Steve Fryer observerer både elevernes læring og lærerens undervisning, når han går rundt på sin læringstur.

På læringstur i England: Danske og engelske ledere er kritiske venner

Tre skoler i Silkeborg og den engelske by Leek sender ledere og lærere til hinandens skoler for at udveksle erfaringer om læring, evaluering og ledelse. Folkeskolen tog med skolelederne til Leek.

Publiceret

Spred - Sharing ProfessionalEducational Dialogue

• Spred er et toårigt EU-projekt til 650.000 kroner. Lærere ogskoleledere fra Sejs Skole, Thorning Skole og Hvinningdalskolen iSilkeborg udveksler erfaringer med lærere og pædagogiske ledere fraskolerne Westwood College, Churnet View Middle School og StEdward's Junior High School i Leek, England, ved skiftevis atbesøge hinanden. Projektet skal understøtte den professionelledialog mellem lærerne om elevernes læring og skoleledelsens rolle iat understøtte dialogen mellem lærerne. Sammen med skolerne i Leekskal Silkeborg-skolerne arbejde med, hvordan »anerkendendesamtaler« kan bruges som redskab til evaluering af læreres ogskolelederes professionelle udvikling. Projektets partnere erdesuden Skoleafdelingen i Silkeborg Kommune og Via UniversityCollege.

Under besøget tog lederne billeder af det, som optog dem. Lone Stig Andersen var optaget af Churnet Views meget synlige mål. Foto: Hanne Hellisen og Lone Stig Andersen
»De her børn var så optagede af madlavning – det var ren begejstring«, fortæller Lone Stig Andersen.
Der er store vinduer ind til mange af klasserne på St Edward’s. Det giver en helt anden transparens og åbenhed til klasserummet, bemærker Kristian Mikkelsen.
På skolen hænger der også plancher med kendte folk, der er ordblinde (dysleksi).

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Steve Fryer starter dagen med at gå en learn­ing walk - en læringstur - i sine kollegaers timer. På læringsturen er Steve Fryers fokus denne dag på differentiering og spørgsmål. Det bliver lærerne vurderet på, i de ti minutter han observerer undervisningen.

Fryer er pædagogisk leder på Churnet View Middle School i den engelske by Leek, og skolens elever er 9-13 år. I den første klasse noterer han, at det er et godt mål, læreren har sat for timen. Han noterer også, at der kun er et mål - han havde gerne set nogle flere. Næste time er hjemkundskab, hvor eleverne er ved at bage småkager af deres medbragte ingredienser. Mel og kakaostøv flyver rundt. På tavlen står læringsmål - fordelt på let, middel og svær. Steve Fryer noterer, at der ikke var tid til spørgsmål, da det handlede om at få kagerne i ovnen, men det var nogle gode mål. På sin tur kommer Steve Fryer også forbi et tomt klasselokale. Her sidder en engelsklærer og forbereder sig. Steve Fryer taler lidt med hende, men kaster også lige et vurderende blik på hendes noter og skriver på sit papir, at hun husker differentiering af undervisningen.

Engelske lærere besøger danske skoler: »Eleverne opfører sig jo pænt«

»Lærerne kan se fordelen ved at lukke andre ind i deres undervisning«, siger Steve Fryer og forklarer, at hele denne evalueringsproces er til for at hjælpe lærerne og gøre deres undervisning endnu bedre. Tre gange om året er Steve Fryer med i en hel time, hvor han vurderer undervisningen. Ved hvert besøg bliver der skrevet en rapport.

Lone Stig Andersen er skoleleder på Thorning Skole ved Silkeborg, og hun er sammen med tre andre ledere fra Silkeborg taget til Leek i forbindelse med EU-projektet Spred. Her er de med i deres engelske kollegaers arbejdsdag. Lone Stig Andersen fulgte med på Steve Fryers læringstur på Churnet View, og selvom hun er vant til at stikke hovedet ind i klasserne hjemme på Thorning Skole, så kunne hun ikke forestille sig, at det skulle være så systematiseret, som det er i England.

