Prøver vi at besvare spørgsmålet, må vi også grave et par spadestik dybere. Men et muligt svar på spørgsmålet synes at rumme mere kompleksitet end som så, for man kan ikke kun kikke på de mulige fagdidaktiske forskelle Finland og Danmark imellem, uden at tage hensyn til Finlands skolekultur og undervisningsorganisering; og ikke mindst, de tidlige målrettede læseindsatser, der er i de finske børnehaver.

Ifølge Frans Ørsted Andersen, lektor på Århus Universitet og forfatteren bag ”Finsk Folkeskole: og dansk til en sammenligning”, så skal vi, for det første, kikke på Finlands folkeskolelærers høje faglige niveau. De finske skolelærere har typisk taget en universitetsuddannede på fire til seks år, og adgangskravene på denne er tårnhøje, ja, så høje, at det ikke er usandsynligt, at kun 10 % af ansøgerne bliver optaget. Den høje faglighed respekteres blandt forældrene, og dette gør, at lærerne kan tillade sig at tage fuld kontrol over undervisningsforløbet, uden at skulle tage hensyn til forældrenes mening. Og det er denne sammenhæng mellem den høje faglige ekspertise og respekt til denne, der, ifølge Markus Westerland (MW), rektor på Gymnasiet Lärkan og Mia Förars-Pöytäniemi (MF), rektor på Haga Lagstadieskola i Helsinki, er altafgørende for, at de finske børn kan få den mest optimale undervisning. For i Finland er folkeskolelærere dem, der har mest forstand på deres respektive ekspertiseområder, og ingen andre, bortsæt fra deres kollegaer, kan derfor tillade sig at blande sig i deres arbejde. Med andre ord er folkeskolelærertitlen i Finland et efterstræbsværdigt og anerkendt prædikat. 

Den anden faktor er den strenge disciplin, som, ifølge MW og MF, ikke kendetegner resten af de nordiske landes skolekultur. I Finland får en elev fx aldrig lov til at styre klassekulturen – på både godt og ondt. Det er fællesskabet, der prioriteres højest, og først dernæst tages der hensyn til elevernes individuelle behov.  Denne stærke prioritering af fællesskabet har størst effekt, ifølge MW og MF, (i den positive retning) blandt de svage elever. Dertil skal der påpeges, at Finland er iblandt de lande, hvor forskellen mellem de svageste og de stærkeste elever er mindst.

Den tredje faktor er, at der er et klart hierarki i klasserummet. Læreren er i toppen, og eleverne i bunden, for det er læreren der er eksperten, og eleverne dem, der skal lære. Dette medvirker til, at det er nemt at opretholde streng disciplin, og med streng disciplin får man ro i klassen.

Desuden er det vigtigt, at eleverne, uanset social baggrund eller fagligt niveau, behandles ligeværdigt. Også hvad angår afstraffelse. Hvis den samme ”forbrydelse” er begået af to vidt forskellige elever, skal straffen være den samme. Hver gang.

Kikker man lidt ud over de Finske folkeskoler og retter blikket mod de indsatser, børnene etableres i før skolealderen, så er langt det meste af personalet i fx finske børnehaver uddannede pædagoger, hvor det faktisk forholder sig omvendt i Danmark.  En andet ting er, at sprog og skriftsprog bringes på dagsordenen allerede i børnehaverne. Ifølge Stig Broström, professor ved Århus Universitet, så er der stor fokus på sprog i finske børnehaver, og dette er systematisk implementeret som en del af legen i børnenes hverdag. Pædagoger arbejder nemlig målrettet med børnene med sprog og skriftsprog. Fx gøres brug af forklarende ”ordlapper”, der hænger på spejle, døre, og andre genstande, og pædagoger forsøger at forklare sammenhænge imellem fx en handling og et dertilhørende ord, og dermed øger børnenes vokabular.  Dette kan ligeledes være med til, at børnenes ordafkodningsfærdigheder styrkes, inden de når skolealderen.

Tager vi et kritisk blik på Danmark, bærer dansk solesystem præg af lærere, der ikke nødvendigvis har fx dansk som linjefag, men alligevel underviser fx 1. klasser i læsning og skrivning. Faktisk, så har kun 37 % af disse, ifølge Gurli Bjørn Iversen, Ph.d., lektor Ved Jevu, linjefag i dansk. Ud af disse har 79 % dog erfaring med læseundervisning. Hertil skal der påpeges, at den omtalte undersøgelse er foretaget i Århus Kommune. Hvorvidt tallene er repræsentative for hele Danmark, står usikkert.

Skal vi opsummere, så sker der lignende tiltag i det danske skole- og uddannelsessystem. Adgangskravene på læreruddannelsen er blevet skærpet. Danske børnehave er begyndt at implementere leg med sprog og skriftsprog i børnenes hverdag. Vi uddanner læsevejledere. Vi tilbyder supplerende kurser i inklusion. Det går trods alt den rigtige vej.

Men hvis vi skal at pege på et område, hvor Danmark, og resten af Skandinavien, scorer højere i PISA end finnerne, er dette område børnenes trivsel. I finske skoler trives børnene ganske enkelt ikke nær så godt, som de gør i Danmark. Dette kan skyldes den strenge disciplin, der dyrkes på de finske skoler, hvilket minder mig om dengang jeg var en indskolingselev i den gamle Jugoslavien, hvor vi skulle stå ret hver gang læreren gik ind og ud af klassen, recitere strofe efter strofe af alenlange digte, lære at skrive på to forskellige skriftsystemer, og kvartalvis blive testet i hvad vi havde lært. Jeg var ikke glad for at gå i skole. Men jeg var lykkelig hver gang jeg fik at vide, at jeg var en dygtig elev. Så dygtig, at det viste sig, at mine matematiske færdigheder var langt foran mine jævnaldrene i dansk skole. Ligeledes kunne jeg, lige siden tredje klassetrin, min grammatik til fingerspidserne; pege på subjektsprædikatet, objektsprædikatet, adskille konkreter fra abstrakter, proprier fra appellativer, kunne alle syv kasus- bøjninger udenad. Ærgerligt, at det var bosnisk, og ikke dansk, jeg var god til. Dygtig dreng var jeg. Men ikke en dygtig, glad dreng. 

Men dette kompromis synes de finske lærere er værd at gå med til. For trods alt, så har de, muligvis, verdens bedste skolesystem. Det store spørgsmål er så, om dette kompromis er noget, vi, i Danmark, er villige at gå med til, til fordel for en faglig stærkere folkeskole?