"Neeej, vi skal ikke læse en novelle mere, vel?"udbryder Peter efter min opstart af dansktimen i 7.b.

"Hvad er der galt med noveller, Peter?"spørger jeg interesseret.

"For det første er det kedeligt at læse noveller. For det andet er de altid så svære at forstå. Hvorfor kan personerne, der har skrevet novellerne, ikke bare skrive, hvad de mener i stedet for at gøre det så besværligt?"

Peter holder en lille kunstpause og fortsætter i samme forargede tone: "… og hvorfor skal vi egentlig læse novellerne? Vi kommer aldrig til at bruge dem til noget!"

Jeg forsøger i al eftertænksomhed at fremskaffe et kvalificeret svar, men Peter afbryder mine tanker med en afsluttende kommentar:

"… og Janni, vi lever altså i år 2012! Noveller er gammeldags. Film, spil og tv, det er total upstyle!"

Sådan indleder Janni Lybech sit professionsbachelorprojekt, "Litteraturundervisning i det senmoderne samfund", fra Via University College.

Peter er prototypen på den gennemsnitlige elev i overbygningen, mener hun. I elevernes optik fremstår arbejdet med litteratur ofte som "kedsommeligt, irrelevant og demotiverende."

Hvad er det, der afholder eleverne fra at fordybe sig i litteratur? Hvorfor har de ikke lyst? Hvorfor fremstår det litterære univers uforligeligt med elevernes indre oplevelsestunnel?" "Skal vi udelukkende bekræfte elevernes hverdagskultur og undgå det unikke og mangeartede univers, som litteraturen tilbyder?" "Hvordan kan jeg iscenesætte det litterære værk, så det bliver mere tilgængeligt og håndgribeligt?" spørger hun.

 Fagdidaktisk eller almendidaktisk diskussion?

Måske skal svaret slet ikke findes i en fagdidaktisk diskussion men snarere ud fra et almendidaktisk, lyder en anden overvejelse., og projektets hovedspørgsmål er "Hvorfor distancerer eleverne sig øjensynligt fra litteraturen, og hvordan kan man skabe et konstruktivt samspil mellem det litterære arbejde og elevernes egen livsverden?"

Fokus på elevernes egenverden, utryg kaos og komplekst formsprog

Janni Lybech indkredser tre faktorer, som, hun mener, spænder ben for, at eleverne kan "drage nytte af litteraturens egenart:"

• Den senmoderne tidsalder har skabt et øget fokus på elevernes egenverden, den normative tryghed er forsvundet og i stedet er der opstået et "relativismens kaoshav". Det kan resultere i, at eleverne bliver navlebeskuende og har svært ved "at åbne op for den nye fremmederfaring."
• Et tekstsyn og en metodisk tilgang, hvor man læser litteratur for litteraturens skyld og ikke for elevernes skyld, kan også hæmme det litterære arbejde.
• Teksternes komplekse formsprog er en forhindring for mange elever.

Tilbage står spørgsmålet: Er det så overhovedet muligt at skabe et samspil mellem elevernes livsverden og det litterære arbejde? siger Lybech.

Det flerstemmige klasserum

Det er hendes tese, at litteraturen "åbenbarer sig i fortolkningssamtalerne og i den divergente flerstemmighed", hun ønsker derfor at etablere et klasserum, hvor dialog og fællesskab er de bærende principper.

Med projekt "Litteraturhjørnet" giver hun et bud på, hvordan man kan skabe rammerne for et sådant klasserum. Litteraturpædagogikken skal medvirke til at bygge bro mellem elevernes forståelsesramme og tekstens univers, og dette aspekt betones i en læserorienteret tilgang, hvor der sættes fokus på transaktionen mellem læseren og teksten.

Det mærkværdige og det genkendelige

Med afsæt hos Helle Rørbech præsenteres et nyt perspektiv kaldet "Mærkværdiggørelse som litteraturpædagogisk strategi". Rørbech mener, at de nuværende litteraturpædagogiske positioner ikke bringer læseren i kontakt med fremmedoplevelsen. Litteraturundervisningen skal skabe paralleller mellem elevernes erfaringsramme og tekstens univers med afsæt i en selviscenesættende og selvforglemmende praksis. Undervisningen skal, skriver Janni Lybech i sin konklusion, befinde sig i spændingsfeltet mellem på den ene side "det mærkværdige og fremmede" og på den anden side "det genkendelige og identificerbare".

For at kunne nå frem til selviscenesættelse og selvforglemmelse i undervisningen må man skabe nogle rammer, som kan støtte elevernes læring, og til det har Janni Lybech indkredset tre stilladserende elementer, som er vigtige indsatsområder: metodemangfoldighed, kompleksitetsreducering af formsproget og struktur.

"Denne mosaik af indgangsvinkler kvalificerer en litteraturundervisning, der tager udgangspunkt i en senmoderne forståelsesramme. Det er dog en kendsgerning, at den senmoderne verden og vidensamfundets digitalisering stiller spørgsmål ved den litterære legitimitet.

Litteratur: besværlig men uundværlig

Hvorfor skal vi læse litteratur, spørger hun - ligesom Peter fra 7.klasse. "Litteraturen er relevant og uundværlig, fordi den kan lære os at sætte parentes om os selv, styrke vores empati og tolerance, lære os at være handlekompetente samt definere og styrke vores sproglige begrebsverden, " lyder hendes svar. Og med udgangspunkt i socialkonstruktivismen skitserer hun fire legitimeringer, som alle har en nutidig referenceramme.

Den litterære kanon gør det endnu sværere at skabe et konstruktivt samspil mellem elevernes forståelseshorisont og litteraturen, "da der er en stor kognitiv, historisk og kulturel spændvidde mellem teksten og læseren." Også derfor må læreren kigge efter andre litteraturdidaktiske, pædagogiske og metodiske tilgange.

Læs hele projektet til højre under EKSTRA: Litteraturundervisning i det senmoderne samfund.

Nyt: Et af årets bedste bachelorprojekter

Janni Lybechs bachelorprojekt blev fredag den 15. november 2013 kåret som et af årets bedste på lærerområdet.

Priskomiteens begrundelse:

"Hvordan kan man skabe samspil mellem litteratur og elevers livsverden, når mange elever synes, at det er kedeligt at arbejde med litteratur, spørger Janni Lybech i sit projekt. Projektet indledes med en autentisk situation fra praksis, som danner afsæt for en undrende, undersøgende, analytisk og løsningsorienteret behandling af temaet. En mosaik af relevante indfaldsvinkler og didaktiske refleksioner diskuteres. Ved løbende at inddrage teoretiske perspektiver og forskningsresultater i analysen af den indsamlede empiri skaber Janni Lybech en tydelig kobling mellem praksis og teori, som nærmest smelter sammen til en organisk og meget velskrevet helhed. Projektet afsluttes med en relevant diskussion og vurdering af, hvad der legitimerer litteraturundervisning i det 21.århundrede i et dannelses- og samfundsperspektiv. Et flot lærerfagligt projekt, som argumenterer overbevisende for en undervisning, der bæres af dialog og fællesskab."