Egentlig er det forældrenes og lærernes problem, hvis et barn ikke senest i slutningen af 1. klasse oplever den jublende glæde ved selv at kunne læse bare en lille tynd bog. Men ulykkeligvis ender det altid med at blive barnets problem, for det er jo ham eller hende, der må lægge krop til at blive 'sorteret fra'. Ham, der i årevis - måske resten af livet - føler ikke at kunne slippe af med skiltet på ryggen: Jeg er ikke god nok! Når vi nu ved, hvad selvværd og selvtillid betyder for et menneskes hele liv, kan vi ikke være bekendt, at vi alt for ofte tillader, at der handles i modstrid med den viden, vi har om børn og læring.

Der er intet af alt det, et lille barn skal lære sig, der er så vigtigt at komme rigtigt ind på som netop læsning. Andet kan korrigeres senere, men da læsning er nøje forbundet med selvtillid, såskal det bare lykkes for hvert eneste barn. Det må vi sætte alle kræfter ind på.

Men med kræfter er det som med penge: De kan kun bruges én gang. Her til lands kommer mange gode kræfter aldrig børnene til gode - tværtimod, for de spildes på slagsmål mellem de voksne: Skal praksis funderes påsekventielle eller holistiske teorier? Det ligner næsten separerede forældres kamp om børnene - alle taber. Børnene mest, for de taber deres liv!

De nære voksnes sag

Her er vi ved sagens kerne: Læsning er uløseligt forbundet med barnets liv. Læsning skal - i samspil med de voksne - så at sige sprøjte ud af hverdagslivet. Allerede fra det andet leveår skal børn i samspil med de nære voksne vokse op med skriftsproget.

Det er altså en sag for forældre og bedsteforældre, men sandelig også for dagplejere og børnehavepædagoger. Barnets nære voksne skal hele tiden være bevidste om, at de dagen igennem opfører sig, så børnene får mulighed for at lære sig (selv) at læse.

Det er heldigvis både let og sjovt, og det har ikke en pind med undervisning at gøre! Glem alt om skole og undgå for enhver pris 'lærerrollen'. Små børn skal ikke undervises - de skal kun inspireres og støttes i deres læse- og skriveeksperimenter. Helt uden det mindste krav om korrekthed, så får de selvtillid og lyst til at læse og skrive, ja, de er ikke til at holde fra bøgerne. For en bedstemor findes der ingen større lykke end at sidde med et lille fireårigt barnebarn på skødet, som selv læser.

Det lille barn lærer sig at tale i et trygt samspil med den voksne. Barnet peger, vi benævner, og barnet lærer sig ord og begreber. Nogle børn er så heldige, at de lærer sig at læse på samme naturlige måde, som de lærte sig at tale. De heldige småbørn er dem, hvis voksne er bevidste om, at de i hverdagen skal synliggøre skriftsproget for de små. Der er nok at se på: cornflakespakken på morgenbordet, plakater, avisen, små beskedsedler. På vej i bilen til børnehaven: 'Holder du øje med, hvor der står Alsgade, så vi ikke kører for langt?' 'Ja, fint, det begynder med Annes bogstav!'

De nære og kære ord

I læse- og skrivelegene er det barnet, der styrer - den voksne viser bare interesse og opmuntrer til nye eksperimenter. De voksne må nære sig for at belære, træne og undervise små børn. Man kan trygt stole på, at de hitter ud af det, der skal hittes ud af. Den voksne må i hele sin adfærd og holdning vise tillid - tillid til at barnet lærer sig . . . blandt andet at læse.

Ved at læse 'nære og kære ord', som den svenske forsker Ragnhild Söderbergh kalder dem, og gennem skriveeksperimenter lærer børnene sig sprogets grammatik - lærer sig, hvordan ordene er opbygget, og de lærer sig, hvordan bogstaver svarer til lyde.

Jo, det gør de virkelig, hvis de kan få lov til det, så al den emsighed, man oplever i indskolingen med at træne lyde i flok, er mere end betænkelig. Man forstyrrer børnenes selvlæring - de børn, der endnu ikke er så vidt, fatter intet, for det er helt uden mening. For dem, der allerede har hittet ud af det, er det det rene tidsspilde.

