Debat

Den digitale misrøgt

Skærmen giver “lavere intelligens, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, dårligere impulskontrol, mindre empati, søvnforstyrrelser, overvægt og en række andre sundhedsproblemer”, som neurobiologen og forskningschef ved Center for Kognitiv Videnskab ved Universitetshospitalet i Lyon, Frankrig, Michael Desmurger, kraftigt understreger i sin seneste bog La fabrique du crétin digital fra 2019.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Journalisten Lise Richter formidler en jubeloptimistisk hyldest til digital undervisning, som vi oplever det under Corona-krisen i sin artikel “Det store pædagogiske eksperiment under nedlukningen af uddannelserne kan forbedre undervisningen” (Information d. 15.04.20.) Hun glemmer dog, at skærmen giver “lavere intelligens, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, dårligere impulskontrol, mindre empati, søvnforstyrrelser, overvægt og en række andre sundhedsproblemer”, som neurobiologen og forskningschef ved Center for Kognitiv Videnskab ved Universitetshospitalet i Lyon, Frankrig, Michael Desmurger, kraftigt understreger i sin seneste bog La fabrique du crétin digital fra 2019. Problemstillingen blev fornemt påpeget i WA 06.12.2019 i artiklen “Dommedagsskærmen”.

Som underviser oplever jeg også, at undervisningen forringes ved den digitale form, da vi mister det sociale og interpersonelle aspekt, hvormed viden og dannelse deles og udvikles. Selv de mest ressourcestærke elever bliver ikke mødt i deres behov for kontakt og sparring. En øget individualisering og isolering skaber i min optik mere unuancerede og uengagerede mennesker. Mennesker, faglighed, etik, kunst og leg mister mening gennem skærmen. Den græske filosof Aristoteles (385-323 f.kr.) definerede mennesket som sociale fællesskabssøgende dyr, Zoon politikon. Eleverne savner simpelthen nærvær og det daglige forpligtende fællesskab. Det kan ingen skærm erstatte.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget