»Jeg betragter mig som en rollemodel, der bygger broer. De tosprogede forældre føler sig trygge, fordi jeg har en muslimsk baggrund. Det gør det lettere for mig at bane vej for børn og forældre i det danske samfund«, siger Mubeen Hussain.

Hun kom hertil som 18-årig med sin mand. I dag har hun ansvaret for indsatsen over for Karlebo Kommunes tosprogede børn i institutioner og i folkeskolen.

Siden hun kom til Danmark, har hun følt, at hendes baggrund har betydet, at hun altid skulle være bedre end de andre for at blive accepteret. Hun er sikker på, at det er grunden til, at der er så få med en anden baggrund end dansk, der arbejder som tosprogskonsulent.

»Man skal have mod til at overkomme de forhindringer, der kommer undervejs, for at nå den stilling. Det er tydeligt, at man skal være to skridt foran sine kollegaer. Du skal hele tiden bevise, at du duer til det. Det kan være trættende, og der er mange, der giver op«, siger hun.

Mubeen Hussain gik hjemme og passede hus og børn de første ti år, hun boede i Danmark. Men en dag fik børnene tilbudt en plads i børnehaven. Pladsen skulle være med til at sikre børnenes integration i Danmark.

»Jeg blev tilbudt arbejde i institutionen, hvor der var mange pakistanske børn. Jeg kunne lide at være sammen med børnene. Og jeg kunne lide at kommunikere med forældrene. Familierne og pædagogerne havde tydeligt brug for et bindeled mellem systemet og forældrene«, siger hun.

Mubeen Hussain kom med ideer, som kunne gøre samarbejdet mere frugtbart, men hun blev ofte fejet af med, at hun ikke havde en pædagogisk uddannelse.

»Jeg tænkte, hvis jeg skal hjælpe forældrene, skal jeg have en uddannelse, så jeg kan diskutere ting og stå på lige fod med dem, jeg kommunikerer med«, siger hun.

Fire år senere var hun uddannet som lærer fra Blaagaard Seminarium med linjefag i idræt og engelsk.

Etnisk løftestang

Hun blev ansat som tosproget lærer og modersmålsunderviser for pakistanske børn i Albertslund.

»Det varede kun en ganske kort periode. Skoleinspektøren mente, at jeg var bedst til at undervise i børns modersmål, men jeg opdagede hurtigt, at hvis jeg skulle være rollemodel og etnisk løftestang for mine egne, så krævede det, at jeg stod på lige fod med de andre lærere og underviste i mine linjefag«, siger Mubeen Hus­sain.

»Jeg kæmpede en hård kamp for at få lov til at undervise i engelsk og idræt. Jeg ønskede engelsk i femte klasse, men fik udvidet engelsk i 10. klasse med en bemærkning om, at nu fik jeg mulighed for at vise, hvad jeg duede til«.

Og det gjorde Mubeen Hussain, og derefter var det ikke længere svært at få lov til at undervise i sit linjefag.

I 1996 fik Mubeen Hussain job som konsulent for Karlebo Kommune i sager, der vedrører tosprogede børn og unge. De seneste to år har hun helt været fritaget fra at undervise i folkeskolen.

Bryd fordommene

Mubeen Hussain er ikke i tvivl om, at folkeskolelovens intentioner om differentieret undervisning er den helt rigtige måde at få gjort elever med flerkulturel baggrund til en resurse.

»Men undervisningsdifferentiering fun­­­gerer bare ikke. Hverdagen er stadig meget tættere på Morten Korchs Danmark end på den flerkulturelle virkelighed. Når jeg møder lærere på efteruddannelse, opfatter de stadig samfundet som mono-sprogligt kulturelt. Børnene bliver sat i generaliseringsbåse«, siger hun.

»Hvis man virkelig vil se på den enkelte elev, bliver man også nødt til hele tiden at sætte ens egen kultur til debat. Jeg mener, at det er nødvendigt at styrke lærerne via efteruddannelse, så de kan få den interkulturelle dimension med i deres daglige undervisning«, siger Mubeen Hus­sain.

Hun mener, at det er vigtigt, at det er hele skolen og ikke den enkelte lærer, der sætter rammerne.

»Idrætsundervisningen er et godt eksempel. Hvis skolen har en regel om, at børnene skal deltage i idræt, samtidig med at man har en regel om, at man skal imødekomme forældrenes ønsker, kan der hurtigt opstå problemer. Alle lærere skal komme med klare signaler. Det skal ikke være den enkelte lærers holdning, der afgør, om en elev skal være med eller ej«, mener hun.

»Lærerne må lægge deres egne holdninger til side. Mange lærere bliver påvirket af den generelle højredrejning. Den politiske dagsorden får lærerne til at glemme folkeskolelovens gode intentioner«.

Hun lægger vægt på, at en holdnings­ændring ikke kun er påkrævet i systemet. Der skal også stilles krav til de tosprogede forældre, der passer til deres forudsætninger.

»Fællesskab kræver gensidig respekt. Vi skal involvere forældrene i stedet for at servicere dem. Det er ikke etnicitet, der er det største problem. Det er den socioøkonomiske baggrund, der skaber problemer. Derfor er det folkeskolens største opgave at nedbryde den sociale arv«.

Engang hed de fremmedarbejdere. Nu hedder de personer med en anden etnisk baggrund end dansk. Indimellem bliver de kaldt etniske minoriteter eller tosprogede.

Folkeskolen har besøgt to kvinder og en mand. De har det til fælles, at de ikke er født i Danmark. De er mørkhårede. Og de sidder i stillinger, hvor de har stor mulighed for at præge den danske folkeskole. Folkeskolen har besøgt dem for at give læserne et billede af nogle af de nye ansigter og for at få deres bud på, hvordan skolen skal navigere på vejen mod den flerkulturelle skole.

Navn: Mubeen Hussain

Alder: 49 år

Baggrund: Kom til Danmark som 18-årig

Uddannelse: Lærer fra Blaagaard Seminarium med linjefag i engelsk og idræt. Speciallæreruddannelse fra Danmarks Lærerhøjskole

Arbejde: Rådgiver Karlebo Kommune i sager, der handler om kommunens tosprogede børn og unge. Formand for foreningen Folkeskolens Konsulenter for Tosprogede børn og unge. Foreningen har lidt over 60 medlemmer. Tre har en anden etnisk baggrund end dansk. Underviser på efteruddannelsesforløb på Center for Videregående Uddannelser og i kommunen.