Peter Birch Sørensenproduktivitetskommisionen vil have større fokus på resultater.

Bondo: Skrivebordsarbejde fra produktivitets-kommissionen

I stedet for at indsnævre folkeskolens formål burde produktivitetskommissionen fokuserer på, hvordan man skaber bedst mulige rammer for lærerne, så de kan sikre høj kvalitet, siger DLF. Kommissionsformanden medgiver, at fokus på det, der kan måles, kan være risikabelt, men han mener ikke, det nytter noget at lade være.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dag har Produktivitetskommissionen fremlagt deres rapport for den offentlige sektor, som ifølge kommissionen i langt højere grad skal styres efter resultater. Men det er forfejlet, skriver formand Anders Bondo Christensen i en pressemeddelelse.

"Frem for at indsnævre folkeskolens indhold til nogle ganske få målbare parametre, burde produktivitetskommissionen sætte fokus på, hvordan man bedst muligt giver lærerne mulighed for at levere undervisning af høj kvalitet. Vi skal have fokus på den gode undervisning. Vi ved fra udlandet, at konsekvensen af at indsnævre kvalitet til få målbare elementer er, at undervisningen også indsnævres og dermed forringes. Produktivitet handler jo ikke bare om, hvad der kan måles og fyldes i et regneark. Ved at styrke kvaliteten - og dermed elevernes udbytte af undervisningen - vil effektiviteten komme eleverne til gode," siger Anders Bondo Christensen.

Produktivitets-kommisionen: Mål skolerne på resultaterne

Politiforbundets formand Claus Oxfeldts kritiserer i dagens udgave af Politiken ligeledes fokus på kvantificerbare mål.

"En efterforskning kan ikke føres ind i et regneark, du kan ikke måle indsatsen i en tabel, når en politimand ved hårdt og ihærdigt arbejde sørger for at få en 11-årig dreng væk fra en begyndende kriminel løbebane. Politiet er ikke en pølsefabrik", siger Claus Oxfeldt.

Med udgangspunkt i politiforbundets bekymringer spurgte folkeskolen.dk på dagens pressemøde Produktivitetskommissionens formand og professor i økonomi ved Københavns Universitet Peter Birch Sørensen:

Hvad med alt det, som de offentlige ansatte foretager sig, der ikke kan måles?

"Vi skriver selv, at selvfølgelig er der visse mål for de offentlige institutioner, som ikke kan kvantificeres. Tal kan aldrig erstatte almindelig sund dømmekraft. Så det er ikke sådan, at vi nu anbefaler, at man kun skal fokusere på det, der skal måles i tal. I forhold til undervisning kan man godt måle, om en person kan læse eller regne. Så det forhold, at nogle mål nødvendigvis må være af en kvalitativ art, det er ikke nogen begrundelse for, at man slet ikke skal kunne tåle at måle det, som der rent faktisk kan sættes tal på. Vi har også en anbefaling om, at som en del af det her paradigme med at fokusere mere på resultater, kan det være en god idé at indsamle cases med konkrete eksempler på, hvad man har gjort med succes. Det kan være en form for kvalitativ benchmarking", siger Peter Birch Sørensen.

Men det kvalitative har ikke den samme gennemslagskraft som det kvantitative. Risikerer man ikke, at det bliver kørt helt bagud?

"Der er en risiko for, at man kommer til at fokusere på det, der er lettest at måle. Men det kan ikke nytte noget, at vi opgiver at måle, om de offentlige institutioner rent faktisk skaber de resultater på forhånd, som vi gerne vil have. Man er nødt til i et eller andet omfang at holde dem ansvarlige. Selve det her med at opstille de her resultatmål, vil igangsætte en nyttig diskusion i de enkelte kommuner og institutioner om, hvad der er vores kerneopgaver. Så selve det at opstille mål, tror vi er nyttigt", siger Peter Birch Sørensen.