"Vi har altid delt vores erfaringer med hinanden. I øjeblikket gør vi det over sms", siger Ida Hartmann om at dele erfaringer og ideer med sin franskkollega.

Fransklærer: Først onlineundervisning for 5. klasse, hvis vi stadig er hjemme efter vinterferien

Det er en meget svær opgave at undervise 5. klasse online i et sprog, de først lige har mødt. Derfor har Ida Hartmann endnu ikke haft reelle fransktimer med sin klasse. Men det vil hun begynde på, hvis nedlukningen fortsætter.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Hellerup Skole er det ikke så meget fransk, 5. klasserne har haft i løbet af det seneste år. Hele sidste forår blev faget fjernet fra 5.-klassernes skema. Under den nuværende hjemsendelse er faget først lige så stille begyndt at dukke op på de nye 5.-klassers skema, fortæller fransklærer Ida Hartmann, der har fransk i 5.-7. klasse.

"Jeg laver kun decideret virtuel fjernundervisning med 7. klasse, mens jeg ind til videre lægger opgaver til 5. og 6 klasse. For det kan være svært at sidde med dem i en virtuel sprogtime, hvor du skal kommunikere i et sprog, de næsten ikke kender. Men jeg regner med, at jeg skal give en form for fjernundervisning, hvis nedlukningen bliver forlænget yderligere, siger Ida Hartmann.

Blandede hold umuliggjorde fransk

Tilbage i foråret var Ida Hartmann kun lige gået i gang med at starte to franskhold op på 5. årgang, da skolen og resten af samfundet pludselig blev sendt hjem. Her gjorde den helt nye situation, at fransk ikke var et af de fag, skolen valgte at satse på for de små elever, fordi det var et nyt fag for eleverne.

Sproglærer om 9. klasse: "Indtil videre følger jeg nogenlunde min oprindelige årsplan" 

Og da de kom tilbage sidst på skoleåret, var det stadig ikke muligt at gennemføre fransktimer.

"Holdene består af elever fra tre klasser, og da vi ikke måtte blande eleverne, kunne vi først gå i gang med fransk igen efter sommerferien", fortæller hun.

Startede forfra efter sommerferien

Konsekvensen blev, at Ida Hartmann måtte starte fra bunden for franskholdene i de nye 6.-klasser efter sommerferien.

"De nuværende 6. klasser var gået glip af så meget fransk, at det var tydeligt, at de stort set ikke kunne huske noget. Derfor valgte jeg at starte forfra efter sommerferien. Sådan var det også i tysk, har jeg hørt fra tysklærerne", fortæller hun.

Da eleverne så igen blev sendt hjem kort før juleferien - og hjemsendelsen blev forlænget, mens elever og lærere stadig var på juleferie - var fransk ikke på skemaet de første par uger. Men nu er 5.- og 6.-klasserne begyndt at have fransk igen.

"I de første uger af den nye nedlukning havde de heller ikke fransk, men nu har vi så langsomt sat det på igen. Vi har bygget flere og flere ting på deres skoledag, og hvis vi fortsætter, kommer fransk også på deres skema som onlineundervisning. Indtil videre kan de lave franskopgaver, som jeg lægger op til dem, i de blokke, vi har sat af i løbet af dagene til 'individuel tid', som er tid, de selv bestemmer over", fortæller Ida Hartmann.

Lærere til undervisningsminister: Meld ud om eksamen nu 

Bruger Youtube-videoer

Selvom 6.-klasserne langt fra har haft de bedste betingelser for at blive gode til fransk, kan Ida Hartmann godt bede dem om at lave lidt mere avancerede opgaver end 5.-klasserne.

"Min kollega har anbefalet mig nogle små videoer på Youtube, der hedder Easy French, som hun bruger til de store elever i 8. klasse. Det viser sig, at der også er nogen, der hedder Super Easy French. De fungerer godt til 6. klasse. Her får de typisk præsenteret nogle forskellige navneord. Det kan også være noget med 'jeg går' eller 'jeg løber'. Så beder jeg dem skrive en lille ordliste til, hvor de så skal finde 10 ord eller udtryk. Og så laver de en ordliste i et worddokument, og så oversætter de det fra dansk til fransk, og sender det til mig", fortæller hun.

Simple film om tal til 5. klasser

Til 5.-klasserne har hun fundet nogle mere simple læringsvideoer.

"Super Easy French er for svært for dem. De har mere brug for nogle små læringsvideoer, hvor de træner tal, som bliver gentaget, og hvor de så skal repetere", fortæller hun.

Folkeskolelærer overvejer at sende sine børn på privatskole, så de kan få fransk 

Mens det ikke er blevet til decideret onlineundervisning for 5.- og 6.- klasserne, møder 7.-klasserne ind til onlineundervisning i Teams.

"Her har jeg stor succes med at lave grupperum. Det fungerer rigtig fint. Jeg bruger meget Gyldendals portal. Den er god til at bygge et stillads op for børnene. Når de sidder med det derhjemme, har de brug for et endnu tydeligere stillads, og det sker her ved, at de får nogle små chuncks undervejs", fortæller hun og fortsætter:

"Jeg beder dem så om at lave nogle sætninger, som de skal sidde og sige til hinanden eller for mig. Andre gange har jeg skrevet et lille interview, og så skal de så interviewe hinanden ud fra nogle små sætninger, jeg har lavet til dem".

Deler erfaringer via sms

Eleverne kommer fra tre forskellige klasser. Når de bliver sendt ud i de virtuelle grupperum, deler hun grupperne ind efter deres klasser.

"Fagligt ville jeg foretrække at sætte dem sammen efter deres faglige niveau, så jeg kunne differentiere opgaver og  hjælp. Men jeg har valgt at prioritere at skabe tryghed. Derfor har jeg sat dem sammen med deres klassekammerater".

Forsøg med fransk i 3. klasse er kommet "overvældende" godt fra start 

Ida Hartmann er også dansklærer på 4. årgang. Hun har derfor et fagteam omkring sig, som hun kan dele erfaringer og udfordringer med i forhold til den nuværende fjernundervisning. I fransk har hun ikke noget egentligt fagteam. Til gengæld har hun et særlig godt samarbejde med sin franskkollega, der underviser 8. og 9. klasserne.

"Vi har altid delt vores erfaringer med hinanden. I øjeblikket gør vi det over sms. Fx skrev jeg til hende, at jeg var kommet i gang med at bruge de her små videoer fra Easy French og fortalte hende, hvordan jeg gør, og så spurgte jeg, hvordan hun bruger det. Og så kom hun med nogle ideer, som jeg så tænker, at jeg også kan bruge i 6. og 7. klasse. Det har vi altid gjort rigtigt meget. Det fungerer virkelig godt".