Anmeldelse

Rejsen gennem Sahara

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Rejsen gennem Sahara" er en billedbog skrevet og illustreret af kunstneren Ib Meyer, der hører til gruppen af danske naivister. Bogen er en æstetisk nydelse, og man bliver hurtigt draget ind i historien om rejsen gennem Afrika.

Fire rejselystne venner kører i et par afdankede 2CV'er fra Danmark med stop i Frankrig og Spanien for at komme til rejsens endelige mål og udfordring: at opleve Afrikas mennesker og kulturer. Afrikaturen går fra Marokko gennem Sahara ned til landene omkring Nigerfloden. Under turen får rejseselskabet en fantastisk masse oplevelser, som Ib Meyer levende fortæller og illustrerer.

Bogen er bygget op af små kapitler, nærmest som en rejsedagbog, med dejlige, farverige og livlige illustrationer, der på en unik måde giver læseren en oplevelse ud over det sædvanlige.

Ib Meyers naivistiske illustrationer vil uden tvivl umiddelbart appellere til børn. Der ligger en detaljerigdom og glæde gemt i alle billederne, der får én til at pege, fortælle og drømme. Samtidig fortæller han nogle gode og vedkommende historier, som man får lyst til at læse eller høre igen. Her har vi en af de sjældne bøger, der sætter æstetikken højt og derfor opnår en usædvanlig kvalitet.

Jeg vil klart anbefale den som højtlæsningsbog for de mindre klasser.