Små børn lærer sig det helt utrolige ved kropslig egenaktivitet, men de bliver uselvstændige og passive, hvis pædagogen eller læreren snakker og underviser. Læring er en social handling, derfor er det de voksnes vigtigste opgave at etablere fællesskaber, hvor børnene kan udvikle og formulere ny viden, siger uddannelsespsykolog Jerome Brunner (læs Folkeskolen nummer 25).

Overlad det til pædagogerne

I legen udforsker børnene verden. De vil som en selvfølge inddrage læsning og skrivning, hvis de har gode modeller i deres voksne. Pædagogen skal aldrig gribe ind med rettelser - kun give støtte og opmuntring og forsøge at finde ud af, hvordan barnet tænker. Da hvert eneste barn kommer til læsning ad sin vej, må det være barnet, der viser vejen - den voksne rejser kun med for at støtte og opmuntre, og det er pædagogerne bare så gode til, så vi kan trygt overlade begynderlæsningen til dem - selvfølgelig i samarbejde med forældre og bedsteforældre.

Selv om enkelte børn kommer til at læse flot i fireårsalderen - de fleste omkring seks - er formålet med at lade de små børn vokse op med skriftsproget absolut ikke, at børn skal læse tidligt, men '. . . problemet er, at hvis børn ikke tidligt får nogle personlige og positive erfaringer med skriftsproget som et fællesmenneskeligt oplevelses- og udtryksunivers, så risikerer vi, at de alene opfatter læsning som en besværlig, arbejdskrævende proces - som en teknisk proces. Skolen bidrager selv til denne oplevelse hos mange børn ved ustandselig at overhøre, kontrollere og teste, så læsning bliver omgivet af et enormt spændingsfelt - det kommer mere til at fremstå som et ydre rollespil om accept og anerkendelse hos kammerater og voksne end som et kulturredskab, der åbner døren til en ny og spændende verden!', siger læseforskeren Kjeld Kjertmann (læs Unge Pædagoger 6, 1997).

Ishøj i stedet for New Zealand

Man behøver såmænd ikke at valfarte til New Zealand eller Reggio Emilia - bare se til Norge, Finland og ikke mindst Sverige, hvor man takket være Ragnhild Söderberghs forskning og Öjaby-folkenes (pædagoger i daginstitution, hvor børnene læser. Redaktionen) 12-årige praksis har rigeligt med beviser på, at glæden ved at læse må og skal børnene opleve tidligt. 'Motivationen skal gribes, inden det er for sent' (Kirsten Wangebo i Unge Pædagoger 6, 1997).

Vi må altså satse på førskolebørnene. Det har de længe gjort i Ishøj i projekt 'Leg og Læs', og det breder sig nu som en steppebrand.

Det er både uhøfligt og uhensigtsmæssigt at bruge et halvt år i 1. klasse på bogstavindlæring. Der undervises i et tomrum - børnene er der ikke. De har længe kendt og brugt bogstaverne. At de er så loyale, at de pænt sidder og venter på læreren, retfærdiggør ikke den antikverede skolestart. Læs dog - for og med børnene - og find derved ud af, hvor hvert enkelt barn befinder sig, og byg så undervisningen på det. Man snakker så meget om differentiering, men har meget svært ved at praktisere den med hensyn til læsning. Nordlæs-rapporten viste, at Danmark er det land, hvor klasseundervisning er mest udbredt. Hvornår tager vi konsekvensen af, at forskellige børn lærer forskelligt på forskellig tid - og på hver sin måde?

Slip glæden løs

Slip glæden løs i skolen - den er der. Men den overskygges ofte af snak om problemer: Sociale problemer, indlæringsproblemer, sprogproblemer - problemer med læseforskere kontra skolevirkeligheden.

M = mors bogstav

Begynd aldrig med at lære de små bogstaver (og da slet ikke lyde!). De har ingen mening for små børn. Nej, M = mors bogstav. A = Annes bogstav. Lidt senere, når barnet kan læse nogle ord, bliver det interesseret i bogstavernes navne, og da er det tid at snakke om dem og synge alfabetsang - stadig er det kun leg, men en særdeles kvalificerende leg.