En af grundene til den megen evaluering er den konstante »trussel« fra den engelske skolemyndigheds kontrolorgan, Ofsted, som kommer forbi skoler og vurderer, om de lever op til de nationale mål for undervisning, og en dårlig bedømmelse kan få fatale konsekvenser for en skole - i sidste ende kan den risikere at skulle lukke.

Synlige læringsmål i alle timer

Til gengæld er Lone Stig Andersen meget begejstret for den måde, som Churnet View og de to andre skoler arbejder med læringsmål på, og hun er overbevist om, at det også kan fungere i en eller anden form på Thorning Skole.

»Vi har brug for at udvikle på vores differentiering - ikke mindst at blive gode til at se, at vi er nødt til at udfordre børnene forskelligt. De kan noget forskelligt, og de er på forskellige stadier, og det er vigtigt, at de alle sammen kan blive så dygtige, som de kan - ligesom reformens bedste mål«. Hun ved dog ikke, om hun uden videre kan overføre det samme system, hvor eleverne stiger i niveau, til danske forhold, men det er god inspiration.

»Jeg er sikker på, at vi bliver nødt til at operere med, at børnene kan nå noget forskelligt. Jeg synes, at det fungerer her uden at virke stemplende. Det er ikke sådan, at børnene i en klasse går og tænker: 'Arh okay, jeg kan meget mere end ham ved siden af'. Det virker til, at de lader sig udfordre og får lov at sige: 'Jeg kan nå til det næste niveau, for jeg kan nå en opgave mere'. Det forekommer meget naturligt«, siger Lone Stig Andersen.

Kristian Mikkelsen er skoleleder på Sejs Skole, og han ser mange fordele ved at besøge helt andre skolesystemer. For derigennem udveksler de erfaringer og reflekterer over, hvordan de plejer at gøre tingene i Danmark.

»Det er ligesom at få holdt et spejl op foran sig«, siger han om dagen, hvor skolelederne besøgte tre forskellige skoler.

En lærer møder 450 elever

Englændernes faglærerrolle er en af de ting, som Kristian Mikkelsen har lagt særlig mærke til. Lærerne underviser i et fag, måske to, og bor derudover i deres faglokale og forbereder sig her, når der ikke er undervisning.

»Det kunne måske være vejen frem i Danmark. Læreren bliver rigtig god til sit fag og skal i sidste ende bruge mindre forberedelse. Men spørgsmålet er, om det går ud over den gode relation lærer og elev imellem, som vi kender det? Og om specialiseringen i et fag medvirker til, at læreren mist

er blikket for skolen som helhed?« siger Kristian Mikkelsen.

Faglærerrollen har Lone Stig Andersen heller ikke kunnet undgå at bemærke.

»På mange måder så jeg nogle ligheder og så en masse forskelle mellem vores skoler. Kulturen og varmen på skolen minder rigtig meget om det, jeg også selv sætter stor pris på hjemme på min egen skole. Men den store forskel er, at vi arbejder med få voksne om en gruppe børn, hvor de her er faglærere og har mange børn, og der er mange forskellige voksne, som børnene skal forholde sig til i løbet af en dag«.

Hvorvidt faglærere er vejen frem, er en standende diskussion, fortæller Lone Stig Andersen:

»Som lærer vil vi gerne undervise i det, vi er bedst til«, siger hun.

Men med en faglærerordning er hun også bange for, at lærerne mister den sociale kontakt med eleverne.

Churnet View har én fransklærer, der har en time om ugen med alle klasser - alt i alt 450 elever. I den situation er det svært at få et tæt forhold til børnene, mener Lone Stig Andersen.

»Det må jeg indrømme var lidt skræmmende for mig. Fransklæreren trives med det, for hun kender ikke andet. Det er ikke for at sige, at det er dårligt, men det passer ikke med den skolekultur, som vi har«.