”Hej Robert, hvor er det dejligt at se dig. Jeg har lavet et program til dig, som i dag består af tre fag; dansk, matematik og historie. Hvad vil du gerne begynde med?”

Det er en af de sætninger, jeg hører mig selv sige mange gange disse dage. Jeg er til hverdag lærer i udskolingen på Skovshoved skole og koordinator/underviser i vores kompetencecenter, hvor jeg underviser og støtter elever med særlige behov. I øjeblikket passer jeg nødundervisningen fra 5.-9. klasse for de elever, hvor fjernundervisningen af den ene eller den anden grund slår knuder hjemme.

Erfaringer fra foråret

Fra forårets nedlukning ved vi, at mange elever kan have udfordringer med at planlægge, nedbryde og strukturere en opgave, når undervisningen foregår hjemmefra online over teams. Hvis man dertil har læse/skriveudfordringer fx i form af ordblindhed, og er vandt til hjælp både i form af LST (læse/skriveteknologi) og til struktur, nedbrydning og rammesætning, så kan man hurtigt føle sig meget alene hjemme foran computeren. Samtidig er der mange fag at holde styr på og så skal der ikke meget til, før man står af …

I foråret begyndte min nødundervisning for de store som ”walk and talks”. På en gåtur kunne eleven sætte ord på, hvad der var svært, hvad der fungerede nogenlunde, og hvor der var godt flow. Jeg kunne i løbet af samtalen vurdere, hvor jeg fandt stof, som elever var motiveret for, og via differentiering af klassens mål opstille mål for den enkelte, som igen gav lyst til skole.

Individuel undervisning på skolen

”Walk and talks” blev hurtigt suppleret af individuel undervisning i vores kompetencecenter, hvor eleverne kom på skift og fik hjælp til det, der udfordrede dem mest. På 9. årgang skulle de fx lave projektopgave i grupper, men en dreng med særlige behov havde så svært ved at indgå ligeværdigt, at han og jeg lavede vores egen projektgruppe. Under temaet ”Skovshoved sportsfestival” planlagde vi et skaterevent med udgangspunkt i elevens store interesse for at løbe på skateboard. I projektet indgik modelbygning i målestok 1:1768, programlægning, indbydelser på flere sprog, beregning af div. forbrug, sponsorer, annoncering mm. Ved fremlæggelsen over teams kunne jeg være til stede i lokalet og give tryghed.

”Der var en, der var to, der var tre … på cykeltur” sådan indledes en kendt børnesang. Men det kunne også være indgangsreplikken i forhold til behovet for nødundervisning, for nu længere en fjernundervisningsperiode varer, nu flere elever får brug for hjælp og støtte. Og desværre pegede statistikken efter forårets fjernundervisningsperiode på, at op mod 20 % af eleverne i folkeskolen havde brug for at komme på skolen og få fysisk hjælp.

Så højt er vi endnu ikke oppe på Skovshoved skole, men vi har i denne anden fase langt flere elever fra 5.-9. klasse , som kommer en til flere gange om ugen og får den hjælp, de hver især har brug for. Nogle skal ”bare” støttes i matematik, nogen skal have hjælp til skriftlige opgaver, nogen kan ikke få hverdagen til at fungere hjemme og kommer derfor 2-3 timer om dagen, hvor der arbejdes med udvalgte fag i støttet form. Behovene er lige så forskellige som eleverne.

Relationens store betydning

Og her når vi så frem til en af mine vigtigste pointer i forhold til nødundervisning. Når elever kommer til mig og mine kolleger i kompetencecentret og modtager nødundervisning, så er det på forhånd godkendt af min leder. En godkendelse er en formel vurdering i forhold til elevens behov, men derfra og til at nødundervisningen giver mening for eleven (og dennes forældre) ligger der et stykke solidt relationsarbejde. For elever jeg kender godt i forvejen, og som under normale omstændigheder har deres gang i kompetencecentret, er relationen en forudsætning for, at de takker ja til at komme. Her bliver det i højere grad udbyttet af at komme hen på skolen, som bliver forudsætningen for succes, og heldigvis er det her et taknemmeligt job at tilbyde min hjælp, for denne elevgruppe kender jeg så godt, at jeg præcis ved, hvordan jeg hjælper dem bedst.

For elever jeg kender mere perifært, kræver det et stort fokus på hurtigst muligt at opbygge en tryg relation og vise dem, at det er en succes at komme og få hjælp. Nogen gange lykkes det og nogen gange lykkes det ikke, for hvis eleven på forhånd har modstand på ”at være anderledes” og komme alene på skolen, så er det op ad bakke at få dem med.

I sidste uge havde jeg via en klasselærer lavet en aftale om nødundervisning med en elev, som er ny på skolen, og som jeg derfor ikke kender. Eleven og forældrene var med på planen om, at x skulle komme og få hjælp til dansk og matematik, men da dagen kom, havde eleven meget modstand på allerede hjemmefra. Efter lidt dialog frem og tilbage over telefonen, lykkedes det mig at finde eleven bag skolen og han gik usikkert med.

Vi snakkede kort om formålet med at komme, der var stadig modstand både verbalt og via kropssprog og derfor valgte jeg at komme hurtigt i gang. Den første opgave handlede om kortfilm, og jeg både guidede og var sekretær på opgaven på samme tid, hvilket betød, at vi blev færdige inden for tidsrammen, så x kunne aflevere på lige fod med sine kammerater sidst på dagen.  Og til de den kritiske røst som måske spørger: ”Skriver du dine elevers opgaver for dem?” kan jeg hertil svare: ”Ja, hvis det ved første møde er forudsætningen for at komme i gang og vinde tillid, så ja, men aldrig længere end nødvendigt.” Og den pågældende elev kommer igen i morgen for tredje gang.

Alle skal have muligheden for at lykkes

Det giver så meget mening at se elever lykkes, og i denne ligning er der ingen trylleformularer, men solide didaktiske, pædagogiske og relationelle strategier. Vi er nu flere undervisere fysisk tilstede og mange lærere støtter også virtuelt hjemmefra. Vi gør det bedste vi kan. Vi håber alle, at det slutter lige om lidt, men indtil da, går jeg glad og motiveret på arbejde hver eneste dag, for det er så vigtigt, at vi giver alle børn muligheden for at lykkes.