtager jeres forskningspenge og lukker øjnene for, hvad jeres resultater bruges til?

Er der noget at sige til, at jeg undrer mig over, at I kan se jer selv i spejlet, når I ser på folkeskolen i dag? Jeg er vild med evidensbaseret forskning, men når den misbruges uden kritik, så gør den mere skade end gavn. Når hele fundamentet for skolereformen er en løgn, er det så underligt, at den ikke virker?

Så kære forskere. Kom nu ind i kampen eller vær rare at forske i alt andet end min skole.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