Den udvalgte

Som eneste mand i indskolingen og med 12 år som aktiv, engageret lærer på Skovbakkeskolen i Odder regner Esben Jensen ikke med, at han er blandt de seks lærere, der skal fyres. Men det er han.

Publiceret
Esben Jensen er i dag viceskoleleder på Hou Skole. Et job, han ville have søgt, ligegyldigt om han var blevet fyret eller ej.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den langhårede gravhund Julius hopper kådt op og ned i den lille entre. Madpakkerne bliver lagt i skoletaskerne. Jakkerne hevet på og vanterne fumlet ud over fingrene. Klokken er kvart i otte. Som altid er Aske på 11 ude ad døren som den første. Malte på otte venter på sin far. Han, Esben Jensen, følger sin yngste søn i skole hver dag. Det er så let, for Esben er lærer på naboskolen, så det er bare op på cyklen og så sætte sønnen af på vejen. Morgenmaden skal hurtigt ryddes fra det lille firkantede bord i køkkenet. Esbens kone Lisbeth skal overnatte hos en veninde i Esbjerg. På vej ud ad døren stopper hun op.

»Held og lykke i morgen. Jeg tror ikke på, det er dig, der ryger«, siger hun. »Det er det ikke«, svarer Esben. Hun sætter sig ud i den sølvgrå Citroën Picasso og svinger ud på den stille gade i Odder uden for Aarhus. Han låser den nyistandsatte murermestervilla af. Det kan ikke være ham, der bliver fyret. Som eneste mand i indskolingen og som engageret og aktiv lærer gennem 12 år føler han sig rimelig sikker. Kulden har bidt sig fast. Det er tirsdag den 2. februar 2011. Dagen før seks medarbejdere på Skovbakkeskolen i Odder skal fyres. På skolen er det besluttet, at de seks udvalgte får besked på mail klokken 6.45 onsdag morgen.

Esben går på arbejde, kommer hjem, spiser med ungerne og tænker ikke meget på, hvad der skal ske næste dag.

Da børnene om aftenen sover på værelserne på førstesalen, sætter han sig ved computeren og åbner lærerintra. Han sletter alle mail i indboksen. Der skal være rent bord.

Han står op om morgenen. Bader. Har besluttet, at han ikke logger sig på, før klokken er 6.45. Han går hen på reposen, hvor den sorte, smalle Dell-computer står på et hvidt skrivebord. Han falder ned i den sorte læderstols favn. Det er mørkt udenfor. I vindueskarmen står rammer med billeder af Lisbeth, Aske og Malte. Han tænder computeren. Hører den mekaniske brummen, mens maskinen varmer op. I det øjeblik han logger ind på lærerintra, popper et lille vindue op. »Du har en ulæst besked«.

I januar måned vedtog byrådet i Odder besparelser, der betød, at 25 lærere måtte afskediges. Siden 1. januar i år er 876 lærere over hele landet blevet prikket og bedt om at finde et nyt job. Men tallene viser, at de afskedigede lærere får sværere og sværere ved at finde ledige lærerjob. På trods af at både Lærerforeningen, kommunerne og regeringen taler om en truende mangel på lærere. Kommunerne sparer, og i mange byer vælger politikerne ifølge Det Fælleskommunale Løndatakontor at lade færre lærere undervise eleverne. I Danmark var der i juli måned sidste år 59.306 lærere ansat. Det tal var faldet med 2.260 i sommerferien i år. Det betyder, at der er markant færre lærere til at udføre det samme arbejde. Da Esben Jensen fra sin faste plads på lærerværelset kort efter juleferien hørte skolelederens meddelelse om, at seks af kollegerne på Skovbakkeskolen inden for kort tid skulle fyres, blev han chokeret. Han tænkte, at seks er mange at skulle sige farvel til. De, der er tilbage, får godt nok travlt. I forvejen er lejrskoler og alle ture blevet skåret væk. Et øjeblik kom han helt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet har lyst til at være lærer på en skole uden plads til udvikling. Den dag var en stille dag på lærerværelset.

Boksen står og kræver opmærksomhed på skærmen. Esben klikker ikke på den. Det er ikke sandt, det her. Han har kvalme. Føler sig svimmel. Han tøver, men tager sig alligevel sammen og klikker.

»Påtænkt opsigelse«, står der med fede typer. I mailen står, at skolelederen påtænker at fyre ham den 31. august.

»Fuck, det blev sgu' mig«, siger han højt på reposen.

»Er du blevet fyret, far?« spørger den ældste søn Aske. Esben tager telefonen og ringer til Lisbeth. Hun kører mod Odder med det samme. Esben går ned og smører madpakker til børnene. Han følger Malte i skole. »Hvad så nu? Skal du på arbejde?« spørger den yngste. Esben har fri de næste tre dage ligesom hans fem kolleger, der har modtaget samme enslydende mail. »Nej, ikke de næste par dage«, svarer han og tænker på, at han skal på arbejde på mandag og blive ved med at arbejde indtil en måned efter sommerferien. Kollegerne skal mødes på skolen, før skoledagen begynder, for at få at vide, hvem der er blevet fyret. Han får en sms fra en tæt kollega. »Hvordan er det gået for dig?« Esben skriver tilbage. »Det blev sgu' mig«. »Det fatter jeg ikke en meter af«, lyder kollegaens svar prompte. Esben sætter sig på cyklen og cykler med sin yngste søn i skole.

På vej hjem vælter det ind med opkald. En kollega spørger, om han ikke skal komme over. Opmærksomheden bliver overvældende. Esben bliver ked af det. Mærker tårerne presse sig på. Det begynder at gå op for ham, at den daglige dosis kammeratskab ikke længere skal være en del af hans liv. »Jeg kan simpelthen ikke snakke lige nu«, siger han i telefonen.

Hjemme ringer han til tillidsrepræsentanten. Han vil vide, hvorfor det blev ham. Men det får han ikke at vide. Alle seks er fyret på grund af besparelser. Hvorfor kan de ikke bare sige, at det er hans fagkombination, der ikke er den rigtige? At det er, fordi han underviser i matematik uden at have linjefag i det. Han kan tage et linjefag. Besparelser kan han ikke gøre noget ved. Han mærker vreden og utilfredsheden med ikke at få mere at vide. Han trækker i løbetøjet og løber en lang tur uden telefonen.

Mandag møder han på arbejde igen. Han siger til kollegerne, at de bare skal spørge. Det er en svær dag at komme igennem. Og det bliver de næste mange dage også. I begyndelsen går han til planlægningsmøderne. Men det nytter ikke noget. Han er ikke længere en del af skolens fremtid. I en pause sidder han på sin plads på den brune, polstrede stol på lærerværelset. Drikker kaffe og snakker med sit faste team. Pludselig siger én, at der er en opgave, som de skal huske at give til en af de andre lærere. Til den lærer, der skal overtage Esbens opgaver. Det kan han slet ikke klare at høre. Han må bare væk, så han rejser sig fra bordet og går ud. Han er på et sidespor. Der er ingen job at søge. Han er bange for, at han er ved at få en depression.

Esbens reaktion er ikke enestående. Det er svært at blive afskediget eller forflyttet fra en arbejdsplads, som har været omdrejningspunkt for ens liv i mange år. Ligesom Esben oplever mange, at krisen kommer i tre faser. Ifølge konsulenter i Danmarks Lærerforening, der er vant til at håndtere kriser i forbindelse med fyring, kan man dele reaktionerne op i optakten, hvor man forbereder sig på, hvad der skal ske, selve den dag, hvor fyringerne finder sted, og endelig fasen bagefter, hvor både de fyrede og de, som skal fortsætte på skolen, skal finde ud af at samarbejde i en helt ny virkelighed. I DLF har man aldrig set så mange lærere blive fyret på én gang, som det er sket i år. Normalt er det DLF centralt, der hjælper lærere, som står foran en afskedigelse, men i år har der været så mange, at det simpelthen har været umuligt. De lokale kredse er blevet klædt på til at hjælpe de mange lærere i krise. Efter selve chokfasen kommer en reaktionsfase, der typisk varer fire til seks uger. Her oplever man for eksempel forvirring, fornægtelse, vrede, sløvhed, gråd og panik, og man er meget træt. Herefter kommer bearbejdningsfasen, der kan vare op til et år. Esben kæmper for at holde sig oven vande, mens han er i reaktionsfasen. Måske skal han til at køre meget langt på arbejde. Der er ingen job i nærheden. En dag kort før påske klikker han sig ind på Oddernettets hjemmeside og ser et job som viceskoleleder på Hou Skole. Blot ni kilometer fra hans hjem. Det er lige blevet slået op. Et job, han ville have søgt, ligegyldigt om han var blevet fyret eller ej.

Han bliver kaldt til samtale en eftermiddag i påskeferien. Samtalen tager en halv time. Han har en fin fornemmelse, da han bagefter sidder i bilen. Han er ikke sikker på, at jobbet er hans, men har en fornemmelse af at have gjort, hvad han kunne. Han er blevet lovet svar samme aften. Han tager til håndboldtræning med den yngste. Lisbeth laver mad. Telefonen er hele tiden ved hans side, men den er tavs. Klokken bliver ni, stadig ingenting. Det er træls. Rastløsheden sidder i kroppen. Han sætter snoren på gravhunden for at gå en tur. Lisbeth står og taler i telefon med en fælles ven, da han vinker og går ud ad døren. Efter en halv time i kulden med Julius snøftende ved siden af ringer telefonen. »Jeg er glad for at sige, at du skal have den stilling«, siger skolelederen. Hele kroppen dirrer. Han står i mørket og føler glæden brede sig. Han er så glad. En følelse, han ikke har mærket længe. Han skal begynde 1. juni, og han vil gå op på Skovbakkeskolens kontor i morgen med en opsigelse. Det føles godt at kunne aflevere sin opsigelse, selv om man er blevet fyret.

Da Esben kommer hjem, drikker han og Lisbeth rødvin.