En undersøgelse fra AE-Rådet viser, at næsten hver femte lærer, som underviser i folkeskolen, ikke har en læreruddannelse. Tallet er desværre stigende. Lærermanglen har mange årsager, men der ingen tvivl om, at overgangen fra uddannelse til jobbet som lærer i folkeskolen for mange opleves som en meget voldsom og krævende opgave. Hvis vi skal sikre en bedre overgang for de nye lærere, så færre må give op og forlade folkeskolen, er der behov for en bred indsats, hvor alle parter deltager.

Begrebet ”praksischok” har i mange år været brugt om den oplevelse, den nyuddannede lærer får med ansvaret ikke bare for en stor gruppe meget forskellige elever, men også for kontakten til deres forældre. Dertil skal navigeres i samarbejdet med kolleger og andre fagpersoner, som også er en del af lærernes hverdag. I den aktuelle debat om læreruddannelsen er der meget fokus på, hvordan praktikdelen kan styrkes. Det er der rigtigt gode grunde til. Både på selve uddannelsen og i den måde, praktikforløbene organiseres på den enkelte skole, er der klare forbedringsmuligheder. Læreruddannelsen går på (mindst) to ben og er ikke kun en teoretisk uddannelse men netop en professionsuddannelse.

Vi må imidlertid også erkende, at selv en styrket praktik ikke i sig selv vil sikre en gnidningsfri overgang fra uddannelse til lærerhverdagen. Kloge hoveder har talt om et ”ansvarschok” frem for et praksischok for netop at betone, at det er oplevelsen af pludselig at være den der alene har ansvaret for elevernes undervisning, der er overvældende. Det løser vi ikke gennem en ændret praktik – som fortsat må være et ”ansvarsfrit” rum for afprøvning og refleksion. Sådan skal det være.

At blive dannet som lærer – blive en lærerpersonlighed - er ikke kun noget, der foregår på læreruddannelsen. Det er en proces, som bygger på erfaring over længere tid. Læreren er en autoritet, som kan improvisere i den daglige undervisning, som hele tiden byder på dilemmaer. Med udgangspunkt i viden og erfaring samt kendskabet til den enkelte elev.

Derfor er det vigtigt at skabe en fælles erkendelse af, at den gode start på lærerlivet først og fremmest skal skabes på arbejdspladserne og ikke nødvendigvis kan sikres på uddannelsen. Den nye arbejdstidsaftale A20, som blev indgået i efteråret, rummer gode muligheder for at sikre særlige vilkår for nystartede lærere. Men også i forbindelse med forårets overenskomst blev det aftalt at iværksætte en række forsøg med lærerstartsordninger, som man kan bygge videre på ved fremtidige aftaler. Det vil være ordninger, som både kan indebære reduceret antal undervisningstimer og målrettet støtte fra ledelse og dygtige, erfarne kolleger. Det er gode initiativer, som forhåbentlig vil kunne sikre fremtidige unge lærere en mindre problemfyldt indgang til lærerlivet.

For mit eget vedkommende mener jeg dog, at vi må have flere kræfter i spil. Selvom praksischok altid har været et kendt fænomen, er der ingen tvivl om, at problemets omfang er blevet markant større de seneste år. Krav om inklusion af flere elever med særlige behov, større forventninger til dialog med forældrene via skolernes netværk og i øvrigt stigende behov for at kunne udvikle elevernes dannelse f.eks. på sociale medier, har gjort lærerrollen langt mere udfordrende og kompleks, end den har været tidligere. Og dermed er lærerstarten også blevet en endnu større udfordring.

Vi skal styrke læreruddannelsen og ikke mindst praktikdelen. Og vi kan indgå aftaler ved OK-forhandlingerne om bedre vilkår for nye lærere. Men for at finde en reel og langtidsholdbar løsning på problemet må vi også have regering og folketing på banen. I Norge er man et skridt længere fremme end herhjemme. Her er Stortinget gået aktivt ind i forsøget på at sikre nye lærere bedre vilkår. Det er en samfundsopgave at løse problemet, og de seneste tal for, hvor mange lærere, vi mangler i folkeskolen, viser, at det haster.

Debatindlægget er også bragt i Skolemonitor: Debat: Politikerne skal på banen for at forhindre praksis- og ansvarschok for nye lærere